Metalloppen - Death Metal Edition

Metalloppen - Death Metal Edition

Loppen, København K

-

Fredag d. 6/10

Jeg sidder i et mørkt hjørne af noget, der minder om en røgfyldt krostue taget ud af en scene fra Mad Max. I baggrunden fortæller afdøde Chuck Schuldiner os, hvad han mente om menneskeheden og verden, mens de ansatte vimser rundt og får styr på de sidste detaljer. Jeg har aldrig været på Loppen før, men de intime rammer fortæller mig, at det her, det skal nok blive godt! Godt og intimt dødssmadder, indtil solen står op igen. Loppen spiller op til dans med et meget interessant line-up bestående af seks forskellige dødsmetalbands, der alle lidt repræsenterer deres egen fortolkning af, hvordan dødsmetal helt præcist skal lyde. Vi har alt fra klassisk zombievoldtægtsdødsmetal i form af Coffin Creep fra Sverige til Mozart-gone-metal i form af Fleshgod Apocalypse, som nok er eventets absolutte hovednavn. Jeg skal da også gerne indrømme, at det lige præcis var dem, der fangede min interesse; dem og så danske Deus Otiosus om lørdagen. De fire andre bands er jeg ikke rigtigt bekendt med, men jeg er spændt på at se, hvordan Loppen på Christiania tager imod to nætter med absolut død og ødelæggelse.

Wrath of Belial (DK)

Der herskede stor forvirring omkring aarhusianske Wrath of Belial, da ingen rigtigt vidste, om de var på Loppen, eller hvor de egentligt var. Det rygtede sig, at de ikke havde nået deres tog, men ingen kunne bekræfte noget, så forvirringen var total. Men da det jo var Christiania, og rammerne var hyggelige, tog folk det nu meget roligt. De snuppede en kold pils og evt. noget lidt sjovere udenfor, mens vi ventede på, om Wrath of Belial rent faktisk fandtes, eller om det var en ond joke.

Efter en lille halv times forvirring dukkede Wrath of Belial pludseligt op på scenen som en trold af en æske, og så gik de ellers amok! De friske aarhusianere spillede, som gjaldt det livet, og når man er første band, er det også med at blæse folk bagover fra første sekund, hvis man vil huskes. Publikum varmede hurtigt op til bandets jyske charme, og de meget intime rammer formåede bandet at udnytte maksimalt med masser af skål, highfives, fist bumps og søde ord. Lyden var overraskende god, med undtagelse af forsangerens mikrofon, der simpelthen lød som en omgang mudder. Det var en skam, for han gav den ellers absolut max gas sammen med resten af sine følgesvende. Efter en ganske kort pause, hvor de lige fik styr på en drilsk monitor og dedikerede en sang til Josef Fritzl, fortsatte Wrath of Belial deres massakre. Folk var nu helt vilde, og de teenagere, der var dukket op, brød ud i en meget forsigtig, nærmest jomfruelig, moshpit. ”My Little Moshers” var de ord, der dukkede op i hovedet, men herregud, vi har jo alle været der. Bandet nød tydeligvis opmærksomheden og returnerede den ved at give den endnu mere gas på deres to sidste numre. Syv numre blev det til, men det var tydeligt, at folket ville have mere, så stor ros til Wrath of Belial. Min eneste klage, udover den dårlige mikrofonlyd, er noget så banalt som, at man måske lige bør præsentere sig, bare for god ordens skyld.

