Fra kollegiekøkkengulv til Koncerthuset
De er gamle, gnavne og kommer med flere sure opstød end Thomas Treo med mavesår. Fra balkonen udøser de deres bedrevidende galde over både publikum og band. De er enhver koncerts skræk, og denne aften indtog de DR Koncertsals røde plysstole: Waldorf og Statler, de to sure, gamle mandedukker fra The Muppet Show. Eller rettere: Den menneskelige version af Waldorf og Statler, nemlig min far og mig. Hvad der fik ham til at forvilde sig med til koncerten, er uvist, men han skulle vise sig at blive en fin lakmustest for, hvordan Vola kan nå ud til et bredere publikum med deres genrebrydende prog. Det dansk-svenske band fejrede deres debutalbum fra 2015, Inmazes, ved at spille det fra start til slut. Dengang for 10 år siden holdt Vola albumreleasefesten på et kollegiekøkkengulv, hvilket var lidt ironisk, da Vola også er navnet på et firma, som blandt andet laver armaturer til køkken og bad. DRs blåkøleboks var således noget af en opgradering, for bandets popularitet er siden vokset eksponentielt. De både deler vandene og samler folk fra forskellige musikmiljøer og aldersgrupper, hvilket tydeligt gjorde udslag i den noget brogede publikumsskare. Det skulle derfor blive spændende at høre, om deres spæde start var lige så slagkraftigt som senere hits, og om de kunne få liv i filten på disse gamle muppets.
Vola
Fisken på disken
Hvad er Vola egentlig for en fisk? En prog-pigvar, rock-rødspætte eller pop-piranha?
Under koncerten befandt deres lydbillede sig i et liminalt limbo mellem enkelthed og kompleksitet. Sangene på Inmazes tangerer nemlig mellem så komplicerede kompositioner, at rytmerne spænder ben for hinanden i kakofoniske trafiksammenstød, og helt simple, næsten poppede melodier, som ville gå rent ind på P3. Vola ville således både for meget og for lidt, men fandt dog visse glimt af genialitet i krydsfeltet mellem tilstandene. “Vi spiller nok ikke de her sange igen, de er for svære” erkendte forsanger Asger Mygind selv, da de havde gennemført albummets gennemspilning og kunne gå videre til at affyre en regulær hitparade. Det var noget af det første, han sagde til os hele aftenen, men heldigvis kom bandet i den grad efter den manglende publikumskontakt, som havde præget koncertens første halvdel. Særligt underholdende var det, da han udspurgte folk om, hvor i (eller udenfor) landet, de kom fra, og måtte ærgre sig over ikke at have nogen med fra Samsø. Det virkede, som om bandet skulle have Inmazes overstået, før de kunne koncentrere sig om for alvor at give den gas. Der var flere stærke introer på debutalbummet, som desværre hurtigt fladede ud i relativt ensartede, melodiske passager mod sangenes midte. Eller som far-muppeten ved min side så rammende beskrev det: “De starter med et brag, og publikum hujer, men så lyder det bare som mere af det samme”. Man kunne mærke det latente potentiale i alle sætlistens numre, men det var samtidig tydeligt, at dette potentiale først for alvor blev udfoldet i Volas senere udgivelser såsom “Straight Lines”, der blev spillet med en del mere vigør end de første numre. Det var bedst, når Mygind begav sig ud i et mere råt toneleje tangerende til growl, for ellers virkede det hele lidt for pænt og blankpoleret. Det var dog et fint indslag, da Vola inviterede deres gamle trommeslager, Felix Ewert, ind på scenen. Både han og deres nye trommeslager, Adam Janzi, udførte et særdeles glimrende stykke arbejde, og særligt Janzi lod til at indleve sig så dybt i musikken, at hans fysiske form næsten transcenderede scenen. Mellem de lidt velfriserede rytmer gemte der sig flere gode blastbeats, eller som min far beskrev det med sin meget korrekte, musikalske terminologi: “Spillede han ikke sådan meget hårdt og hurtigt?”. Bassist Nicolai Mogensens basgange trådte tit forrest i lydlandskabet, mens Myginds guitar indlejrede sine djentinspirerede riffs fint i dets bakkedale. De elektroniske elementer og keyboardpassager fra Martin Werner evnede at skabe en vis variation i kompositionerne, hvilket var kærkomment. Aftenen bød også på et par særdeles sjælfulde cellosoloer, men højdepunktet var klart gæsteoptrædenen fra Daedrics Kristyn Hope. Hope gav håb for koncerten ved at bidrage med de dybe growls, som jeg så længe havde savnet, da hun brølede med på monsterhittet “Cannibal”. Hvis hun havde været med hele koncerten, havde jeg nok kastet et par ekstra kranier på anmeldelsens karakter. Hun kom med den kant og råhed, som Volas velafrundede popprog i min optik mangler. Koncertens scenografi skulle ifølge begivenhedens Facebookbeskrivelse udgøre et “altomsluttende, audiovisuelt rum”. Man kan vel argumentere for, at ethvert rum er audio-visuelt for dem, der både kan høre og se, men lad nu det ligge. Lysshowet var fint komponeret i samklang med musikken, selvom projektionerne i loftet af og til var lidt distraherende for folk med en udfordret koncentrationsevne.
Ikke mere!
Det skulle vise sig at være en både hyggelig og pinlig affære at have min far med til Vola: Særligt, da han som sin meget ærlige anmeldelse af koncerten til sidst råbte “Ikke mere! Ikke mere!”. Det var selvfølgelig under klapsalverne, lige inden Vola begyndte på ekstranumrene. På den ene side kan jeg godt forstå ham, for efter at have hørt Inmazes fra ende til anden var ens ører begyndt at blive trætte af polyrytmer og mættet af melodiøs skønsang. På den anden side var det først for alvor her, koncertoplevelsen vendte, og Vola viste tænder. De er kommet langt på de 10 år siden debuten. Selvom bandet allerede i 2015 havde stort potentiale, var det tydeligt, at de for alvor har fundet sig selv gennem de følgende år - og at bandet også hellere ynder at spille deres mere fuldvoksne udgivelser. Waldorf og Statler gik således noget mellemfornøjede fra koncerten - men det kunne jo også skyldes, at de mølædte muppets bare havde lidt ondt bagi og savnede den moshpit, som koncertsalens stolerækker godt og grundigt forhindrer.
