Afrika eller afgrunden?
Abyssinia er en spritny black metal-duo bestående af to unge mennesker, som man ellers skulle tro, havde nok at se til – nemlig Kasper Deichmann (eks-Sunken, St. Digue) og Suo Fei (Konvent, Pleaser, eks-Shamash). Projektet må siges at være forholdsvis esoterisk; det eneste, vi reelt set ved, er, hvem der står bag, og at demoen her kun er udgivet på kassette i et begrænset antal. Jeg ved ikke engang, om de har navngivet sig efter Abessinien, eller om de valgte navnet, fordi ordet ’abyss’ indgik. Hvad jeg dog ved er, at med tre numre og en spilletid på omtrent et kvarter så gør det næppe det store, hvis Demo MMXXIV skulle vise sig at være komplet tidspilde – hvilket forhåbentligt ikke er tilfældet.
Ja, ja, men hvem er I!?
Stilen er rå og upoleret retro-black metal a la Norge anno 1994. Med læssevis af tremoloriffs, pot-og-pande-blastbeats og spøgelsesvokal kunne Demo MMXXIV nemt være et glemt bånd fundet allerbagerst på en hylde i Neseblod – hvilket afgjort har været visionen bag, så point for det.
Jeg har dog, grundlæggende, samme problem med Demo MMXXIV, som jeg havde med Udåds eponyme debut, nemlig det, at det hurtigt bliver utroligt forceret, når man forsøger at genskabe en stil så tidslåst og zeitgeist som den rå black metal. Bevares, det kan gøres med både charme og kærlighed, men det falder ofte totalt på halen med samme elegance som en Parkinson-plaget elefant på besøg på Royal Copenhagens varelager. Heldigvis er Demo MMXXIV ikke uden sin charme, og trods den skramlede necro-lyd kan man høre – eller måske rettere fornemme – små elegante melodiske passager hist og pist, eksempelvis halvvejs igennem åbningsnummeret ”The Gates of Debauchery” eller slutningen på ”Hellfire Maelstrom”.
Men det til trods så er der reelt set ikke noget, der er med til at hive den her udgivelse op på et højere niveau, selvom det da heller ikke er en reel fiasko. Men jeg savner nogle større visioner og ambitioner end banal kælderblack. Jeg savner at sidde tilbage med en følelse af, at jeg ved, hvem Abyssinia er.
Agurketid versus ambitioner
Sidste år stiftede jeg bekendtskab med Shrug, som viste, at man sagtens kan lave en kort, beskidt og rå demo og samtidig have enorme armbevægelser og grandiose ambitioner. Det er bare ikke tilfældet her, og det virker lidt, som om det er et resultat af, at de to artister lige har haft en fridag i kalenderen. Der er dog potentiale i Abyssinia, og begge medlemmer har bevist, at de udmærket ved, hvordan man laver musik, der virker – spørgsmålet er, om de kan få det her projekt i mål, eller om det ”bare” er et hyggeprojekt til at klare sig igennem den kreative agurketid.
