Jeg havde i forvejen intet kendskab til Black Dahlia Murder og mine nærmest grusomme tømmermænd gjorde som sådan ikke at jeg ligefrem havde den store lyst til at bevæge mig op til Party Stage så tidligt om morgen for at se dem, på trods af at en del af gutterne sagde at det måtte jeg absolut ikke gå glip af. Men på Wacken må man jo rejse sig ved det træ man er faldet ved, så en kold cola, en bajer og en Unterberg, gjorde kål på de værste tømmermænd og jeg fik slæbt mit misbrugte corpus op til Party Stage, hvilket jeg så absolut ikke fortryder et sekund. De morgenfriske blev vidne til en rigtig fed omgang melodisk deathmetal, med tonsvis af groove, enkelte blastbeats, catchyness og alt det andet, der gør melodisk deathmetal så fedt som Black Dahlia Murder nu en gang udførte det. Lyden var rigtig god og selvom jeg pga enkelte rester af tømmermænd måtte sidde/ligge lidt af og til under koncerten, gik jeg fra Party Stage med et rigtig godt indtryk. Ingen tvivl om at Black Dahlia Murder sparker en seriøs røv. Mine tømmermænd var ihverfald sparket langt væk.

Inden finnerne kunne entre scenen skulle vi lige overvære et mindre røgshow foran True Metal Scenen, da en eller anden mindre bemidlet tilskuerne havde været så smart at smide et brændende cigaretskod ned i den friske og knastørre halm der var blevet lagt ud foran scenen. Heldigvis var brandværnet hurtigt tilstede og fik situationen under kontrol. Tilskuerne var også relativt flinke til at rydde pladsen så brandfolkene kunne gøre deres arbejde. Man tør ikke tænke på hvad det kunne have udartet sig til, men heldigvis er Wacken publikummet ikke så fucked up som man hører folk er på andre mindre metalliske festivaler. Efter en lille times forsinkelse kunne man så endeligt opleve Amorphis, der spillede en bred vifte af sange fra alle deres plader. Selv ”Sign From The Northside” fra ”The Karelian Isthmus” blev tryllet frem af hatten, til undertegnedes store glæde. Personligt savnede jeg dog flere sange fra bandets gennembrud ”Tales From The 1000 Lakes”, hvorfra det kun blev til ”In The Beginning” og ”Black Winter Day”.

Efter den fede oplevelse med Black Dahlia Murder, var planen sådan set at sidde og få nogle enkelte morgenbajere og se lidt af Amorphis på True Metal Stage, inden Napalm Death skulle fyre den af på Black Stage, men en mindre brand i det halm der var spredt på festivalpladsen pga sommerens ufattelige regnmængder, og en røgudvikling der fra vores synsvinket nærmest fik True Metal Stage til at forsvinde helt, gjorde at det gik lidt ged i tidsplanen og derfor startede Napalm Death noget tidligere end annonceret og om Amorphis i det hele taget spillede skal jeg lade være usagt. Ihvertfald lagde de selvfølgelig ud med introen "Weltsmertz" og gik direkte over i "Sink Fast Let's Go", hvorefter vi i hæsblæsende tempo blev præsenteret for "Unchallenged Hate" og min absolutte farvorit "Suffer The Children". Desværre var lyden ikke i top fra start og den gode Mark "Barney" Greenway hoppede flere gange over hvor gærdet er lavest. Hans "skrige" vocal virkede heller ikke optimalt, hvilket virkelig skar igennem i både "Unchallenged Hate" og ikke mindst i "Sink Fast Let's Go". Senere kom der dog mere styr på lyden og Barney's stemme blev med tiden også bedre, så numre som "Breed To Breath", "Scum" og deres ultra korte "The Kill" virkede rigtig godt. Afslutningsvis fik vi som sædvanlig det gamle Dead Kennedys nummer "Nazi Punks Fuck Off" og så var det bal forbi. Desværre spillede Napalm Death ikke helt de tre kvarter de var sat til at spille og derfor var der selvfølgelig en del af de klassiske numre jeg savnede. Alt i alt igen en jævn oplevelse, som selvfølgelig godt kan skyldes panikken omkring den før omtalte brand.

