Modstand avler resiliens

Det sidste halvandet års tid har været lidt af en omgang for italienske Fleshgod Apocalypse. De mistede deres sanger og rytmeguitarist, hvilket tvang trommeslager og bandleder Francesco Paoli til at overtage tjansen, og så blev alt deres udstyr stjålet efter en koncert i Malmø. Men med Franceso tilbage ved roret, spritnyt udstyr og en samarbejdsaftale med selveste Jakob Hansen er de altså klar til at præsentere deres femte album: Veleno!

Hej nabo, må jeg låne en kop heroin?

Veleno er italiensk og betyder gift, så tematikken er klar. Albummet handler om alle de pinsler, vi går igennem hele livet, om alle de mennesker vi møder, som er giftige for os, samt alle de ting vi fylder os med for at gøre eksistensen tolerabel. Det er det første album, hvor de behandler et ord, eller rettere et koncept, frem for en række antikke myter om Theseus eller Prometheus – eller bygger en historie op omkring en renæssancekonge, hvis paranoia driver ham til at begå rædsomme forbrydelser. Hvis man kigger på sangtitlerne, samt på deres nye kostumer, virker det, som om de er trådt ud af både antikken og renæssancen (to perioder, der jo hænger unægtelig sammen) og i stedet trådt ind i oplysningstiden, hvor misbrug samt bevidsthedsudvidende substanser for alvor blev bundet sammen med kunst og kreativitet. Med sangtitler som ”Absinthe”, ”Sugar” og ”Veleno” samt det Dali-inspirerede cover, kan man ikke undlade at tænke på de små, snuskede caféer, der sprang op over hele Europa i 1700-tallet. Steder hvor folk røg opium og drak absint, mens de diskuterede poesi, kunst, politik og musik – bare lyt til et nummer som ”Monnalisa”, der emmer langt væk af tunge, grå opiumskyer og den klistrede lugt af anis. Men nu skal det ikke blive for døsigt eller omtåget, for Fleshgod Apocalypse er stadigvæk et hårdtslående bolværk af feinschmecker-dødsmetal. De er ikke bange for at akkompagnere en klaversolo med trommer, der har så meget pondus, at de kunne sprænge Helvedes porte og slippe samtlige dæmoner og forpinte skæbner ud.

Deres tidligere album blev en kende udskældte pga. den måde, de var mixet på. Enten kunne man ikke høre det klassiske, eller også var det for overskyggende. Men for at undgå dette, har italienerne allieret sig med danske Jakob Hansen, og resultatet er til at mærke. For det er lykkedes dem at skabe en perfekt balance mellem silkeblød skønhed og ufiltreret furore.

Den røde trevl i gobelinen

Veleno er et virkeligt fremragende og smukt værk. Italienerne har virkeligt lagt blod, sved og tårer i hele albummet – og det kan man mærke. Meget få musikere formår at blande skønhed og brutalitet på samme måde som Fleshgod Apocalypse, og musikken får virkelig lov til at skinne igennem på albummet. Alle får en solo eller et brudstykke, som de kan boltre sig i, og det hele emmer af overskud men også knivskarp præcision og en meget dedikeret vision. Det absolut eneste, jeg mangler på Veleno, er den røde tråd, der binder de 11 numre sammen. Det føles mest af alt som en bunke singler, der er blevet stablet op på en lettere tilfældig række ulig det forrige album, King, hvor numrene hang sammen og dermed gav en unik helhedsoplevelse. Jeg erkender, det er en petitesse, men jeg savner det nu stadig. Det ændrer dog ikke på det faktum, at Veleno vil være en af de stærkeste udgivelser i år.

Bonusanmeldelse!

Fleshgod Apocalypse – The Fool Wine 4/10

Vino Vidi Vici!

Fleshgod Apocalypse er italienere, et faktum de er stolte af. Det har været tydeligt, siden de udgav deres første album tilbage i 2009, men for at cementere deres italienske ophav begyndte de efter tredje album, Labyrinth, at sælge vin – rødvin naturligvis. Da Veleno ikke helt har ramt butikkerne endnu, er der ikke udkommet en vin i forbindelse med albummet – måske er navnet ”Veleno” (gift) heller ikke så velegnet til vin. Men da de tilbage i 2016 udgav deres forrige album, King, udgav de en ny vin med navnet ”The Fool”, opkaldt efter et af de mere populære numre fra albummet. 

Vi har her på heavymetal.dk fået fat i en flaske ”The Fool” og tænkte derfor, at det da kunne være morsomt at smage samt anmelde vinen og udgive den sammen med anmeldelsen af Veleno.

Vinen er brygget på sangiovese druer, som er den mest populære og almindelige drue, der bruges i Italien. Druen er ligeledes særdeles populær i Californien og Australien og er oprindeligt fra Toscana. Selve vinen er dog brygget i naboregionen Umbria tilbage i 2009, altså syv år før udgivelsen af King, men sjovt nok samme år som bandet udgav deres første album – så måske har det med at udgive vin været en del af deres plan fra starten af? Sangiovese druen har en smuk, blå farve og har smagsnuancer, der leder tankerne hen mod søde sommerbær som fx jordbær, hindbær og ribs. Men den har også en mere spids smag, der får en til at mindes lakrids og duften af violer.

Alkoholprocenten er på 14,5, så vi har at gøre med en fyldig sag, der sniger sig tættere på hedvin end bordvin.

Selve vinen har dog en meget rødbrun farve, der mest af alt minder om de farvenuancer, man forbinder med portvin. Det første duftindtryk, der rammer en, er lugten fra de egetønder, som vinen har ligget i i 12 måneder, før den kom på flasker. Det er en vin, der har et klart behov for at dekantere, man kan ikke bare drikke den direkte fra flasken, da den har en lidt sprittet nuance, der har brug for lige at få lidt ilt.

Men selv efter dekanteringen bliver det aldrig en sødmefyldt oplevelse. Vinen forbliver syrlig og tung i smagen, man kan virkeligt smage især ribs og jordbær, der ikke er helt røde endnu. Det er klart ikke en ”bællevin”, men derimod en acceptabel vin til maden. Jeg tænker, den vil gå godt til tunge kødretter, som jo er at finde i både Toscana og Umbria såsom florentinsk bøf eller porchetta – måltider, der naturligvis skal nydes, mens man lytter til Fleshgod Apocalypse!

Hvis man skulle have lyst til selv at anskaffe sig en flaske eller to, kan de købes via bandets webshop.