En zeppeliner fra Schweiz
Schweiziske Dirty Sound Magnet (DSM) er dannet på basis af en stor kærlighed til Led Zeppelin. DSM består af Stavros Dzodzos (vokal, guitar), Maxime Cosandey (trommer) og Marco Mottolini (bas), og gruppen spiller deres eget zeppelinske destillat serveret med østlig rytmik og en stærk schweizisk accent. Trioen har lige spillet en ypperlig koncert i Sønderborg, så Me and My Shadow, der udkom i januar, får her et par tiltrængte ord med på vejen.
Lad os tage anmeldelsen som en rejse gennem albummet, for som Dzodzos udtrykte det ved koncerten i Sønderborg, er deres musik en musikalsk rejse.
P-p-p-power
At åbne med den eminente ”Power of This Song” er åbenlys logik. Den har noget ret ikonisk og er DSM’s ”Highway to Hell”, “Ace of Spades” eller “Breaking the Law”. En syrerocket sydstatsblues a la Zeppelin, Jeff Beck eller måske endda ZZ Top, med lidt ørkenstøv smidt i forstærkerkabinettet. Her får Dzodzos via et riff i fire akter fortalt en historie på samme niveau som Mark Knopfler i ”Money for Nothing”. Riffcyklussen afbrydes af sungne vers tilsat stortromme; det er nok, kongeriffet klarer resten. Der er en breakopgang og en Jimmy Paige agtig solo til at toppe det hele af. Men kronen på værket er det mageløse bluesriff.
Næste stop er den funky ”Dance and Die”, hvor Fleetwood Mac såmænd godt kunne have leveret introriffet. Den har ikke åbnerens kvaliteter, men kan fint spilles på P3 og give kvinder over 60 noget fornuftigt at lytte til.
Og så skal der et stille og akustisk afbræk til via ”Swimming in Trance”, før ”Dead Inside” atter sætter rocken i højsædet med et riff, der mixer 70’erne med stonerrocken. Her kan man tydeligt høre Dzodzos’ unikke sang, hvor den schweiziske accent giver korte afsnubbede vokaler, så ’dead’ lyder mere som ’ded’. Sangens struktur er lige ud ad motorvejen, men i stedet for blot at slutte hurtigt af tager DSM et par musikalske omveje, kaster en knasende lækker solo ind og rammer målstregen et par minutter senere.
”Calypso” er falsk varedeklaration, så det basker. Et ti minutter langt progressivt rockopus, der starter med et minuts løs guitarstøj, før det folder sig ud, som når en larve bliver til en sommerfugl. En meget smuk sommerfugl, der matcher spillelængden med en grandios sangskrivning. Og her bør Dzodzos’ solo nævnes, der danser forførende og løfter sig som en zeppeliner.
Normalt har undertegnede svært ved at se berettigelsen af de stille numre, uanset artisten, men DSM koger ingen kedelig akustisk suppe. Både ”The 9 Commandments of Men” og ”Long Drive”, der begge starter ret afdæmpet, bringer mindelser om al den bedste britiske musik fra 70’erne. Lyt blot til Dzodzos’ indledende vokallinje, der hylder Robert Plant og smager af ”Immigrant Song”.
Rejsen ender med titelnummeret, der som stort set eneste nummer trækker Østens skæve rytmik ind.
Mig og DSM
Det er imponerende, så hurtigt DSM har vundet mit hjerte, men det er næppe overraskende, når det musikalske niveau tages i betragtning. På scenen er de et studie i knivskarpt samspil, og på albummet står deres forståelse for rockens essens som skåret i sten. De gør reelt som alle andre, men med en skæv tilgang rammer de næsten en niche, der muligvis skyldes deres schweiziske herkomst. Uanset: Me and My Shadow er absolut deres bedste udgivelse til dato.
DSM er på tour i USA, men rammer Hamborg 3. december.