Endnu et band jeg på forhånd ikke havde kendskab til, men som min gode ven Nolder (...ham fra Metalized) havde anbefalet mig at se og jeg må sgu indrømme at Torture Squad fra Brasilien virkelig forstod at sparke en seriøs røv. Sindsyg fed thrash med masser af energi til følge. De havde rigtig godt fat i publikum og det ærgede mig sgu lidt at jeg ikke kendte numrene i forvejen, da der blev sunget godt og grundigt med på flere af dem. Endnu et par kolde bajere blev skyllet ned i de perioder nakken lige med nød og næppe kunne holde sig i ro - man skulle jo nødig nå at føle sig alt for ædru og ødelægge den rigtige fede stemning som W.E.T Stage summede af under Torture Squad. En af de helt store overraskelser på dette års Wacken.

Jeg kender ikke grunden til at Volbeat blev noget forsinket, men jeg havde besluttet mig for lige at se lidt af dem, inden jeg ville trække over og se Possessed, der var sat til at spille på Black Stage nøjagtig samtidig. Har man set Volbeat her i Danmark, behøver jeg vel næppe remse de numre de spillede op. Det var stort set samme numre i samme rækkefølge, hvilket som sådan ikke gør mig noget. Michael Poulsen og Co. virkede oplagte og fyldt med spilleglæde som de plejer og jeg fornemmer at de efterlod et godt indtryk hos de fremmødte. Som sagt spillede Possessed nøjagtig samtidig, så da jeg kunne konstatere at Volbeat leverede varen på sædvanligvis, trak jeg mig ned mod ølboden og fik fyldt kruset op, inden jeg stille og roligt bevægede mig over mod Black Stage.

Da jeg havde set lidt af Volbeat først, var jeg af helt naturlige grunde gået glip af den første halvdel af Possessed, men det jeg så var sgu fedt. Igen skønt med en ordenlig røvfuld 80'er thrash og selvom jeg havde lidt svært ved at forholde mig til at forsanger Jeff Becerra sad i rullestol, fordi han engang er blevet skudt af politiet, syntes jeg at de leverede varen. Der var ingen slinger i valsen og den ene thrash-perle efter den anden blev leveret med stil og overbevisning. der skal så absolut ikke herske nogen tvivl om at Possessed stadig kan efter en evigheds fravær på metalscenen.

De Norske negere var det band jeg havde set mest frem til på årets Wacken og jeg skulle da heller ikke blive skuffet, da bandet fyrede en fed fest af, akkompagneret af snesevis af deres sammensvorne fanklub medlemmer fra Turbojugend der havde mødt op fra alle mulige lande. Bandet stormede scenen til ”We’re Gonna Drop The Atom Bomb” fra deres geniale nye album der prydede scenens baggrund. Bandet var selvfølgelig klædt i deres smagfulde fulde kreationer hvoraf Rune Rebellions Afrika Korps Wehrmacht uniform og Hanks Uncle Sam kostumer sprang i øjet. Man blev budt på alt fra bandets store sangskat med ”Get It On, Sailor Man” der blev tilegnet bassist Happy Tom der angiveligt fejrede sin 55 års fødselsdag, Denim Demon, Wasted Again. Hank Von Helvete var som altid klar med en masse fede kommentarer mellem sangene der blev udført på en spøjs blanding mellem tysk og engelsk. Især de mange Goth Chicks fik en masse albuestød med kommentarer som; ”Are you drunk? Is your 17 year old Goth girlfriend impressed, Goth Mit Uns, Mein Goth”, og så videre. Festens højdepunkt var som sædvanligt ”I Got Erection” hvor fansene til tider var højere end bandet.

