Høje ambitioner er altid et godt udgangspunkt

Zenit er betegnelsen for, at et givent objekt har nået sit højeste punkt i forhold til observatørens placering. Eksempelvis når solen sit zenit ved sommersolhverv, da det er på denne dag, at solen står højest på himlen. Skulle man relatere termen til det musikalske, kunne zenit være en gruppe musikeres topform. Derfor virker det ret ambitiøst, at engelske Stormborn otte år efter sidste udspil og 12 år efter debuten vælger at udgive pladen Zenith. Men tvivlen må komme briterne til gode, inden vi dykker ned i pladen.

Ring til H.G. Wells med det samme

Et hurtigt dyk under overfladen, afslører dog, at Stormborn har gjort det umanerligt svært for sig selv, rent genremæssigt. Old school heavy, som ligger til den power metalliske side, har immervæk produceret mangt en klassiker og spandevis af andre glimrende plader.

At forventningerne er lidt højere end normalt, lader numre som “Fear of a Monster” og “Dawn Will Come Again” sig dog ikke mærke af. Småthrashet speed metal der ikke giver en meter for, at kalenderen ikke siger 1984 længere, og samtidig hviler så meget i sin tro på, at fornyelse er roden til alt ondt, at charmefaktoren er helt oppe at ringe. Dette er dog ikke det eneste, som Stormborn og Zenith har kørende for sig. For mens man står og fyrer den fede luftspade af til “Fear of a Monster”, bliver man ramt af, hvor ualmindeligt lavpraktisk Stormborn går til værks. “Out in the Weird” er 90 procent drevet af trommer og bas, hvor guitaren allernådigst får omkvædet og et c-stykke. Men det fungerer så aldeles glimrende, at selv ikke den mest elitære power-fan kan benægte nummerets genremæssige kvaliteter. Samtidig er det en kæmpe kindhest til samtlige bands, der har overbevist sig selv om, at god power metal har flere lag end en flødesauce, som skiller. 

I Stormborns færd mod de forjættede firsere gør tidsmaskinen desværre et unødvendigt stop i 00’erne. Introen “Call of the Void” er fuldstændig afsporet i sin Gøteborg-core fascination, og hvorfor skal den ellers udmærkede “Land of the Servant King” have en større forkærlighed for breakdowns end Nik Nocturnals awardshow? Man kunne også stille spørgsmålstegn ved, om det virkelig er nødvendigt med mellemspillet “The Unending Night” bare fire numre inde. Ydermere forstår jeg godt, hvorfor en god power-plade selvfølgelig skal have en ballade eller sjæler, men når “Death Incarnate” mere eller mindre har rundet pladen flot af, så giver “Echo” mig godt nok lyst til at finde lighteren frem, men det er kun for at få sprinkleranlægget til at slukke for Stormborn.

En EP havde været glimrende

Når Stormborn er i deres, ja, zenit, så minder Zenith om den vokspolerede crossover-demo, som Judas Priest og Iron Maiden aldrig lavede, men som kunne have fået datidens metalundergrund til at selvantænde af eufori. Hvorfor bandet så vælger at omkranse dette af træls coreificeret power, ligegyldige mellemspil og en totalt unødvendig ballade er en sag, ikke engang X-Files ville kunne komme til bunds i.