7/10

Blood Red Throne (NO)

Det første, der slog mig ved Blood Red Throne, var, at deres ene guitarist tydeligvis er kæmpe Dimebag-fan. Han lignede ham på en prik! Komplet med frisuren, cargo-bukser, skægget, Dean-guitaren og et enormt pedalbræt foran sig. Straks tænkte jeg, at dette måske kunne være med til at give bandet en lidt groovy kant med masser af divebombs og boogie charme. Dette skulle dog vise sig ikke at være tilfældet – desværre. Hvor Wrath of Belial kørte den ind med charme, selvtillid og lækkert hår, kørte Blood Red Throne den ind med rent og skært raseri og aggression. Bandet var topteknisk, virkede meget rutineret, og deres Dimebag var en fremragende entertainer. Han stampede og trampede rundt som en krydsning mellem Dimebag og Onkel Reje, og de gav den alle 110 %. I takt med, at musikken blev mere og mere vred, blev stemningen blandt publikum ligeledes vredere og vredere. Bevares, det skyldtes nok også, at folk havde fået mere og mere at drikke. Men de moshpits, der før havde været for de glade små kid, brød nu ud over det hele. Til tider kammede det også over; når folk væltede ind på scenen, eller når folk følte sig lige kække nok og skulle afbryde en musiker ved at pille ved en streng, hive i en guitarhals eller stille sig op foran ham, indtil de fik et fist bump eller lignende – uanset om de altså havde travlt med at spille en sang eller ej. Publikum blev simpelthen respektløse under koncerten, og det er sgu virkelig dårlig stil; så må folk drikke mindre eller tage sig lidt mere sammen. Lad dog være med at vælte op på scenen og forstyrre musikerne; det er som at pisse i bukserne for at holde varmen. Trods diverse forstyrrelser fortsatte Blood Red Throne deres frontalangreb og smadrede derudad. Der kom desværre aldrig noget Dimebag-groove, og når der endelig kom en divebomb, var der så meget feedback, at man ikke hørte andet end en skærende hyletone – en skam. Blood Red Throne var topprofessionelle og virkeligt tekniske, men desværre også virkeligt ensformige. Dét blandet med, at publikum var blevet skabagtige, gjorde, at koncerten ikke kunne måle sig med Wrath of Belial.

6/10

Fleshgod Apocalypse (IT)

Oven på den svedige omgang rod, som Blood Red Throne-koncerten var, var det tydeligt, at nu trængte Loppen til noget fines og lidt finkultur – og det fik de! Kl. 00:30 blev lyset slukket, og tonerne af “Marche Royale” begyndte at spille i takt med, at vi kunne se skyggerne af Fleshgod Apocalypse, der gik på scenen. Lyset blev tændt, og så stak det ellers helt af! Med et brag skiftede “Marche Royale” til “In Aeternum”, og det stod klart, at bandet var i topform! Da de leverede nummeret “Cold as Perfection” badet i et koldt, hvidt lys, stod publikum, som var de blevet tryllebundet af nummerets absolutte skønhed. Et fuldstændigt magisk øjeblik, hvor man, om end kortvarigt, overvejede, om der rent faktisk er mere mellem himmel og jord. Lige før nummeret “The Fool” bad Francesco publikum være helt stille, så han kunne få ro til at fortælle en lille historie. Han fortalte her noget, bandet ellers har gået stille med, nemlig at den tidligere frontmand Tomassi har forladt bandet, og at Francesco nu, efter en 10 års pause, atter er frontmand. Han benyttede også lejligheden til at introducere deres nye trommeslager, som publikum tog godt imod med hujen og klapsalver. De vidste godt, at det kræver sit at være trommeslager i Fleshgod Apocalypse. Min største frygt for koncerten var lyden; jeg frygtede, at den enten ville blive mudret, eller at man slet ikke ville kunne høre klaveret og guitarsoloerne. Min frygt blev heldigvis manet i jorden: Lyden var fænomenal. Alt gik krystalklart ind – lige fra klaveret til operaen og de hypnotiske soloer. Musikken påvirkede endnu en gang publikum, der ikke længere væltede rundt i en tilstand af fordrukken mani, men i stedet stod nærmest helt stille med en næve højt hævet og headbangede i deres egen lille zone. De var som hypnotiserede af musikken.