Falconer var hovedsagligt grunden til, at jeg tog til Wacken i år. Mine Folk metal guder spiller jo kun nogle få udvalgte steder efter Mathias Blad er kommet tilbage, så jeg var klar oppe foran partystage 45 min. inden de skulle på, hvilket er et krav i Wacken, hvis man vil have en nogenlunde ordentlig plads, og til min fordel spillede punk guderne Turbonegro og Thrash kongerne Sabbat på de andre scener, men alligevel var der helt stoppet oppe foran, Stemningen da de endelig gik på var helt i top, alle klassikere blev spillet og Matthias brillierede med sin stemme til UG - den mand har en kæmpe vokal, og er helt oppe i Freddy Mercury niveau til tider, lyden var perfekt. Jep, det hele spillede max, og Falconer var alene hele Wacken turen værd.

De gamle britiske thrashers fra Sabbat, har som sådan aldrig sagt mig det helt store, men da det jo er gammel thrash, besluttede jeg mig alligevel for at bevæge mig over til W.E.T. Stage for lige at chekke dem ud og drikke nogle flere bajere. Men ganske som jeg husker dem, sagde de mig ikke det store. Lyden var som sådan god og stilen fejler sådan set heller ikke noget. Sabbat mangler bare det ekstra punch og power som deres kollegaer fra Tyskland havde i Sodom, Destruction og Kreator. Sabbat mangler i sædeleshed variation og det skar endnu engang igennem på dette års Wacken. Efter cirka helvdelen af deres show og et par bajere besluttede jeg ganske enkelt at gå lidt ud og nyde solen istedet for jævn kedelig thrash.

For de heldige der var tilstede og overvære årets overraskelse i form af Black Sabis lød der ingen tvivl, Black Sabis er DET nye band man skal se. Gruppens ekstatiske optræden gav folk multiple orgasmer og himmeltrækkende erektioner, sjældent har man set en frontmand tage publikum så voldsomt ved struben. Faktisk er det også første gang jeg har set folk besvime til en koncert, men Black Sabis forlangte virkeligt det sidste af enhver og det fik de!

Klokken var blevet 23.00 og jeg var maks klar på at se det norske band Dimmu Borgir for første gang. Det var blevet mørkt, der var nærmest vindstille, og jeg kunne se "faklerne" på scenen dukke frem, da jeg nærmede mig Black Stage. Som forventet var der fuldstændig proppet på pladsen, så jeg måtte nøjes med at stille mig lidt afsides, for ikke at blive mast i den store folkemængde. Shagrath og co. dukkede nu op på scenen og sangen "Progenies Of The Great Apocalypse" fra mesterværket "Death Cult Armageddon" gik i gang. Efter åbningssangen fulgte en del nyere sange fra deres seneste udgivelse "In Sorte Diaboli". Og herudover blev der indraget både sange fra "Puritanical Euphoric Misanthropia", "Stormblåst", "Spiritual Black Dimensions" samt "Enthrone Darkness Triumphant". Jeg var måske lidt uheldig i min placering på pladsen, idet Mustis keys ikke altid var lige tydelige for mig, men ellers var der ikke meget at pege fingre af. Det kraftfulde batteri Tony Laureano (Nile), som afløste Hellhamer, Ics Vortex, med den skønne kraftfulde clean vocal, Galder og Silenoz på tunge spader, Mustis på Keys, samt Shagrath med den onde vocal gav publikum en oplevelse samt "horns" for pengene.

15 Minutter efter Dimmu Borgirs legendariske show var det blevet tid til at skifte genre og rykke over mod True Metal Stage for at se verden fedeste power metal band Iced Earth, der havde en del at leve op til oven på den ultra fede oplevelse Dimmu Borgir leverede. Jeg må sgu sige at Iced Earth også leverede varen selvom det dog aldrig helt nåede de fantastiske højder som Dimmu Borgir, men mindre kunne så absolut også gøre det. Lyden var rigtig god og deres optræden fejlede bestemt heller ikke noget og klassikere som "The Dark Saga", "Violate", "Burning Times", "Damien", "The Reckoning (Don't Tread On Me)" osv osv, kom som perler på en snor fra et sædeles veloplagt band. Der blev selvfølgelig også tid til klassike numre fra de første skiver og ikke mindst tittelnumret fra debutskiven "Iced Earth", inden vi blev præsenteret for et nummer fra den kommende plade, der umiddelbart virkede en anelse tam på mig. Men jeg glæder mig nu alligevel til at høre deres nye materiale og måske kunne konstatere at jeg har hørt forkert i min brændert. For ædru er man vel næppe sent fredag nat på Wacken.

