DETEKTOREN
Sólstafir spiller koncert i Pumpehuset, København V .
Sólstafir - Berdreyminn

Berdreyminn

· Udkom

Type:Album
Genre:Post-metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Lydbillede under udvikling

Det islandske post-metalband Sólstafir har en historie, der strækker sig tilbage til 1995. Deres debutalbum, Í Blóði og Anda, fra 2002 gav dem en smule opmærksomhed i den europæiske metalundergrund – til dels på grund af deres unikke og nytænkende black metal-/viking metal-lyd. Der gik dog ikke længe, før det islandske band udvidede deres nyfundne territorium.

Sólstafir har med hvert album siden da implementeret flere post-rockelementer i deres metallyd og er ofte blevet beskrevet som ”en metaludgave af Sigur Rós (islandsk post-rockband)”. I 2009 udgav de Köld, hvilket skød Sólstafir op fra undergrunden og gav dem respekt blandt både metalfans og post-rockfans. Metalelementerne i deres lydbillede begyndte langsomt at forsvinde i post-rockvinden, da 2011’s Svartir Sandar udkom. Der var tunge riffs iblandt, men det var herfra tydeligt, at Sólstafir ville fokusere mere på de atmosfæriske post-metalrejser.

En skuffende vandretur ved gletsjerne

De-metalliseringen af deres lyd har ledt bandet til dem, de er i dag. Det kan tydeligt høres på deres nyeste skive, Berdreyminn, at de har lagt mere energi i de melodiøse post-rockpassager end i tunge riffs og blast beats. Det skal siges, at udvikling er en vigtig del af et bands diskografi, for det viser alsidighed. Men hvor Sólstafirs tidligere udgivelser, som Svartir Sandar, havde en spændende blanding af tunge riffs og moderne kompositionsteknikker – for slet ikke at tale om stemningen og atmosfæren, som albummet sætter… så er Berdreyminn desværre lidt… kedelig.

Skivens overordnede problematik er ensformighed. Tag sangen ”Hula” for eksempel. Sangen varer syv minutter, og den starter rimelig stærkt ud med, hvad der lyder som et kor og en synthesizer efterfulgt af nogle smukke klaverakkorder og en hyggelig og optimistisk melodi oven i købet. Forsanger Aðalbjörn Tryggvasons bløde sangstemme synger sine islandske tekster, og den rummelige atmosfære bliver sat. Så sker der heller ikke så meget efter det… Der er næsten ingen dynamik i sangen; det føles, som om at den kører i ét.

Sólstafirs oprindelige trommeslager, Guðmundur Óli Pálmason (eller ”Gummi”, som fans kalder ham), forlod bandet i 2015 efter at have været en vigtig del af bandet i 20 år. Hans afsked med bandet kan i den grad mærkes på Berdreyminn. Hvor Gummis slag med trommestikkerne var farverige og gav Sólstafirs lyd ekstra konfetti, er deres nye trommeslager, Hallgrímur Jón Hallgrímsson, lidt for traditionel. Hans bidrag til albummet virker ikke kreativt motiveret, og hans AC/DC-inspirerede spillestil gør et langtrukkent album endnu mere uinspireret at høre på.

En hård omgang at sumpe igennem

Sólstafir har desværre ikke leveret de gode varer i denne omgang. Jeg får ikke den positivt overraskende lydoplevelse, som jeg fik på plader som Köld eller Svartir Sandar. Det virker, som om at Sólstafir er løbet tør for unikke virkemidler til deres lydunivers. De gjorde ellers et godt forsøg. Der er momenter på Berdreyminn, som stadig hænger fast i hjernen på mig, men som helhed er det desværre en ærgerlig omgang kedsomhed at trække sig igennem. Øv!

Tracklist

  1. Silfur-Refur
  2. Isafold
  3. Hula
  4. Naros
  5. Hvit Saeng
  6. Dyrafjordur
  7. Ambatt
  8. Blafjall

Tilføj kommentar