Jeg har været til mange koncerter gennem årene, rigtigt mange, men den her vil nok altid stå lidt mere klart end alle andre. Det hele gik op i en magisk enhed: lys, lyd, teaterelementerne, operaen og rekvisitterne – selv en så lille detalje som, at Francesco da ikke drak øl eller vand på scenen, men vin, som han da også tilbød publikum, for så at hælde det ned i svælget på de tørstige masser, som var han præst ved søndagsmessen. Alle, og jeg mener alle, skylder sig selv den oplevelse, det er, at opleve Fleshgod Apocalypse live – især, hvis det netop foregår i så intime rammer, som Loppen kan byde på

10/10

Deus Otiosus (DK)

Lørdag d. 7/10

Så er vi her igen! Allerede da jeg træder ind ad døren for at gå op i baren og få mig en lunken gin & tonic, fornemmer jeg, at i aften bliver en helt anden slags aften end i går. Jeg kan tælle måske 20-30 mennesker, deriblandt de ansatte, og stemningen er noget mere afslappet. Måske skyldes dette, at der ikke i aften er et så stort navn som Fleshgod Apocalypse. Men hvem ved, måske der sker en publikumsforøgelse, når vi nærmer os, at Hate skal på?

At dømme ud fra den spiseseddel, som Loppen havde sendt ud, troede jeg faktisk, at danske Deus Otiosus var dem, der skulle lukke og slukke festivalen, men næ, de var første band – til min store overraskelse. Bevares, deres bagtæppe hang oppe, men det gjorde Fleshgods også i går, og de sluttede, så de gør det jo ikke nemt. Jeg har aldrig set Deus Otiosus live før, så jeg anede ikke, hvordan de så ud. Jeg blev dejligt overrasket, da første sang fortalte mig, at det altså var dem, der skulle spille nu. 2017 har været et godt, endda rigtigt godt, år for dansk metal, med en perlerække af navne, såsom Slægt, ORM, Baest, Livløs osv., der nærmest kun har fået ros for deres evner og musik. Men helt personligt synes jeg, at Deus Otiosus slår dem alle, og derfor er det en skam, at de har fløjet under radaren. Alt ved Deus Otiosus skriger ”öld skööl”. Vi snakker Gibson Flying V, Gibson Explorer, sort tøj og helt klassiske protodødsriffs a la slut-80’erne. Det er helt genialt! De udgav tidligere i år albummet Opposer, som jeg fik lov at anmelde, og det er satme et mesterværk, så jeg havde glædet mig som et lille barn til at opleve dem live. Men da det var dem, der åbnede aften nummer to, betød det jo også, at publikum bestod af fem ludere og en lommetyv. Det virkede ikke til, at nogen anede, hvem de var. Til trods for at bandet gav den absolut gas, var det kun undertegnede og to christianitter (der var i en sådan mentalstatus, at de ville have moshet til Lille Palle), der lod sig rive med. Bandet spillede små 30-40 min., hvilket efter min mening, som fan, var alt, alt for lidt. Sættet var en god blanding af nyt og gammelt, og især nummeret ”Disturbing the Dead” fra deres nyeste skive var fabelagtigt fremført. Trods det nærmest ikkeeksisterende publikum virkede bandet glade og tilfredse, og stor ros til frontmand Anders for at håndtere den ene svært påvirkede christianit, der meget gerne ville afbryde hele tiden for at fortælle, at nogen havde pudset næse i hans trøje, og derfor var han altså nødt til at vælte halvnøgen rundt. Bandet leverede en bundsolid performance, men nøj, hvor var det en skam, at de skulle åbne, og nøj, hvor var det en skam, at publikum var helt døde. Bedre held næste gang, drenge!

