Indeni dig bor der to ulve …

Finske 2 Wolves har været i gang siden starten af 2011, hvor debuten Gentlemen, Please så dagens lys – og samtidig påpegede, at vi altså har at gøre med et band med en uortodoks tilgang til navngivning. Kvintetten fra landet med de tusinde søer spiller klassisk skandinavisk melodisk dødsdoom a la Cult of Luna, Swallow the Sun og sågar Insomnium, dog med et mere poleret og moderne tvist. Men så kan man stille sig selv spørgsmålet, om ikke netop dette tvist er med til at eliminere den melankoli, som genren ellers er så afhængig af? Noget, der lyder lige så sterilt som en operationsstue på Rigshospitalet kan vel næppe gøre rigtigt ondt i sjælen – eller kan det?

Den ene kan lide melodoom …

På samme måde som thrash-metallen falder totalt til jorden, hvis ikke den giver en lyst til at åbne dåsebajere og kaste med nakken, så falder doom-metallen på røven, hvis den ikke fylder en med en tonstung følelse af melankoli. Ganske vist er Not Worth It ikke totalt melankoliforladt, men det er bestemt heller ikke den mest grå sky på himmelen. Hvilket primært skyldes clean-vokalen, som leveres af Ilkka Valkonen, der også står for growl-vokalen. Han er bestemt ikke en dårlig vokalist, men hans cleans er for fløjlsbløde og smørfede, hvilket kombineret med den hypermoderne produktion simpelthen resulterer i, at lydbilledet fremstår kastreret og impotent. Det er ikke, fordi de ikke prøver på at fremstå megaheavy; tag nu breakdownet (eller forsøget på det …) i ”Garden of Ashes”, der afgjort er tænkt som et gedigent headbangmoment, men realiteten er bare, at det er omtrent lige så hårdtslående som en punkteret klappepølse. Der er dog helt oprigtigt gode numre på Not Worth It. ”Where Birds Can Sing No More” er med sin intro, der emmer af black metal komplet med tremologuitar og blastbeats, afgjort et af de stærkere numre på albummet. Det samme gælder åbningssangen ”No Longer”, og her minder de mere om et band som Tomorrow’s Rain, hvilket er særdeles klædeligt. Men selvom albummet generelt lige opper sig en my henimod slutningen, så sidder man med en følelse af, at det bestemt ikke var det værd … En følelse, som den instrumentale lukker ”The One That’s Gone” kun er med til at styrke.

Den anden er virkeligt dårlig til navne …

Heldigvis er 2 Wolves bedre, end navnet antyder. De fem finner er absolut habile musikere, som udmærket ved, hvor skabet skal stå. Deres største problem (udover det helt utroligt meme-agtige navn) er dog, at de ikke helt kan finde ud af, hvor fokus skal være. Kunsten at balancere melodi, melankoli og tung metal er ikke just en, de mestrer – desværre.