Iced Earth og Annihilator

Pumpehuset, København V

Efter at have nydt et velskænket krus, i godt selskab på Biergarten ved siden af pumpeskuret, var jeg knapt kommet indenfor i Pumpehuset, før Annihilator lagde kontant ud med åbneren "King Of The Kill", og straks var riff festen i gang. Desværre varede den ikke ret længe, for lyden var alt for grumset og mange af de skarptslebne finesser gik derfor tabt. Super ærgerligt, når jeg nu få måneder forinden på Sweden Rock havde fået smasket i ansigtet hvad Annihilator rent faktisk kan præstere på en god aften. Den sommeraften i Sverige gik alt bare op i en højere enhed, hvorimod denne aftens koncert, i bedste fald, fremstod acceptabel. Bandet virkede måske nok en smule rutineplagede, men det tror da fanden med den dvaske respons de fik fra salen. Kun ved den afsluttende "Alison Hell", var folk for alvor på mærkerne. Det er selvfølgelig også deres kendings melodi, men da de immer væk har så mange andre fede numre i ærmet også, var det svært ikke at være skuffet over både lydforhold og publikum generelt. Da Iced Earth gik på var der skruet op for både lyd og lys, men desværre var lyden også her en blandet fornøjelse. For det eneste der virkelig trængte igennem, var Tim Owens vokal og trommerne. Guitarerne og bassen druknede noget i mudderet. Men ret skal være ret, og faktum er at jeg altid har været vild med Tim Owens skærebrænder vokal, og mener han gjorde en fantastisk indsats denne aften. Han er tilmed en rigtig god frontmand. Alt dette hjælper desværre ikke ret meget, når resten halter. Igen blev jeg sørgeligt overrasket over publikums manglende entusiasme, men jeg har en idé om at mange var kommet denne aften blot fordi det lå en fredag, samt det faktum at billetten (uden gebyr) kun kostede hundrede kr. Ja, og så er der selvfølgelig også de mange der stadig piver over at Matt Barlow ikke er med i bandet. Men når Barlow selv ikke gider længere, er det sgu da også lige meget. Så hellere en frisk gut som Owens, der i det mindste prøver at få folk med, og som jeg stadig mener besidder én af genrens allerstærkeste stemmer. Det der skulle have været en fed metal fest mundede ud i en lunken koncertoplevelse. Konklusion: Det meste af aftenens publikum fattede ligeså lidt, som de lyd ansvarlige.

Tilføj kommentar