Svigtende hukommelse og thrash fra 80’erne
”OK, boomer, du napper da Accu§er, ikke?”, sagde Heavymetal.dk’s redaktør til mig for et par uger siden, og jeg må indrømme, at jeg straks prøvede at komme i tanke om, hvor og hvornår i 80’erne det nu var, jeg havde set de mindre kendte teutoniske thrashere. Det er endnu ikke lykkedes mig at grave det frem af den langsomt svigtende hukommelse, og jeg er efterhånden begyndt at tvivle på, at det er andet end fri fantasi. En ting er dog sikkert, og det er, at når man lytter til en Accu§er-plade, så bliver man helt automatisk ført tilbage i tiden. Det gælder uanset, hvor moderne de tyske veteraner ellers forsøger at lyde, og er således også tilfældet med deres nye, selvbetitlede album, nummer 11 i rækken, der udkommer nu.
Slayer, Kreator og verdens værste ballade
Umiddelbart lyder Accu§er, som de plejer med lige dele Slayer og Kreator smidt i deres forholdsvis melodiske udgave af traditionel tyskerthrash. Det gør ikke så meget, så længe der bliver riffet med overbevisning, og det gør der i allerhøjeste grad i starten af albummet. Udover to skarpe ørehængerriffs har ”Misled Obedience” en fin melodisk solo fra den tilbagevendte guitarist René Schütz, der generelt gør en god figur her på sit comebackalbum. Soloen blandes med lige så fine harmonier, indtil de to hovedriffs vender tilbage og giver sangen noget slagkraft igen. Singlen ”Phantom Graves” byder på mere i samme stil med lækre riffs og endnu en herlig melodisk guitarsolo, der er under kraftig mistanke for at være undveget fra en NWOBHM-plade. Så i det hele taget er det en rigtig fin start på albummet, præget af ultrakorte sange, der ikke bliver hængende for længe.
Den første anke med Accu§er er, at forsanger Frank Thoms (stadig) ikke helt vellykket forsøger at lyde som mægtige Derrick Green fra Sepultura. Men det er desværre langt fra den eneste, for efter de tre første numre daler kvaliteten i både riffs og melodier betragteligt. Helt galt går det på et af de værste forsøg på en ballade, ”Be None the Wiser”, jeg kan huske nogensinde at have hørt. Der er så meget galt med det nummer, at det er næsten umuligt at fatte og lige så svært at beskrive fyldestgørende – men vi skal jo forsøge. For det første er konstruktionen så generisk, at selv et hair metal-band fra 80’erne ville skamme sig. Vokalen er pinligt ringe, basintroen totalt malplaceret, og lyrikken er tåkrummende. Ikke engang en godkendt, om end ret klichéfyldt, solo kan ændre på helhedsindtrykket. Det er mig en gåde, hvordan så dygtige og rutinerede folk kan have så lidt kvalitetskontrol og selvrespekt. ”How can we be so blind?”, spørger Frank Thoms i omkvædet. ”How can you be so deaf?”, er det egentlige spørgsmål.
Det er ikke ofte, at så dygtige folk forvalter deres talent så ringe, og det bedste, man kan sige om sangene i midten af Accu§er, er, at de fleste kun varer omkring tre minutter. Det bliver dog bedre til sidst med ”Seven Lives” og ”A Cycle’s End”, hvor albummets to vigtigste komponenter vellykket mødes igen. Flere gode riffs og melodier tørner sammen, præcis som i starten, men uha, det var også tiltrængt efter ”Be None the Wiser”.
Tåler ingen sammenligning
De to nævnte sange, der afslutter albummet anstændigt, øger mest af alt bare ærgrelsen over, at der ikke er flere sange på det niveau. Når det fungerer for Accu§er, leverer bandet vrede riffs, medrivende tempo og fine melodier. Men sammenligner man dels med, hvad gruppen tidligere har leveret, og dels med, hvad Sepultura har udgivet i år inden for samme stil, så blegner det totalt. Man skulle tro, at nedlukningen havde givet Accu§er rigeligt tid til både sangskrivning og finpudsning, men det er kun delvist det indtryk, man sidder tilbage med.
