OBS

Forleden delte en kær ven og tidligere kollega sin fremragende anmeldelse af Strandhems nyeste album, Enlightenment, med ordene: ”Strandhem er et af de bands, jeg synes så mange mennesker som muligt bør kende til”. Da hun er et af de få mennesker, jeg kender, hvis musiksmag jeg både anerkender og respekterer, tænkte jeg fluks, at det var et projekt, jeg var nødt til at dykke ned i – og nu er vi her! Manden bag projektet, Jonathan Sigrist, betegner selv Strandhem som ’nordisk antifascistisk blackgaze’, og det er både en passende beskrivelse og en ekstremt begrænsende beskrivelse, for Enlightenment er ikke ”bare” blackgaze a la Deafheaven eller Alcest – nej. For der er en bidskhed og en galde i musikken, som man aldrig ville finde i eksempelvis Neiges musikalske univers, men måske det er her, det antifascistiske udtryk virkelig skinner igennem? Hvorom alting er, så må vi se, om vi kan blive klogere, nej, oplyste af Strandhems nyeste album.

Mere blues, mindre dakkedak – tak!

Ved første lyt kan man fristes til at tro, at Enlightenment er en led omgang atmo-black. Dette skyldes primært det første reelle nummer på albummet, nemlig ”Inhumanism”, der med sine maniske skrig og buldrende trommer minder helt utroligt meget om Aara. Men der går ikke længe, før man opdager, at det her altså er et helt andet væsen end den schweiziske trio. Allerede på det efterfølgende nummer, ”Død Mand er God Gødning”, er vi ovre i en helt anden boldgade. Her dominerer bluesguitar og hidsige elektroniske Igorrr-agtige rytmer i en sådan grad, at man begynder at lede efter knæklys.

Lad os dvæle lidt ved de elektroniske elementer, da de er min primære anke ved albummet her: Jeg kan nemt være med på lidt sporadisk synthesizer nu og da, men det kammer simpelthen over på Enlightenment. Det er samme problem, jeg har med tilsvarende projekter som Great Cold Emptiness og Violet Cold. Det er, som om metallen drukner i et inferno af metallisk støj – hvilket kan virke som en selvmodsigelse, men jeg har alle dage haft det anstrengt med metalmusik, hvor jeg ender med at sidde med en følelse af at lytte til en helt anden genre. Ligeledes ender det med at lyde så ekstremt ensformigt. Heldigvis er der diverse bluesindspark til at ryste posen lidt, for uden dem havde jeg næppe kunnet høre forskel på numrene ”Life with Cold Death” og ”The Commonplace”.

Men trods min kritik vil jeg da gerne rose Sigrist for at bringe en lyd, vi ikke før har hørt, ind i den danske metal. Det er ganske vist et lydbillede, vi har hørt fra udlandet før, så et rendyrket unikum er det ikke, men i vores lillebitte andedam er det – så hatten af for det.

Noget på hjerte

Jeg må erkende, at min entusiasme for Enlightenment ikke kan måle sig med min føromtalte vens, men omvendt så delte hun heller ikke min begejstring for den nyeste Ihsahn-udgivelse, så på sin vis står vi vel lige nu. Men det til trods vil jeg absolut anbefale, at flere bør lytte til denne her plade for det er en lyd, vi ikke før har hørt i dansk metal, og alt andet lige har Strandhem noget på hjerte, og i disse tider kan vi vel alle godt bruge noget med et antifascistisk budskab.