En nordisk alliance
Truende og ildevarslende tårnede den kolossale Bunker Feldstraße fra 2. Verdenskrig sig op i skumringen, da Heavymetal.dk’s udsendte fortvivlet ledte efter indgangen til koncertstedet Uebel & Gefährlich, der udefra mere lignede et efterladt byggeprojekt, som arkitekten havde opgivet. Efter en længere vandring omkring på den mørke byggeplads viste der sig et lys i mørket, og man kunne skimte en masse andre, der havde valgt en finkulturel aften sammen med Sólstafir, The Abbey og Timechild frem for en tur på Winterdom (det årlige omrejsende tivoli), der bød på karruseller, spøgelseshuse og alskens madtilbud.
Timechild
Timechild havde fået lov til at åbne aftenen og var egentlig annonceret til klokken 20, men lige pludselig lød deres intro, og de fire danskere entrede scenen – tyve minutter for tidligt! Rummet var dog allerede godt fyldt, så prog-rockerne ikke måtte spille for en tom sal. Denne aften startede de med “Call Of The Petrichor”, der i første øjeblik ikke lød helt, som den skulle, hvilket man også kunne aflæse på Anders Folden Brinks ansigtsudtryk. Et blik til lydpulten fik dog hurtigt løst problemet, og koncerten kunne fortsætte sådan, som vi kender og forventer det af Timechild: Instrumenternes lyd sad i skabet, samspillet var perfekt, og bandet optrådte med høj energi. Nu, hvor denne koncert kun fik lov til at vare 35 minutter, var de enkelte numre på sætlisten også velvalgte. Specielt med “The Bite of Frost” og “Buried in Autumn” vandt Timechild helt bestemt nye fans, for folk var ikke blege for at deltage i fællessang, da opfordringen kom under sidstnævnte, og der lød taktfast bifald efter hver eneste sang. Det var der også god grund til, for på trods af den korte længde fik kvartetten demonstreret sin musikalitet, og det skortede heller ikke på fede guitarsoli. Og jeg bliver aldrig træt af at sige det: En rutineret og virtuos trommeslager gør altså noget for et band!
Sætliste:
- Call Of The Petrichor
- Dying Tide - Part 3
- The Sign
- The Bite of Frost
- Buried in Autumn
- And Yet it Moves
The Abbey
Efter en kort ombygningspause gik det finske doom metal-band The Abbey, som tidligere i år udgav sin debutplade, Word of Sin, på scenen. Lytteren blev mødt af et fyldigt og til tider mudret lydbillede, hvor de to vokalisters stemmer forsvandt under et tungt tæppe af doom og gloom. Dette var beklageligvis et tilbagevendende problem. På sættets anden sang, "Widows Will”, fungerede alt dog udmærket, og Jesse Heikkinens stemme gik fint igennem. Til gengæld levede den næste sang, “Queen of Pain”, i den grad op til sit navn – og ikke på den gode måde, for Natalie Koskinen, bandets anden vokalist, gav lyde fra sig, der nemt kunne have fået glas til at briste eller givet sarte ører tinnitus. Men dette nummer var en undtagelse, da de to vokalister for det meste sang sammen og derved skabte et mere afbalanceret indtryk. Dog var live-præstationen ikke helt på niveau med det, som studiealbummet lader formode. Det gjaldt imidlertid kun sangsiden, for instrumenterne sad gennemgående lige i øjet, og specielt på “Starless” fik vi nogle virkelig gode guitarpassager at høre. Koncerten blev på intet tidspunkt kedelig, og i løbet af de cirka 45 minutter, som denne optræden varede, fik vi præsenteret seks af de ni nye sange.
Sætliste:
- A Thousand Dead Witches
- Widow’s Will
- Queen of Pain
- Crystallion
- Starless
- Old Ones
Sólstafir
Musikalsk er islandske Sólstafir en interessant størrelse, da deres auditive form er skruet sammen af elementer, der traditionelt egentlig ikke passer sammen. Hvis jeg skulle sætte lighedstegn mellem deres lydbillede og noget andet, ville hønsestrik nok komme det nærmest. Her bruger man garnrester, og teknikken er ment som et oprør mod gængse strikkenormer. En ting, der dog i denne sag er altafgørende, er, at Sólstafirs oprør mod den gængse black metal meget nemt kan blive et yderst tvivlsomt sammensurium af elementer, der let kan fremkalde hovedpine. Islændingene lagde ellers godt ud med “Bláfjall” og “Ord”, hvor der ikke var en finger at sætte på lydbilledet. De fik skabt en energisk stemning, der blev overført direkte til publikum. Og der er overhovedet ikke nogen tvivl om, at de fleste var kommet for at se hovednavnet, hvilket mængden af band-T-shirts vidnede om. For undertegnede blev det dog lidt kedeligt i længden. Der var meget lidt variation i guitarriffene, og arbejdet på trommerne var dødhamrende kedeligt: Der blev skiftet mellem de to samme rytmemønstre, som blev genbrugt i en uendelighed. Dertil kom tilbagevendende feedback fra guitaren i de næsten endeløse og monotone lydflader, og en sanger, der måske ramte 65 procent af tonerne. Disse næsten to timer i lydenes vold var simpelthen for meget for min unge sjæl!
Sætliste:
- Bláfjall
- Ord
- Akken
- Ör
- Rismál
- Lágnætti
- Rökkur
- Ótta
- Ritual of Fire
Encore
- Fjara
- Goddess of the Ages
