Labyrinthus Stellarum - Vortex of the Worlds

Vortex of the Worlds

Udkom

Type:Album
Genrer:Atmospheric Black Metal, Melodisk Death Metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Når intet bliver alt

Selvom Ukraine i øjeblikket kæmper med næb og klør for deres frihed og grænser, sker der stadigvæk en del bag kulisserne i det østeuropæiske land. Det atmosfæriske black metalband Labyrinthus Stellarum, som slog pjalterne sammen i 2021 i Odessa, har haft rygende travlt. Trioen udgav deres debut Tales Of the Void i 2023, og har igen erhvervet sig iltflasker til en ny ekspedition i form af opfølgeren Vortex of the World, som blev udgivet den 6. april. Skiven byder atter på en dyb omgang atmosfærisk kosmisk metal, der leger med adskillige genrer, og som efter sigende skulle omringe lytteren med følelsen af ensomhed og isolation. Og isolation er her nøgleordet. For hvad sker der, når man rejser igennem tiden og står ansigt til ansigt med intetheden? Det ved ingen. Men Labyrinthus Stellarum forsøger ihærdigt at beskrive scenariet.

Kosmisk krig i fjerne galakser

I grove træk omhandler Vortex of the Worlds en galaktisk krig, hvor fremmede magter er lykkedes med at destruere modstandsbevægelsens sidste forsvarslinje. Vi følger besætningen på et unavngivet rumskib, som er tvunget til at søge efter nyt håb i galaksens mest isolerede hjørner. Her møder de lysets gud, skaberen af alt og intet, som, hvis vi skal tro coveret, viser sig at være Cthulhu monsteret Azathoth. Lyrikken er meget åben for fortolkning, og selvom den hverken er revolutionerende eller for den sags skyld original, så er opbygningen og fortællingen i sig selv helt eminent. Vortex of the Worlds skal uden tvivl ses som et samlet værk, og heldigvis er det spækket med højdepunkter. De elektroniske beats og den kreative brug af synthesizers i intronummeret ”Transcendence” cementerer tidligt den komprimerede lyd på den interstellar rejse, vi befinder os på. Alexander Andronatis vokal er rædselsvækkende fra første moment, og selvom skiven langsomt luller os ind i sit univers, er der rigeligt med variation på vokalfronten lige fra hvisken til skrig og korafsnit. Halvvejs inde i nummeret stopper gentagelserne dog, og nummeret intensiveres i form af en mere kradsbørstig og aggressiv vokal samt guitar med mere volumen på. Nummerets udvikling er en mindeværdig oplevelse, og heldigvis er det efterfølgende nummer ”Downfall” mindst lige så godt med hjemsøgende skrig og en dommedagsatmosfære, som Judge Dredd ville være stolt af. Vortex of the Worlds kombinerer elementer fra både atmo-black, techno, prog og melo-død, og hiver inspiration fra Dissection og senfirserne, men landekammeraterne Lustre har også været en stor inspirationskilde ifølge et interview med bandet selv. Tilsæt dernæst de elektroniske elementer fra Mesarthim, og så er den ved at være der.

Tredje skæring, ”Interstellar Wandering”, skruer godt op for proggen, og det er her, hvor det for alvor begynder at boble alle de rigtige steder. Der bliver leget med drømmeagtige synthesizers, og netop her excellerer udgivelsen. Mængden af dem er tilpas, og de bliver oftest brugt som introduktion eller for at give lytteren en kort pause i det kaotiske univers, som er taget direkte fra H.P. Lovecrafts fortællinger. De bløde keyboardnoter i optakten til titelnummeret ”Vortex of the Worlds” giver en øjeblikkelig følelse af isolation og svaghed, og de tanker forbliver længe efter, pladen er ovre. Oftest er simple virkemidler mere end rigeligt, og det er Vortex of the Worlds et ægte bevis på.

Pladens eneste reelle svaghed er trommerne, som virker programmerede. Selvom produktionen og tempoet holder, bliver de mere brugt som rygrad end som højdepunkt, og det hindrer desværre ukrainerne fra at hive topkarakter hjem i denne omgang. Det kræver mere variation.

Tentaklernes dag

Vortex of the Worlds er kvælende og klaustrofobisk, men samtidig fængende og ambitiøs. Ironisk nok er den elegante brug af virkemidler den perfekte kontrast til det kaotiske lærred, som forsanger Alexander Andronatis forrygende maler med skrig og rædselsvækkende toner. De drømmende synthesizers yder skiven stor støtte, og havde trommerne været blot en kende mere spændende, så ville de unge ukrainere have scoret absolut topkarakter. Det bliver til ni kosmiske kranier i denne omgang med en hungrende ny fan i Danmark.

Tracklist

  1. Transcendence
  2. Downfall
  3. Interstellar Wandering
  4. From the Nothingness
  5. The Light of Dying Worlds
  6. Vortex of the Worlds