Quantum Solaris. Foto: Thea Oborski
Horn i huset
Det var noget af et køligt bissevejr, der gennede den brogede flok af metalkvæg på stald i Råhuset. I 2006 omdannede man den gamle veterinærkontrol til et spillested, men det kom der ikke færre horn i huset af. Denne aften var vi en sparsomt samlet skare i Råhusets lille dagligstue på Onkel Dannys Plads. Det var heldigt, at de var hele tre bands, der skulle spille denne aften, nemlig Hollow Point, Wolfhead og Quantum Solaris. Så kunne de nemlig udgøre statister blandt publikum under hinandens koncerter, for ellers havde vi knap været nok til en moshpit. Melodisk metal, thrash og groove – det var noget af en blandet landhandel, som vi skulle igennem i aften. Hvis man har bevæget sig en smule i det danske metalmiljø, ville man kunne spotte en del kendte ansigter fra diverse bands blandt den vejrbidte flok. Og hvor var det skønt at se, hvordan vækstlaget støtter og gøder hinanden, så de ikke som efeu kvæler andre vækster, men ligesom mykorrhiza mellem træer og svampe indgår i en symbiotisk forbindelse, der gavner alle parter. Vi misforstod Darwin: Det gælder ikke (kun) om konkurrence og ‘survival of the fittest’, for mange eksistensers overlevelse afhænger af symbiose, samliv og samarbejde. Det gælder både på skovbunden og i metalmiljøt. Med forventningen spirende i hjerterne samlede vi os således for at se, om disse metalfrø ville vokse sig frodige eller visne og dø som noget værre hø.
Hollow Point
Mangler der ikke noget?
Hollow Point havde været på skrump, siden jeg sidst anmeldte dem under Viborg Metal Festival tidligere i år. Trommeslager Jannick Jacobi var faldet, og i stedet for at knække trommestikkerne var det nu kravebenet, der fik sig et slag. Det er jo force majeure, og det er agtværdigt, at bandet valgte at gennemføre med trommeoptagelser i stedet for helt at aflyse, hvilket også havde været helt forståeligt. Hans fravær kunne dog mærkes. Først da der gik en smule kludder i et af numrene, idet det ifølge bandet ‘var Jannick, der plejede at trykke.’ Det var dog nok mest ment som en vittighed og gik ikke ud over helhedsoplevelsen. Derudover fremstod rytmerne uorganiske og bar præg af at være optaget i et studie uden den rå energi, som en liveoptræden kan give. Bortset fra det var der dog intet at udsætte på rytmekompositionerne.
Metalcore for skeptikere
Lyden var en smule mudret, og der måtte gerne være skruet op for vokalen. Denne gik dog for det meste nogenlunde igennem og besad en imponerende ambitus med både growls, screams og clean vokal. Sidstnævnte giver mig generelt tasker længere end Storebæltsbroen. Min aversion mod patetisk hjerte-smerte-skønsang er en del af det, der giver mig udslæt, røde knopper og helvedesild ved metalcoregenren. Når det er sagt, så var Hollow Points clean vokal smuk som lærkesang, og da det er en del af genrens definerende karakteristika, kunne jeg lige akkurat acceptere det. Og det er en større ros, end det lyder! Hollow Point skal selvfølgelig bedømmes efter metalcorens præmisser, og der er ingen tvivl om, at de mestrer genrens temposkift til fulde. De måtte gerne skrue endnu mere op for brutaliteten, men generelt spillede de med god energi og fin fremdrift. Bassen sad så langt inde i skabet, at den må have fundet Narnia, og guitarernes riffs var ligeledes velspillede. Det blev en anelse ensformigt gennem koncerten, og ud over numre som den nye “Malestrum” savnede jeg, at deres sange skilte sig mere ud fra hinanden. Publikum var dog med hele vejen og skabte en lille pit, hvilket er noget af en sejr for en aftens første artist. Generelt kan Hollow Point deres kram - og hvis de tør eksperimentere mere med deres lyd, skal de nok gå endnu længere, end de allerede er kommet.
