Kvartetten fra Karlsruhe spiller sci-fi black (jo, det er en genre!), men hvis du dermed tror, at vi skal hygge os med wookies eller et afsnit af X-files, bliver du skuffet. Vorgas musik handler nemlig om noget langt mere jordnært og langt mere forfærdende: Menneskets desperation i konfrontation med den kosmiske sandhed, at det hele ultimativt er komplet ligegyldigt. Lad os lægge fra land med det positive: Min begejstring over Vorga som band er ikke blevet mindre efter at have hørt Beyond the Palest Star, uagtet at jeg er noget loren ved albummet isoleret set (mere herom senere). På trods af ændringerne i bandets line-up, er det uomtvisteligt, at Peter Jordanov & Co. Fortsat excellerer i den kunstart, det er at strikke gode kompositioner og fængende melodier sammen. Nuvel, inspirationen fra Dissection, der har stået fader til den melodiske black metal, er ikke til at overhøre, men Vorga formår dog at sætte deres eget præg på lyden, og kan således ikke blot reduceres til en gang Dissection-jam. På førstesinglen og albumåbneren ”Voideath” brillerer Jordanovs vokal på omkvædet, og den industrielle outtro er et interessant twist, der komplementerer det melodiske ganske udmærket.  ”The Cataclysm” er et personligt højdepunkt for mig, for her galoperer trommer og guitarer derudaf i et sjældent velkalibreret samspil, ligesom nummeret med det noget misvisende navn ”Magical Thinking” har den rette kadence og snært af eksistentiel resignation. Men ak, derudover der, for nu at sige det ligeud, langt mellem snapsene.

Den store genistreg på Striving Towards Oblivion var den veltemperede vekslen mellem sørgmodigt, dæmpet lo-fi guitarspil og lynhurtigt tremolo-picking, hvor man henover et nummers spilletid kunne finde sig selv siddende alene i et rumskib, drivende rundt i universets tomhed, kontemplerende over ensomheden og meningsløsheden til synet af forbipasserende planeter, kometer og debris, og pludselig accelereres til hyperspeed, gispende efter vejret. Til sammenligning er Beyond the Palest Star fuldt blus på alle raketter i stort set samtlige 43 minuters spilletid. Det er fint i den forstand, at Vorga får givet prøver på deres glimrende tekniske færdigheder, men det bevirker desværre også, at pladen rent stemningsmæssigt slet ikke er på niveau med sin forgænger. Dette kan også i allerhøjeste grad tilskrives den omstændighed, at produktionen er ekstremt kompakt. Mikset er simpelthen et sort hul med en tyngdekraft så stærk, at hverken lys eller lyd kan undslippe, og som lytter skal man anstrenge sig helt ufatteligt meget for at fange alle nuancerne i lyderne, der enten flygtigt flyver forbi i hyper-speed, eller drukner i en stortromme, der har så meget bund, at det føles som hundredevis af små, konstante mavepustere. Beyond the Palest Star er et skoleeksempel på, at bedre ressourcer ikke altid giver et bedre produkt. Som et barn, der er i færd med at lære at gå, virker det til at finmotorikken skal finjusteres en smule for Vorga, der skal lære at bruge de mere sofistikerede værktøjer, de har fået til rådighed efter den umiddelbare succes.

Selvom det smerter mig, så må min karaktergivning nødvendigvis bære præg af, at Vorga har truffet nogle beslutninger bag mikserpulten, der har gjort Beyond the Palest Star til en udenjordisk triple-chokolademuffin med plutoniumsfyld: Sprængfyldt med smag, men stort set umulig at fordøje. Hvor ville en sang som ”The Catalyst” dog få vinger, hvis den ikke var fladmast under en hydraulisk kompressor. Jeg er dog på ingen måde bekymret på Vorgas vegne, for grundkvaliteten er helt klart stadig til stede, den får bare ikke lov til at udfolde sig på dette album. Dommen bliver derfor den samme, som min kæreste fældede over den føromtalte t-shirt – lige min stil, men den her passer sgu ikke så godt.