Skillet by Hasan Jensen
Skillet by Hasan Jensen

Skillet

VoxHall, Aarhus C

Officiel vurdering: 6/10

Mægtige Skillet indtog Aarhus i fantastiske rammer

En mandag har nærmest aldrig nogensinde været mere elendig og regnfuld, end den var denne aften i Aarhus. Det stod dog klart, allerede inden koncerten, at forudsætningerne for en fantastisk koncert var i sigte, da jeg blev mødt af en kø, jeg sjældent har set så stor til et ”metal”-arrangement i Aarhus. Der var meldt ud fra Voxhalls side, at der kun var få billetter tilbage, og stedet var pakket som aldrig før.

Skillet

Skillet by Hasan Jensen

En fantastisk, unik og storslået koncert... blev det aldrig

Som sild i en tønde stod de mange fremmødte klar til at modtage deres rock-/metal-helte, til hvad man må betegne som en intimkoncert. Fem minutter over ni gik bandet på scenen til skrig, klapsalver samt en flot lysopsætning, og de satte koncerten i gang med det aldeles udmærkede nummer ”Feel Invincible”.

Jeg må sige, at jeg i den grad tabte kæben på gulvet under første nummer, for det er i den grad et nummer, som kan sætte gang i en koncert, men hold da kæft, hvor faldt den bare til jorden. Fremførelsen sad, som resten af koncerten, lige i skabet, men der var ingen respons fra publikum – overhovedet! Med det kæmpe fremmøde havde jeg i den grad forventet en eksplosion af begejstring, men nej. Bandet virkede ikke nervøse, men det var tydeligt, at de lige skulle i gang, og det hjalp allerede på efterfølgende nummer. Der kom naturligvis også en tale fra John Cooper, hvor han takkede de fremmødte og udtrykte sin glæde ved at være i Aarhus og alt det der, ligesom man skal. Der var klap-i-takt og sing-a-long på fuld udblæsning til nummeret ”Sick of It”, som indtil videre stod for aftenens første publikumsforløsning, og det virkede som om, at folk begyndte at live lidt op. Der blev klappet rigtig meget i takt, og selvom danskere ikke har ry for at kunne klappe i takt, så gjorde vi det her... hæderligt. Med sådan en pakket sal så begyndte jeg at tænke, ”gad vide, hvornår vi bliver bedt om at hoppe?”. Det kunne virkelig give koncerten et boost, og det kom da også, men det faldt rimelig hurtigt til jorden. Den var alle sgu ikke med på, og så blev der ikke mere af det.

Skillet var utroligt glade for at være i Aarhus, og det kom til udtryk endnu en gang i selvsamme tale som før fra John… hmm. Jeg må ærligt erkende, at det gik mig ret meget på, at et næsten udsolgt Voxhall bidrog så lidt til at løfte stemningen; det var halvhjertet og ”mandagsagtigt”. Bandet gjorde, hvad de kunne, og folk gjorde skam også, hvad de fik besked på, men heller ikke mere. Med et sangkatalog og så stor en fanbase og erfaring, som Skillet har, så skal der mere til, end bare at spille tight. For selvom deres catchy og glade numre i sig selv kan sikre en fest, så skal der dog mere til, før den er hjemme. Jeg må dog straks tilføje, at bandets energi var super, især trommeslager Jen Ledger slog fuldstændigt benene væk under mig. Der var ingen, der kunne hamle op med den energi, hun lagde bag det trommesæt, samtidig med at hun også stod for det meste af andenvokalen.

Under showet blev der naturligvis også hevet en cello frem, som jeg må erkende, jeg var meget i tvivl om, hvorvidt den rent faktisk var slået til. Men jeg lader tvivlen komme dem til gode, og det bidrog da helt sikkert med noget godt og lød rigtig godt. Den ufatteligt sløje start blev som sagt hurtigt indhentet, men faldt ret hurtigt ned igen... Men så skete der pludselig noget! Hele lokalet blev rystet totalt igennem til nummeret ”Out Of Hell”, til dels på grund af den forfærdelige lyd, der var i starten, og som totalt overdøvede vokalen. Det blev rettet forholdsvis hurtigt, og den synth, som normalt ligger over guitaren, var sparet væk, og det var fandeme vigtigt! Guitarerne kom virkelig til sin ret, og det lød fantastisk. Helt klart aftenens store øjeblik, hvor det hele bare spillede, og vi glemte helt den forfærdelige intro. Det blev kun endnu bedre, da nummeret blev efterfulgt af monsterhittet ”Monster”, som virkelig fik taget til at lette.

Den var halvt hjemme fra start

Efter et ekstranummer havde koncerten nået sin ende, og så var det tid til en konklusion. Hvis du som superfan var til koncerten og undrer dig over min bedømmelse, så er det vigtigt, du læser videre.

Et band som Skillet, der har spillet store stadionkoncerter, og har så mange solgte albums og alt det der, har jeg større forventninger til end mindre bands – specielt på Voxhall, der rummer 700 mennesker. Det var endnu en dag på kontoret for Skillet, og de gjorde det, de skulle, men ikke mere. Der var intet som helst, der fik denne koncert til at skille(t) sig ud fra mængden af koncerter, som dette band har fremført. Lyden var mange steder pivringe og fik vokalen til at udeblive totalt. De var super velspillende, hvilket også er forlangt af et band af denne kaliber. Lukkede man øjnene – som mange af de kærestepar, der var derinde, gjorde – så lød det rigtig godt, men showmæssigt var der intet ekstraordinært. Den var halvt hjemme fra start på grund af det store fremmøde, men der var ikke meget energi at spore, så derfor udeblev magien. Bandet gjorde det, de skulle, men ekstasen var der aldrig. Udmærket koncert, men deslige en smule skuffende, derfor 6 kranier.

6/10

  1. Feel Invincible
  2. Whispers in the Dark
  3. Sick of It
  4. Rise
  5. Back From the Dead
  6. Awake and Alive
  7. Not Gonna Die
  8. Hero
  9. Those Nights
  10. Undefeated
  11. Comatose
  12. The Last Night
  13. Stars
  14. Out of Hell
  15. Monster
  16. Rebirthing
    Encore
  17. The Resistance