Wolfhead
Problemulv i boksershorts
Så skete det, som alle vi københavnersnuder havde frygtet. Ulven var kommet. Den havde krydset broen og var denne aften luntet lusket helt til Råhuset. Wolfhead kommer fra Aarhus og satte sig selv på den danske metalscenes landkort, da de nåede til finalen i Wacken Metal Battle tilbage i 2025. De er et relativt nyt band, idet de blev dannet i 2021 og udgav sin debut-EP, Wolfhead, i 2024. Men som Paulus skrev: ‘Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung.’ Nu skulle det blive spændende, om denne unge baggårdsulv var en problemulv eller blot en forvokset tæppetisser. Kunne de mon levere en ny energisk elektricitet, der gennem musikalsk galvanisme kunne genoplive thrash-genren? Eller ville de blot stille sig i den efterhånden lange række af nostalgi-fanatiske thrash-metalbands, der skriver præcis de samme sange som i 80’erne?
Techno Viking Junior
Hvis Wolfheads forsanger Emil Gintberg Jensen ikke er en problemulv, så ved jeg ikke, hvad han er! Med en puddelmaske over hovedet lignede han en furry fra helvede, der var klar til The Purge. Hele hans krop dirrede af energi, når han efter at have befriet os (og sig selv) fra hundemasken headbangede sin rhinestensbesatte bandana af. Han stod ikke stille et eneste sekund, men tonsede hele Råhuset rundt og havde i øvrigt tidligere været på scenen med en gæsteoptræden under Hollow Point. Hvis Techno Viking havde en søn i metalverdenen, ville det være Gintberg Jensen som Techno Viking Junior, for hans impressionistiske ‘dans’ med alle dens kropsspasmer kunne ligeledes passe ind ved et rave. Efter koncerten var han helt rolig, så det var nok Djævelen ved korsvejen, der som med Robert Johnson havde besat ham denne aften. Der var fart over feltet på Wolfheads thrash, og deres genrekrydspodninger med eksempelvis grunge og glam bar i den grad frugt. Inspirationen fra Pantera var klar gennem hele koncerten, og de lagde da heller ikke skjul på, hvem deres helte var, idet de slutteligt spillede “Domination”. Energien var høj koncerten igennem, og bandet besad en blanding af brutalitet, hurtighed og humor, der gik op i en højere enhed. For eksempel da “Kødmåne” satte i gang med et skud ud til ‘brødrene i Blodmåne’. Generelt lugtede det hele lidt af blod denne aften, selvom Blodmåne ikke spillede … i hvert fald ikke som sig selv. Publikumskontakten var rablende på den genialt gale måde med en lang historie om en bus, der mest af alt mindede om noget, Dan Turell kunne have skrevet. Og vi fik da også lige en fødselsdagssang med … dog ikke den med instrumenterne. Wolfhead er værd at holde øje med, og det er en problemulv, der helst ikke må blive skudt!
Quantum Solaris
En (u)heldig kartoffel?
Midt i det mørke Sønderjyllands middelalderlige muld gror der andet end kartofler. Quantum Solaris har nemlig rødder i Sønderborg og var således draget langt væk fra der, hvor kragerne for længst er vendt, og til duernes hovedstad København. Efter at være blevet sønderbombet under det preussiske bombardement i 1864 har Sønderborg ellers en rimelig metal historie, så måske kommer der flere metalbands fra Als’ øland i fremtiden. Vi har givet begge deres EP’er, The Power of Greed og Quantum Solaris, syv fine kranier. Spørgsmålet er nu, om de holder, overstiger eller kuldsejler niveauet. Kan de noget, de sønderjyder, eller burde de grave sig tilbage ned i Sønderborgs muld sammen med kartoflerne?
