"Vi skal ikke bare være endnu et Shubbi Wubbi-band"

Interview med The Yeah Force. På en regnfuld formiddag i marts drog jeg ud til Københavns Nordvest-kvarter, hvor garagerock-bandet The Yeah Force var igang med at indspille opfølgeren til deres debut fra sidste år, den anmelderroste Ambassadors. Det blev til nes-kaffe, flødeboller og en god snak om den forrige plade og selvfølgelig også den kommende.

 

Ambassadors fik fremragende anmeldelser af stort set alle der anmeldte pladen. Hvordan var jeres reaktion på modtagelsen?

Bjarke: Alle de anmeldelser vi fik, var jo meget meget positive og det var da lidt overraskende. Det var jo vores debut, så vi anede ikke hvor vi stod henne. Vi sad faktisk på albummet i næsten halvandet år, da der havde været en del problematik med mixing, masterering, koncerter vi skulle spille etc. Vi var på mange planer "færdige" med albummet og ved at tage hul på det næste. da det udkom i februar 2016. 

Karen: Vi var i tvivl om det overhovedet skulle udgives, fordi det gik hen og blev ret uaktuelt for os. 

Max: Lige præcis. Vi havde spillet numrene til døde live, så det var mærkeligt at læse anmeldelser der roste specielle numre, som vi var ved at brække os over. 

Bjarke: Men om ikke andet, så utrolig fedt at få "dokumenteret" de numre vi havde spillet i så lang tid og så få så gode anmeldelser. Og så kunne vi ligesom tage hul på noget nyt og komme videre derfra. 

I har næsten allerede svaret på det, men der er kun gået godt et år siden Ambassadors, og I er allerede ved at være færdige med et nyt album?

Max: Jeg tror nærmest at vi har numre liggende i banken til de næste fem albums. Var der penge nok kunne vi blive ved med at indspille. Men vi skal jo også tænke på timing og momentum og slappe lidt af (griner)

Karen: Der bliver spyttet rigtig mange numre ud, men vi er også blevet gode til at sortere og smide mange numre ud. Når vi skal lave en plade må der ikke være fyld. Alt fyld skal skæres væk. 

Bjarke: Jeg tror også det var en af de helt store styrker på Ambassadors, at der ikke var noget crap. Det var skåret helt ind til benet og alt fyld var væk. Tilbage var kun den rene musik. Og det vi har gjort med denne her nye plade. Måske endda endnu mere skåret ind til benet. Og så er det en anelse mere poppet. Ikke i sit udtryk, men i sangskrivningen. 

Max: Jeg ville rigtig gerne have omkvæd der kunne tåle at blive spillet mere end én gang. Jeg ville gerne helt op på tre gange (griner). Og det er svært at ramme uden at det kommer til at blive dansktop-tricket man laver, hvor man går en halv tone op på sidste omkvæd. 

Bjarke: Og så laver egentlig også meget musikken til os selv. Vi tænker ikke det første albums succes ind i processen - "Åh nej, hvad skal vi prøve at ramme? Det er jo den svære to'er det her". Og så er vi ekstremt kritiske. 

Jeppe: Vi bruger jo ret mange penge på studietid, så vi vil gerne være helt sikre på, at det er musik vi selv synes er fedt. 

Max: Vi vil også gerne kunne blive ved med at spille numrene, hvis vi stadig eksisterer om tyve år. Have nogle numre som man stadig kan stå ved. 

Har I haft nye inspirationer forud for det her album? Hvad er anderledes?

Max: Jeg, og faktisk også jer andre (peger på resten af bandet) har været meget inspireret af country og trukket mange elementer fra country med ind i vores genre. Og jeg synes det er fedt at vi alle fire faktisk har hørt country-musikken på den samme måde, og har været enige om at kunne hive en masse elementer ind i vores numre og give det vores eget udtryk. 

Bjarke: Jeg ser helt klart The Yeah Force som et bastard-band. Vi blander en masse genrer, men er stadig tro mod hele garagerock-ideen. Og det er dejligt ikke at være bange for at blande country, 60'er-beat og endda også pop ind i musikken. 

Max: Nej tværtimod. Vi er nærmest helt vilde med det. Men du vil sikkert ikke engang kunne høre det på vores musik. Man vil helt sikkert ikke kunne udpege noget og sige "Wow, der har de godt nok hørt meget Dolly Parton!" (Griner)

Hvordan er det nye album ellers anderledes? Og hvad er nyt?

Bjarke: Ekstremerne er helt klart større på den nye plade. Det er her du finder vores hårdeste, men også vores blødeste numre. Jeg tror egentlig ikke vi tænkte så meget over det, men vi kan godt lide at dyrke ekstremerne. 

Max: Tekstmæssigt er der dog stadig ord, udtryk og sætninger, som er lidt hjemmelavede. På Ambassadors har vi nummeret "Motor Rolling" og det tror jeg sgu ikke der er noget der hedder. Men hvis det virker, så virker det. Og det er et godt værktøj til at skabe nogle bestemte billeder og stemninger. 

Jeppe: Men stemningen er meget den samme. Vi indspiller så det kommer til at lyde som i øvelokalet og lægger vægt på at det bliver meget råt. 

Bjarke: Og så må det godt være unikt. Det er min personlige kæphest. Jeg vil gerne have vi skiller os lidt ud og ikke lyder som alle andre rockbands. 

