DETEKTOREN
Iron Maiden - Malmö Stadion - 10. juli 2013
Iron Maiden

Iron Maiden

Malmö Stadion, Malmö

Officiel vurdering: 9/10

*Grundet Paul Di’Anno (tidligere Iron Maiden forsanger red.) koncerten tidligere på dagen fik undertegnede desværre ikke mulighed for at se de to opvarmnings bands, Voodoo Six og Sabaton.* Til lyden af "Doctor Doctor "som til alle Iron Maiden koncerter indikere at showtime er nu, høres et lettere jubel skrig i blandt de fremmødte. Der går midlertidigt ikke mange minutter før den "rigtige" intro skyder ud af højtalerne, imens man på de opstillede storskærme ved scenen kunne nyde illusioner af noget der nok bedst kan beskrives som den grønlandske natur. Dette passer rigtig godt ind i den atmosfære og stil det britiske band har lagt for dagen med opsætningen fra den legendariske Seventh Son of a Seventh Son-tour fra 1988. Den kommer oveni købet også i kølvandet på "Maiden England" live udgivelsen, ligeledes fra 1988. Introen til "Moonchild" der skal skyde hele festen i gang starter ved Bruce Dickinson’s stemme der på elegant vis opsummerer hvad hele "Seventh Son of a Seventh Son" handler om. Dog er det som om at stemningen ikke eksplodere, som det ved så store koncerter plejer at gøre. Vi går over til "Can I Play With Madness", og selvom bandet aldrig har set bedre ud og er fyldt med energi og vilje, så mangler dernoget power i hele intro forløbet. Vi skal helt over til "The Prisoner" og til sang nummer fire, "2 Minutes to Midnight" før publikum for alvor vågner. Men nu slippes den gamle Trooper ud af skabet, og vi kan fornøje os med en lang perlerække, der hiver os direkte tilbage til 80’ernes storhedstid. Og jeg kan allerede nu afsløre at denne aften på Malmø Stadion indhentede fortiden alle tilstedeværende. Bandets storhedstid blev fornyet, og man fik en førelse af at de var tilbage, dog uden aldrig at have været væk. På det podie lignende fundament der danner scenen, havde de eksempelvis valgt at få så mange forskellige visioner af ham trykt i samme tema som på pladen.Bare deres bagkatalog i bagtæpper løb op i 14-15 stykker. Fantastisk, imponerende og simpelthen en fryd for sanserne. Når man så husker at vende tilbage til musikken, har de britiske giganter leveret de "obligatoriske" "The Number of the Beast" og "Run To The Hills", med en lille "Phantom of the Opera" godte som hører blandt de lidt mere sjælne.

Stemningen er ved at være på sit højeste ved "Wasted Years", indtil alle mine personlige rekorder bliver slået da Nicko McBrain tæller ind til noget af det mange af de fremmødte har hungret efter hele aftenen. "Seventh Son of A Seventh Son. skyder som en raket ud over stadion og flere indfinder sig i en form for ekstase da Bruce Dickinson bag trommesættet træder frem på scenen med en sand old-school filosof lignende beklædning og fortæller profetien om den syvende søn af den syvende søn. Efter en solid omgang "The Clairvoyant" når vi til aftenens fælles sang "Fear of the Dark". De slutter solidt af med "Iron Maiden" hvor alle få lov at gakke lidt ud og give det sidste krudt manhar tilbage efter en ang dag og aften. Der går dog ikke længe før "Churchill’s Speech" går i gang til endnu et af aftenens utallige jubelbrøl. "Aces High" bliver spillet solidt igennem fra bandet uden at levere hverken mere eller mindre. For de lidt mere nørdede fans der har fulgt bandet på touren, ved vi godt at vi desværre er kommet til vejs ende af en kæmpe succes aften. "Running Free" bliver som oftest endestation for set listen. Iron Maiden viser stadig en høj klasse, trods over 35 år på bagen. Koncerten indeholdt alt det den skulle, men med meget mere til. Der blev udvist pyroman tendenser, midt i sættet, og især under "The Number of The Beast" peakede den ild ansvarliges aften. Alt sammen til glæde for den samlede oplevelse af en aften i 1988. 9/10

Kommentarer (1)

Thommy

Indlæg: 2

Fantastisk koncert!

Fantastisk koncert!

Tilføj kommentar