8/10

Coffin Creep (SE)

Afløsernes afløseres afløsere, svenske Coffin Creep, kom med på listen over bands, fik jeg fortalt, fordi Man Must Die sprang fra. Efterfølgende sprang deres afløsere fra osv., og vupti, her er Coffin Creep. Og hvem hulen er Coffin Creep så!? At dømme ud fra publikum var de lige så blanke, som jeg selv. Men forskellen på deres koncert og så Deus Otiosus-koncerten var, at der var kommet flere folk, og folk havde fået mere at drikke, så nu var de, næsten, klar til dans. Coffin Creep er en trio fra Malmø, bestående af en ilter krudttønde med faux hawk som sanger/trommeslager, en kæmpe skovhugger på bas og så James Hetfield fra 1984 på MDMA. Musikken vil jeg beskrive som Cannibal Corpse-core med masser af sange om at ”knulla” lig og lignende. Det blev ærligt talt ret ensformigt, desværre. I løbet af hele koncerten tror jeg, at den eneste bevægelse fra bassisten var, da han blinkede. Jeg har aldrig set en dødsmetalbassist være så zen. Det var helt imponerende, især fordi de to andre væltede rundt eller sprællede med arme og ben, som var de besatte. Måske er det hans måde at meditere på. Det lykkedes dem aldrig at komme ud over scenen, men publikum tog godt imod dem – hjulpet godt på vej af rigelige mængder alkohol.

6/10

Hate (PL)

Aftenens ”hovednavn”. I løbet af aftenen var der stille og roligt kommet flere og flere, men Loppen var langt fra fyldt – selv ikke, da Hate fra Polen gik på. Dog var de få, der var dukket op, meget dedikerede fans af Hate, eller også havde de fået rigeligt indenbords. Personligt tror jeg, Hate var ligeglade med, hvorfor publikum gav den gas, men gas gav de den. Tydeligvis var Hate også noget, damerne kunne lide, for hele første række af headbangende fans var, for en gangs skyld, ikke store skæggede mænd, men derimod en mur af valkyrier med højt løftede horn. Måske det var derfor, at Hate virkede godt tilfredse. Rent musikalsk var vi ude i noget Behemoth-light, og sig mig engang, der havde vi sørme aftenens tredje Explorer. Jamen dog, jamen dog! Der var ikke den store interaktion med publikum, og det virkede heller ikke til at være derfor, at Hate var kommet. De var ikke kommet for at smalltalke, men for at spille feee’ døøøø’. Hate var det sjette og sidste band, og jeg er stadig voldsomt imponeret over lyden på bitte Loppen, der uden tvivl slår lyden på adskillige større spillesteder (host, Vega, host).

 

Deres sætliste var faktisk rimeligt varieret. Der var noget nyt, noget gammelt og noget midtimellem. Det svingede fra deres ultrahårde materiale til deres mere melodiske og hypnotiske numre, hvilket alt i alt gav en rigtig god oplevelse. På intet tidspunkt stod man og havde følelsen af, at de bare spillede den samme sang om og om igen – trods at en del af deres materiale lyder relativt ens, så hatten af for det!

 

De fik desuden æren af at lukke og slukke for dette års Loppetjans. Det gjorde de godt og solidt, men enten var der dele af publikum, der stadig ikke var helt overbeviste, eller også var de bare blevet metaltrætte, for ulig i går var der altså en rimelig procentdel af publikum, der sad rundt omkring på stole og vist ikke rigtigt var kommet for musikken. Det skal ikke ligge Hate til last, men det er altså lidt dårlig stil i min bog. Det kan da godt være, at bandet ikke lige er din kop te, men come on, rejs dig dog lige op, og vis en smule respekt for nogle hårdtarbejdende kunstnere. Ellers så ”fake it ’till you make it”, ikke?

9/10

Konklussion

Stor ros til Loppen for en særdeles fremragende mini-festival med det nok mest interessante line-up, jeg længe har set. Jeg er stadig positivt overrasket over lyden, lyset og den intimitet, som stedet byder på. Det bliver i hvert fald ikke sidste gang, at jeg kommer på besøg!

Tilføj kommentar