I marts i år udgav Nightwish opsamlingsalbummet Decades, og stort set lige siden har de været på en verdensturne af samme navn. Undervejs på turen, spillede Nightwish en ikke særligt prangende koncert på dette års tørkeramte Copenhell. Den torsdag eftermiddag i fuldt dagslys, og uden nogen form for pyro, var det som om, hverken publikum eller band var klar til at skabe en fest, og resultatet blev derefter. Lørdag aften i en rimeligt fuld Valby Hallen, var det tid til revanche for Europas største symfoniske metal-orkerster. For at sætte gang i løjerne havde de taget et nyt finsk power metalband med til opvarming, som gik på scenen præcist kl. 19:40.
Beast In Black
Ganske ofte kæmper opvarmningsbands med det faktum, at der står flere mennesker i baren end foran scenen, mens de spiller, men det var på ingen måde tilfældet, da Beast In Black gik på scenen. Om det var HeavyMetal.dk’s yderst positive anmeldelse af deres debut album Berserker, der havde sat forventningerne op er ikke til at vide, men en stor del af publikum var i hvert fald klar til at se, om finnerne kunne leve op til hypen.
Det kunne de desværre kun delvist. Det stod rimeligt hurtigt klart, at Beast In Black har meget af det, der skal til for at klare sig i genren: tempofyldt trommespil, to virkeligt dygtige guitarister og en forsanger, der uden problemer kan smadre krystalglas med sin vokal – tydeligvis stærkt inspireret af Rob Halford i øvrigt og intet galt i det. Bandet har også fuldstændig styr på virkemidlerne på scenen med masser af energi, posering og spilleglæde. Det er bare ikke alt, der lykkes for dem denne aften. Det er jo ret udbredt med backing tracks til metalkoncerter, men for Beast In Black tager det overhånd, da både keyboards og kor er playback – bandet står endda og mimer backing-vokalerne, hvilket er helt galt. Et andet irritationsmoment er den ellers dygtige frontmand Yannis Papadopoulos’ vokal, der næsten konstant er i falset, og det bliver i længen bare for anstrengende. Alt i alt er der både masser af talent og entusiasme hos Beast In Black, men de forløste ikke potentialet denne aften.
Nightwish
Præcis kl. 21:00 blev det så hovednavnets tur. Efter en velment anmodning til publikum om ikke at være digitale slaver og dermed lade smartphones blive i lommerne, startede koncerten op med en instrumental-version af ”Swanheart”, smukt udført af multi-instrumentalisten Troy Donockly. Men så kom der ellers gang i løjerne med to sange fra mesterværket Once fra 2004; ”Dark Chest Of Wonders” og ”Wish I Had An Angel”. Begge blev leveret med overbevisning og så meget pyro, at vores stakkels fotograf først senere fik lov at stå i ”graven” foran scenen – der var ganske enkelt for meget knald på i opstarten! Valby Hallen bliver ofte kaldt Københavns dårligste spillested, men denne aften var der ingen problemer med lyden – faktisk tværtimod, og det mærkede man allerede fra åbningsnumrene. Ikke så højt, men man kunne høre alle instrumenter tydeligt, og især Floor Jansens fortryllende vokal stod skarpt. Godt arbejde af lydmanden, for Valby Hallen har sjældent lydt bedre.
Decades er jo et opsamlingsalbum, der graver dybt i bagkataloget, og det samme gør sætlisten på touren selvfølgelig. Nightwish serverede derfor et par sange, hvor selv hardcore fans lige måtte grave dybt i hukommelsen. Fint nok, at bandet, ikke som så mange andre, bare fyrer alle de gamle travere af hver gang, men det satte i perioder lidt en dæmper på stemningen på det ellers begejstrede og topmotiverede publikum. Bortset fra det, var det en sætliste fyldt med variation og højdepunkter. Vist er stilen pompøs og over-the-top, men der er alligevel mere dybde og indhold i Nightwishs sangkatalog, end de fleste andre bands i genren kan prale af. ”Dead Boy’s Poem” blev leveret med suveræn indlevelse af Floor, bandets sammenspil i ”Gethsemane” var eminent og ”Slaying The Dreamer” viste, at finnerne kan levere metalriffs på højde med de bedste. Publikumsfavoritter som ”Nemo”, ”Èlan” og ”I Want My Tears Back” fik salen på kogepunktet.
Til slut fik vi de tre første ’kapitler’ af mægtige ”The Greatest Show On Earth”, der på forunderlig vis kombinerer symfonisk metal med budskaber fra evolutionsbiologerne Richard Dawkins og Charles Darwin. Det mest utrolige er vel egentligt, at den øvelse rent faktisk lykkes, for også live er det et utroligt smukt – og langt - epos, med et stærkt budskab om hver menneskes korte tid i solen, og det ansvar det giver os. På én gang eminent og tankevækkende.
Revanche? Det tror jeg nok!
Og så blev det tid til sidste nummer, Nightwish’s helt egen ”Stairway To Heaven”: mageløse ”Ghost Love Score”. I vores snak med Floor Jansen kort inden koncerten røbede hun en smule nervøsitet over at fremføre denne krævende sang, især når den ligger så sent i sættet. Det var der dog absolut ingen grund til, for hun leverede den igen fuldstændigt perfekt og så inderligt smukt. Et fantastisk punktum på en overbevisende præstation af de dygtige og konstant smilende Nightwish-folk. Der var altså i dén grad tale om en revanche i forhold til oplevelsen på Copenhell. Vi glæder os til et nyt album i 2019.
Nightwish sætliste:
Swanheart
Dark Chest Of Wonders
Wish I Had An Angel
10th Man Down
Come Cover Me
Gethsemane
Élan
Sacrament Of WIlderness
Dead Boy’s Poem
Elvenjig + Elvenpath
I Want My Tears Back
Amaranth
The Carpenter
The Kinslayer
Devil & The Deep Dark Ocean
Nemo
Slaying The Dreamer
The Greatest Show On Earth 1-3
Ghost Love Score