Rent faktisk var det min mening at se Sonic Syndicate kl 12:00 på Black Stage, men da morgenmaden med tilhørende Underberg trak lidt ud, fik jeg kun set det oppe fra Biergarden, hvilket ikke kunne give mig det store indtryk af stemningen foran scenen, men umiddelbart lød det helt okey og som om bandet var oplagte allerede fra morgenstunden. Jeg har endnu ikke fået hørt deres nye plade, men det lød umiddelbart som en fortsættelse af deres ganske fede debut "Eden Fire", men så det som sagt fra Biergarden, hvor vi ventede på at det blev tid til "Sacred Reich", som jeg ikke har set siden de spillede i Pumpehuset i 1991 sammen med Sepultura på den legendariske Arise-tour, så jeg havde set frem til denne koncert med spænding. Også Sacred Reich leverede et brag af en koncert hvor klassikere som "The American Way", "Crime Against Humanity", "Love... Hate", "Ignorance" og "Indepentent" satte dagsorden i en grad, der endnu engang fik sat nakken i uhæmmet bevægelse. Total fed lyd, rigtig godt vejr, kolde bajere og lige pludelig Black Sabbath klassikeren "War Pigs" og til sidst deres abslut fedeste nummer "Surf Nicaragua". Det kan næppe blive bedre! Sacred Reich virkede særdeles oplagte og man kunne tydelig mærke at de nød igen at stå på scenen foran et stort publikum. Super fed koncert!

Selvom Heaven Shall Burn er et ganske fedt band, syntes jeg ikke rigtig at de virkede så sindsygt fede på scenen denne lørdag eftermiddag. Måske satte jeg dem lidt i kontrast med Sacred Reich der lige netop havde leveret klassiker på klassiker. Til gengæld havde de mere end noget andet band fat i publikum, hvilket var en speciel oplevelse i sig selv. Jeg har aldrig oplevet et band opfordre til "wall of death" på en festival. Det var helt vildt at være vidne til. Hvis man ikke lige ved hvad "wall of death" er, så er det at dele publikum i to, bede dem trække så lang ud til siden som det nu er muligt så der opstår et frit område mellem de to halvdele. Derefter gælder det bare om at løbe alt hvad man kan ind i hinanden... Lyder det sygt? Det er det skam også! Se de evt på YouTube, hvor jeg har set det lagt ud! Derefter blev der bare dømt moshpit i mega-stil hvor flere hundrede eller måske tusinde deltog. Det var en meget speciel og ret fed ting at opleve. Heaven Shall Burn blev lidt sekundær og det var helt klart publikum der rendte af med showet. Tjah, så har man oplevet det med! En geni-streg fra bandets side, for man glemmer ikke Heaven Shall Burn koncerten på Wacken 2007 sådan lige med det samme.

Japanske Dir En Grey blev præsenteret som årets newcomer på Wacken, så hvorfor ikke checke dem ud, tænkte man sig ganske uskyldigt. Det fortrød jeg næsten inden jeg havde hørt introen færdig, der bestod af et potpourri af Techno af den værste slags. Men det skulle blive værre, meget værre, bandet viste sig at spille en ækel blanding af Nu Metal, Emo og Screamo Core der i min bog ikke har noget at søge på en festival som Wacken. Værst af alle var den forfærdelige forsanger, der skiftevis brølede som en hæs præmenstruel gnu for derefter at stønne og tude som om han lige var i gang med at tilfredsstille sig selv med en mellem stor vandmelon. Det eneste højdepunkt var da tudeprinsen fik næseblod, hvilket man gerne selv havde givet ham.

