Gåsehudsbøgerne oversat til MP3-format
Tarja Turunen synger fantastisk. Det er et faktum. Men alle kan have udfordringer. I et interview fra tidligere i år fortalte Tarja, at hun gennem hele sin solokarriere har kæmpet med én tilbagevendende udfordring: at indfange den samme rå energi i studiet, som hun uden problemer leverer på scenen. Og det er egentlig en fair pointe. Mange af hendes albummer har været flotte, velproducerede og teknisk imponerende, men har manglet noget råt, næsten levende. Planen med Frisson Noir er dermed ambitiøs. Ikke et decideret stilskifte, men et forsøg på at gøre afstanden mellem scene og studie mindre. At få lidt mere sved, støv og elektrisk spænding ind i maskineriet, så at sige. I den proces spiller gæsteartisterne en væsentlig rolle. Vi finder blandt andre Dani Filth, Marko Hietala, Chad Smith og Apocalyptica. En samling navne, der lyder som musikkens svar på Dialog. På papiret er det både fascinerende og lettere bekymrende. For når man blander så mange genrer, symfoniske arrangementer, cello og hardrock i samme gryde, risikerer man i højere grad madforgiftning end et festmåltid. Spørgsmålet er så, om Tarja formår at samle alle ingredienserne til et komplet album eller ej.
Pyttipanna
Og nej. Det gør hun desværre ikke. Men Tarja har ret i én ting: Frisson Noir er hendes tungeste album til dato. Det er også albummet, der vil mest. Med en spilletid på lige over en time er ambitionerne omtrent lige så beskedne som en skurkemonolog i en Marvel-film. Problemet er bare, at ambitioner og resultater ikke altid er det samme. Udgivelsen er fyldt med spændende ideer, men formår aldrig rigtig at samle dem til en helstøbt oplevelse. Albummet vil være symfonisk metal, gotisk rock, alternativ metal, en teaterforestilling og meget mere, og det føles mere som tre albummer, der slås om en sidste plads på bagsædet til en tur i cirkus med farmand. Det er ret frustrerende, for når skiven rammer plet, rammer den virkelig plet.
Titelnummeret, ”Frisson Noir”, eller ”Sort Gys”, hvis vi skal holde fødderne plantet i den jyske muld, er et af albummets absolutte højdepunkter. En smuk keyboardsektion åbner døren på klem, hvorefter trommerne sparker hængslerne af den. Guitarerne vælter ind, og Tarjas sopran svæver hen over kaosset som en valkyrie, der øjner sit bytte. Det mest imponerende er dog omkvædet. Symfonisk metal har en tendens til at drukne i sin egen storhed, men her lykkes det faktisk at skabe et omkvæd, som er både storslået og mindeværdigt. Man tager sig selv i at nynne med, længe efter nummeret er slut, hvilket i genren er omtrent lige så sjældent som at finde ubrugt toiletpapir på en festivals toiletvogn. På ”At Sea” er det i stedet violinisten Mervi Myllyoja, der stjæler rampelyset. Hendes spil er intet mindre end fremragende og tilfører nummeret en skrøbelig elegance. Sangen kredser om menneskets sårbarhed, hvor havet fungerer som et billede på livets uforudsigelighed. Ganske enkelt smukt.
Men ak, som sagt tidligere, så er det ikke alt, der fungerer. Det øreskærende introriff på ”I Don’t Care” hvor Dani Filth er featured, er et af albummets absolutte lavpunkter. Jeg forstår idéen om at tilføre noget mere ekstremt, men det lyder decideret dårligt. ”Blaze Forever” gør heller ikke meget gavn. Nummeret forsøger sig med eksperimenterende lag og støj og effekter, men ender med at lyde som en duel mellem Tarja og en defekt radio, der nægter at finde den rigtige sekvens. Kunstnerisk? Måske. Behageligt? På ingen måde. Sidst men ikke mindst, så blander det modige nummer ”Anemoia” Valter Freitas følelsesladede cellospil med Julián Bedmars dansende flamencoguitar. Lyder det spøjst? Ja, det kan du bide skeer på.
Tillykke, Tarja
Selvom ikke alt lykkes på Frisson Noir, har jeg sgu respekt for Tarja. Hun tager chancer, fejler indimellem og rammer plet andre steder, men vigtigst af alt: Hun tør. Den slags kunstnerisk mod er efterhånden blevet en mangelvare i en verden, hvor mange udgivelser lyder, som om de er blevet kvalitetssikret igennem et Excel-ark. På den måde er Frisson Noir en succes. Ikke fordi alle idéerne fungerer, men fordi de udfordrer Tarja selv og lytteren’ noget, som en AI aldrig ville kunne hamle op med. Så selvom karakteren kun ender på seks kranier, står jeg tilbage med endnu større respekt for Tarja end tidligere.
