DETEKTOREN
Satan Takes a Holiday og The Yeah Force  - Beta - 3. juni 2017
The Yeah Force · Se flere billeder i galleriet

Satan Takes a Holiday og The Yeah Force

Beta, København S

The Yeah Force

The Yeah Force

For omkring halvandet år siden udgav The Yeah Force det meget roste debutalbum Ambassadors. I det netop overståede forår har den københavnske kvartet indspillet opfølgeren, som efter planen skal udkomme til efteråret, og det var denne lørdag aften på Amager bandets første koncert efter det hårde arbejde i studiet.

Præcis på slaget kl. 22.00 gik bandet på scenen foran et publikum, der godt kunne have været en del større. Om det var Champions League-finalen, der holdt folk hjemme foran stuealteret, er af gode grunde uvist, men proppet sal eller ej så er The Yeah Force garanter for en energiudladning af den bedste slags.
Der blev lagt hårdt ud med "Motor Rolling", og derfra så bandet sig ikke tilbage. Anført af særklasse-showmand Max Christensen buldrede Beta derudad i ca. 40 minutter, hvor vi også fik smagsprøver på det kommende album i form af de fremragende numre "Paper Moon" og "Rodeo".
Det er ikke hver gang, man går til koncert, at man oplever et band med samme evner som The Yeah Force. De fire medlemmer komplementerer hinanden fantastisk; på en bund af Bjarke Friis Kristensens aggressivt stramme trommer, Karen Gudiksens buldrende distortede bas og Jeppe Greves fandenivoldske orgel inviterer førnævnte forsanger Max Christensen samtlige publikummer med til en uhøjtidelig og super underholdende garagerockfest, hvor der hele tiden er et glimt i øjet. Trods en lille nedgang i kadence ca. halvvejs inde i sættet skal The Yeah Force tildeles otte flotte kranier for en særdeles nærværende og medrivende koncert. Mere af det! Og hold da fast, hvor vi glæder os til den nye plade.

8/10

Satan Takes A Holiday

STAH

Omkring kl. 23.00 var det blevet tid til aftenens andet navn på plakaten, svenske Satan Takes A Holiday. Genremæssigt ligger de ikke så hamrende langt fra kollegaerne i The Yeah Force, og med stort set samme virkemidler var det lille spillested ved siden af Amager Bio igen omdannet til en garage med rock og fest.

Trioen gik på med en god smittende energi og en fantastisk god lyd. Undertegnede har tidligere oplevet et lettere mudret lydbillede på Beta, men sandelig ikke i aften! Men nok om det. Satan Takes A Holiday har masser af live-rutine, blandt andet fra turnéer med Mustasch, Juliette Lewis og en opvarmningstjans for selveste Kiss – og det kunne man godt mærke. Bandet udviste stor professionalisme og spillede med lige så imponerende selvtillid, men selvom de også var nærværende og i rigtig god kontakt med publikum, blev de aldrig helt så charmerende i deres udtryk, som The Yeah Force var det en time forinden. At rutinen og professionalismen blev en decideret forbandelse for dem, skal jeg ikke påstå, men tanken strejfede mig – til en koncert af denne kaliber foretrækker jeg klart et band, der slipper alle tøjler og ikke kun nogle af dem. Men godt var det, og det udløser syv kranier.

7/10

Tilføj kommentar