Karen: Nemlig. Vi spiller jo primært fordi det er sjovt, men selvfølgelig bliver det også tænkt ind at der er mange der lytter til det. Vi skal ikke bare være endnu et shubbi-wubbi band...

Max: Shubbi-wubbi? Det lyder ellers fedt! (griner)

Bjarke: Men ja, vi gør det fordi det er fedt. Og vi vil jo gerne bilde os selv ind, og nyde det som om, at vi er verdens bedste band. Det er med den indstilling vi spiller. 

Max (til Bjarke): Du må nøjes med at være i verdens næst-bedste band.... der er jo også Shubbi-wubbi band! (griner stort)

Hvilke døre har det åbnet for jer, at Ambassadors blev modtaget så flot? Og hvilke døre drømmer I stadig om at sparke ind?

Max: Jeg tror egentlig bare det handler om at komme ud til nogle flere mennesker. Mere PR i virkeligheden. Vi har talt med mange pladeselskaber, der samstemmigt svarer "Det kan da godt være I har fået flotte anmeldelser, sådan er det for mange bands. Men der kommer stadig kun 12 mennesker til koncerterne..."

Jeppe: Og der er jo desværre ingen DJs der orker at dykke ned i Soundcloud-helvedet. Der er jo så fandens meget musik, men der er ingen der tør spille det. 

Bjarke: Vi er blevet spillet lidt på P6 Beat og Karrierekanonen, samt små lokale radiostationer. Men ellers har Ambassadors gjort det for os, at vi har fået et bookingbureau og generelt bare givet os mere blod på tanden. 

Max: Ærligt talt, så tror jeg også der var kommet et album nummer to hvis Ambassadors havde fået udelukkende dårlige anmeldelser. Uanset hvad, så har vi det sjovt og hyggeligt og elsker hvad vi laver. Så dårlige anmeldelser stopper os ikke hvis det er. 

Jeppe: Det skal være sjovt at spille. Et band af vores størrelse kan vel spille i København et par gange om året, og så er markedet jo faktisk mættet. Og så skal det jo bare være to rigtig sjove shows, hvor den skal have fuld gas. 

Bjarke: Og uanset om der så kun er ti mennesker, så skal det bare være et mega fedt show! Og skidt pyt om man måske lige glemmer en tekst eller rammer den rigtige akkord. Så længe det er et fedt show og alle har en god oplevelse. Det er energien og vildskaben det handler om. 

Hvornår kan vi regne med at den nye plade kommer?

Max: Nu er vi snart færdige med at indspille, og så skal vi finde et pladeselskab. Sidst sad vi med rigtig meget arbejde selv, plus al den økonomi vi ikke rigtig gider gabe over. Og Ambassadors har gjort at det har været meget nemmere at få selskaberne i snak denne her gang. 

Jeppe: Og tænk hvis vi bare kunne få lavet 300 udgaver af den nye plade på vinyl og få den ud i butikkerne. Det kunne være fedt. 

Max: Ja. Der er mange der har savnet Ambassadors på vinyl. 

Karen (med hovedet helt ned i mikrofonen): Så hvis der er nogen der lige har 15.000 kr. så vi kan trykke pladen på vinyl, så kom gerne med dem! (Alle griner)

Bjarke: Men angående udgivelse, så håber vi på at spytte et par singler ud henover sommeren, og så komme med albummet til efteråret. Og så forhåbentlig en masse koncerter i røven på det. Nu skal vi spille på Beta den 3/6. Som er det første show i et halvt års tid. 

Karen: Det bliver en dejlig forløsning endelig at spille de nye numre live. 

 

På falderebet vil I gerne give stor ros til producer Jacob Gundel?

Max: Ja! Han fangede med det samme hvem vi var og hvor vi gerne vil hen med musikken. Vi gør egentlig ikke ret meget, men han får alt til at lyde mega fedt! Vi har ledt mange steder efter den rigtige mand, og var i overvejelser om vi skulle til Stockholm, Göteborg eller andre steder, men så sad Jacob bare lige her i Nord-vest. Så det var virkelig fedt. 

Karen: Med Ambassadors var der mange inde over og vi var flere forskellige steder og indspille, så det er virkelig fedt denne gang. 

Hvis jeg møder jer igen om et år - og i mellemtiden er alle bandets drømme gået i opfyldelse - hvad kan I så fortælle mig der er sket i løbet af det år?

Bjarke: Så sidder vi en stort jacuzzi.

Max: Og vi har alle sammen leopard-pels på. Og er i gang med at indspille vores fjerde album. Men igen kan vi overhovedet ikke blive enige om coveret (alle griner). 

Karen: Og måske har vi fået et nummer med i en reklame. Vi blev faktisk spurgt af Lurpak om de måtte bruge "Bounce" til en reklame. Men det sagde vi nej til. Der var for meget fokus på smør og for lidt på os. 

Max: Og hey, måske kunne en drøm være, at vi får lov til at varme op for Michael Learns To Rock...? Eller omvendt?

 

Og med det sagde jeg mange tak til de fire utrolig hyggelige og imødekommende medlemmer af The Yeah Force. 
Jeg blev, udover kaffe og flødeboller, også inviteret på smuglyt af et par af de nye numre; og jeg kan godt afsløre med det samme, at man skal dukke op på Beta d. 3/6 og høre The Yeah Force, i øvrigt sammen med svenske Satan Takes a Holiday, for der er virkelig nogle lækkerier imellem. Vi ser frem til en fed koncert og ikke mindst den nye plade.