Bandet med det simple om end let uudgrundelige navn, 3, fra Woodstock, har med deres nye album lavet en på en gang original og catchy skive, der blander poppet progrock à la A.C.T. med salsametal-agtige elementer i stil med Ill Niño, avantgarderock à la Mars Volta (i det mere progressive hjørne) og et væld af andre stilarter.
Den delikate rytmik, der især fremhæves af det habile akustiske guitar-fingerspil, leder tankerne i retning af Pain of Salvation, mens korharmonierne på titelnummeret giver associationer til Pure Reason Revolution. Korharmonierne og de cool, groovy riffs på numre som "Battle Cry" og "My Divided Falling" viser en arv fra King’s X (f.eks. på deres klassiske "Gretchen Goes to Nebraska"-album); sidstnævnte nummer måske en påvirkning fra Freak Kitchen. Ellers er der også en god slat Paul McCartney-inspiration igennem hele pladen. Versmelodien i åbneren "The Word is Born of Flame" lyder forbavsende meget hen ad "And I Love Her" fra Beatles’ "A Hard Day’s Night", mens "Bleeding Me Home", "Shadow Play" og "The Last Day" alle kunne have været skrevet til Wings (okay, sidstnævnte nummer måske i samarbejde med Psychotic Waltz).
Måske er det netop kombinationen af diskret, men effektiv metallyd og utramelodiske McCartney-harmonier, der af og til får mig til at tænke på Dizzy Mizz Lizzy – jeg tvivler på, at 3 kender til det danske koryfæ, men sange som "Serpents in Disguise" og "Diamond in the Crush" kunne let være kommet fra Tim Christensens hånd. Forsanger Joey Eppards vokal er dog af en hel anden, lys kaliber. Nogen vil måske mene, at han er en anelse nasal på den tøsede måde, men jeg synes hans stemme har en fed kant, og han er også god til at variere sit udtryk. Det ene øjeblik tror man, at man lytter til Supertramp, det næste øjeblik Tool med gæsteoptræden af Ozzy – lyt bare til tidligere nævnte "My Divided Falling".
"The End Is Begun" er en fedt produceret plade med fede musikere, en fed sanger, fede melodier, der går lige ind og bliver der (det er virkelig svært at få "All that Remains" ud af hovedet igen efter første gennemlytning). 3 kan måske godt have en tendens til at dvæle lidt for længe ved deres ideer, hvorfor enkelte sange kan forekomme ensformige, hvis man ikke lige er tunet ind på albummet. Men egentligt dårlige passager er der ikke tale om. Afgjort et album, der vil appellere til en bred skare af lyttere, i hvert fald dem, der ikke har noget imod at skifte umærkeligt mellem teknisk prog, sødsuppet pop og riffdreven hardrock.
