Kongerne over de døde
Amerikanske Mastodon har været igennem meget i deres 26-årige karriere. Crack the Skye blev skrevet som en dybt personlig hyldest til trommeslager Brann Dailors lillesøster Skye, som begik selvmord som blot 14-årig. Emperor of Sand fortæller historien om en person, der dømmes til døden og sendes ud i en brutal ørken. Alt sammen allegorier for kræft, da flere af bandmedlemmers venner på daværende tidspunkt kæmpede for livet. Hushed and Grim fra 2021 fortsatte med tragiske fortællinger og blev en hyldest til bandets mangeårige ven og manager Nick John, som døde i 2018. Mastodon har med andre ord nærmest gjort det til en disciplin at forvandle tragedie til musik. Marrow Deep fortsætter denne tradition. Albummet er et vidnesbyrd om afdøde guitarist Brent Hinds’ liv og karakter samt Brann Dailors mors død. Udgivelsen handler om at lære at leve videre efter et tab og om den særlige sorg, der ikke bare gør ondt i hjertet, men helt inde i knogler og marv.
Ingen roser uden torne
Brent Hinds, Mastodons leadguitarist gennem 25 år forlod bandet i 2025. Da bruddet oprindeligt blev meldt ud, beskrev bandet det som en gensidig beslutning, men det kom dog senere frem, at Hinds forlod gruppen grundet personlige konflikter, alkoholproblemer og uberegnelig opførsel. Det skal vi ikke nærmere ind på her. Brent Hinds var en uhyre god guitarist men havde også en særpræget vokal. Han forsøgte i en lang periode at trække Mastodon længere væk fra metallen og over mod psykedelisk og eksperimenterende rock. Og det kan høres på Marrow Deep, som er skrevet med Hinds i tankerne. Albummet består primært af amerikanernes velkendte proggede og sludgede metal, men de psykedeliske stoner-elementer får betydeligt mere plads – tænk Blood Mountain. Troy Sanders og Brann Dailors vokaler er skubbet en smule tilbage i lydbilledet, så der bliver mere plads til sammenflettede kompositioner, hvor de to nye medlemmer, guitarist Nick Johnston og keyboardspiller João Nogueira, for alvor får mulighed for at vise tænder.
Og det fungerer. Mastodon formår på imponerende vis at bevare deres DNA, samtidig med at de planter nye frø i jorden. For hvis der er én ting, som Mastodon altid har været gode til, er det forandring. Det gælder både i deres personlige liv og musikalsk. Deres album lyder markant forskellige fra hinanden. Leviathan var tung sludge/prog, Crack the Skye var et progressivt mesterværk, mens Emperor of Sand var mere klassisk rock. Og Marrow Deep? Den er rå, psykedelisk og med vibes af 70’ermetal. Jeg var dog skeptisk i starten. Singlerne sprang ikke ligefrem ud af højtalerne og råbte ’mesterværk’. Men nu står det klart, at Marrow Deep fokuserer mere på helheden end de enkelte øjeblikke. Her er imponerende diversitet, følelsesmæssig dybde og masser af skæve momenter på trods af Hinds’ fravær. Det er intim musik. Skulle man være i tvivl, skal man blot lytte til Troy Sanders’ vokal i introen på ”In the Ruins”. Føj, hvor er det lækkert.
Singlen ”Your Ghost Again” beskæftiger sig med det komplicerede forhold til Brent Hinds. Nummeret beskriver, hvordan et menneskes spøgelse kan blive ved med at eksistere i ens tanker efter døden. Flot skrevet. Et af pladens bedste numre, ”Poisonous Weapons”, kan fortolkes på flere måder. Et almindeligt våben gør skade i øjeblikket, mens et giftigt våben fortsætter med at skade længe efter. På trods af respekten for Hinds kan det også læses som en mulig stikpille til bandets komplicerede forhold i den sidste periode, hvor sammenholdet uden tvivl led.
Hvad er Marrow Deeps svagheder så? Albummet læner sig i højere grad op ad Brann Dailors vokal, som ikke altid har den nødvendige vægt. Nogle steder passer den perfekt, andre steder savner den tyngde. Det bliver især tydeligt ved siden af Josh Hommes (Queens of the Stone Age) fabelagtige indslag på ”Snakes for Dinner”. Og så undrer det mig faktisk, at jeg savner Brent Hinds’ nasale og excentriske vokal. Men det gør jeg. João Nogueiras keyboards overtager desuden til tider guitarens plads. Det fungerer glimrende i visse passager og sender tankerne til 70’erprog, men jeg håber, det forbliver et særtilfælde.
Når døden er i bakspejlet, skal speederen trykkes i bund
På trods af mine kritikpunkter er jeg ikke i tvivl om, at Marrow Deep bliver et af mine mest lyttede album i 2026. Styrkerne trumfer svaghederne markant. Mastodon har altid haft en forkærlighed for at kombinere det bizarre med det brutalt menneskelige, og det er denne kontrast, som gør dem så gode. Marrow Deep føles som både et farvel og en ny begyndelse. Brent Hinds’ fravær kan mærkes, men i stedet for at desperat udfylde tomrummet starter bandet et nyt kapitel. Resultatet er et album, der tør være tungt, progget, psykedelisk og råt. Det har sine skønhedsfejl, men måske er netop det passende for et album om sorg, tab og rejsen videre. Det behøver ikke at være perfekt for at være ægte, og det er umiskendeligt Mastodon. Og efter 26 år er det måske den største bedrift af dem alle.