Som Garfield anmelder metal
Quantum Solaris var det andet af aftenens bands, der påtalte temperaturen i Råhuset. Så varmt var der nu ikke, men det er jeg nok ene om at mene. På mange måder minder Quantum Solaris om den lasagne, de talte om på scenen, og dermed dømte de sig selv til et helt menukort af madmetaforer. De spillede lige så klassisk som en lasagneopskrift efter Frøken Jensens forskrifter. Det er melodisk dødsmetal, og nok er denne fars af dødens pølse krydret med en hel del groove, men ingredienslisten fra bands som Lamb of God og Pantera fremstod tydeligt i deres musikalske kødsovs. Ligesom løg hjælper det ikke at sønderhakke dem, fordi smagen er så gennemtrængende. Heldigvis kan jeg både godt lide løg og Lamb of God, men til tider savnede jeg, at de selv trådte mere i karakter og overraskede os med en afvigelse fra opskriften. Lagene i Quantum Solaris’ lasagne var hver især velsmagende, velstrukturerede og velfungerende. Særligt trommen hamrede rytmerne til fars, og trommeslagerens kompositioner højnede hele oplevelsen. Generelt kunne man mærke, at de mestrer temposkift og variation mellem det symfoniske og det kakafoniske. Eksempelvis “Through the Darkest Part of My Mind” var velspillet, når melodierne slap igennem højtalerne. I studiet fungerer det upåklageligt, men live med en lidt haltende lyd blev det desværre noget sammensmasket, som en for vandig bechamelsauce, der får lasagnens lagdele til at vælte som Babelstårnet. Det var ærgerligt, for de har bevist, at de har evnerne til at kokkerere mesterlige kompositioner, men i aften kom de ikke helt ud over scenekanten. Vokalen gik ofte ikke nok igennem, og selvom trommeslageren var aftenens stjerne, lå hans lyd for langt fremme i mixet. Bandet har i et interview berettet, at de vægter variation højt, men desværre manglede netop dette på sætlisten. Deres publikumskontakt var ellers god, da de talte om, hvordan vi samledes om ‘fællesskab, varme og at drikke bajere’ samt sluttede koncerten med et ‘skål og mojn’. De kan noget, de jyder, og jeg ville gerne give dem en chance til under bedre forhold … måske en dag, hvor der står lasagne på rideren.
Der er skønhed i det skæve
Garfield ville forvandle sig til Gordon Ramsey, hvis han spiste Quantum Solaris’ musikalske lasagne. Man kunne mærke deres jyske gårddrenge-gåpåmod, men desværre lykkedes det dem ikke rigtigt af fange publikum. Som med en Knorr-lasagne fik jeg fornemmelsen af, at de er et særdeles stabilt produkt, hvis præstation aldrig skuffer … men heller ikke overrasker. Efter Wolfheads intense energiudladning var dette en lidt fad affære. Med bandmedlemmer fra Blodmåne er jeg ingenlunde i tvivl om Quantum Solaris’ evner, men indtil videre fungerer deres musik bedst i studieversionernes kontrollerede forhold. Der mangler en skævhed, noget kaos, en gemt Carolina Reaper i kødsovsen, der kan få tingene til at eksplodere. Jeg er dog sikker på, at de med tiden kan komme langt, hvis de perfektionerer deres lyd og giver den lidt ekstra krydderi.
Bissende bisse
Råhuset er en skøn, lille dagligstue trods sin blodstænkede historie som en del af Kødbyen. Alle tre bands leverede fine præstationer, men der var en klar højdespringer i deres midte. Wolfheads nærvær på scenen samt deres energiske fremdrift og kaotiske humor fik de andre til at virke en anelse kedsommelige, omend velspillende. Der er dog ingen tvivl om, at en aften som denne viser, hvor højt et niveau der er på den danske metalscene – også (eller især) i vækstlaget. Vindblæste vendte dette hornede metalkvæg bissende mod busserne efter en aften med verdens mindste, men mest smilende moshpit. Vi var ikke mange, men alligevel fyldte publikums gode energi salen ud. Det er således langt fra sidste gang, jeg får mine trommehinder slagtet i Råhuset.