Jeg havde på forhånd hørt at Destruction ville spille et rigtig old-scool sæt, med alle de gode gamle klassikere i forbindelse med deres ny-indspilninger af godt gammelt materiale på "Thrash Anthems". Derfor undrede det mig da også at man efter deres intro, hvor man så The Mad Butcher gå lidt amok med en motorsav, gik igang med "The Butcher Strikes Back" efterfulgt af "Thrash 'til Death". Derefter gik det sådan set over stok og sten gennem en del klassikere som "Bestial Invation" og "Invincible Force", hvor der var diverse gæstesangere, deriblandt Bobby, der jo skriger sine lunger ud i Overkill til hverdag, og trommeslagere (hele tre trommesæt igang på en og samme tid på et tidspunkt). Der var også lidt damer der dansede lidt rundt og selvfølgelig The Mad Butcher med sin kolosale kødøkse. Selvfølgelig fik vi også "Total Desaster", "Mad Butcher" og "Tormentor". Jeg syntes at lyden var på det jævne og man hørte tydeligt at Destruction ikke spillede helt tight hele tiden. Selvom der blev gjort en masse ud af showet med diverse gæster, damer og sindsyg slagter efterlod Destruction ikke det helt vilde indtryk, som man har set til tidligere koncerter på Wacken 2007. En godkendt imdsats, men absolut ikke mere... men hvad fanden. Øllet var jo stadig koldt, vejret helt sindsygt godt og tilstanden ved at være på plads.

Som den trofaste læser jo allerede ved, så er jeg ikke den helt store Black Metal fan og derfor var Immortal som sådan ikke noget must for mig. Men da flere af gutterne godt ville se dem tog jeg selvfølgelig med og fik mig lidt af en overraskelse. Immortal rykkede faktisk rigtig fedt. Det var helt uhyggelig tight - især grydebanker Horgh viste særklasse! Det var velspillet med ret så fede riffs både her og der samt en vildt god lyd. Sceneshowet var som man kunne forvente det af et band som Immortal. Der var ikke sparet på corpsepaint og des lige og jeg er ret sikker på at langt de fleste Immortal fans havde den helt store oplevelse, som jeg havde med Dimmu Borgir cirka et døgn tidligere. Jeg kunne ikke lade være med at være dybt imponeret selvom det musikalske ikke sagde mig det helt store. Folk omkring mig gik især amok til "Sons Of Northen Darkness", hvorefter jeg via en ølbod eller to kæmpede mig gennem folkemængden for at komme ned til W.E.T Stage for at se noget thrash.

Da jeg endelig var ankommet til W.E.T. Stage opdagede jeg til stor fortrydelse at jævnt elendige Moonsorrow stadig var på scenen. Derfor blev der jævnligt tanket op med kolde bajere mens jeg på afstand fulgte det sidste af Immortal på Black Stage. Da det endelig var blevet tid til det jeg var kommet for - nemlig Municipal Waste var jeg efterhånden pænt påvirket. Ikke desto mindre viste Municipal Waste sig at være USA's svar på Tankard. Der var dømt Nuclear Assault inspireret øl-thrash og der blev ikke sparet på de våde varer med øl-bong og hele pivtøjet. Det var både sjovt, fedt, underholdene og ikke mindst berusende, men pga forsinkelsen blev jeg desværre nødt til at gå mod True Metal Stage for at se In Flames, som jeg også havde set ret meget frem til.

In Flames var, for mit vedkommende, endestationen på dette års W:O:A. Det skulle vise sig, at dette også var noget af det fedeste jeg har set i flere år hernede. Jeg så dem i 2001 og 2003, men ingen af de to foregående forestillinger kunne måle sig med den de præsterede i år. Det kan måske have noget at gøre med, at de nu besidder et enormt repertoire af meget ”listen/bange/sing-along/jump/” venligt musik, som kan få alle med på vognen. De formår simpelthen at få et bredt publikum med, som nogle af de få. Det lagde jeg mærke til i løbet af de fire første numre, da den plads jeg havde fundet lidt ude i periferien med tiden blev meget lille. Hele, og jeg mener hele pladsen foran både True Metal og Black Metal scenerne var proppet. Nå nok om pladsmangel, nu skal det handle om Flammerne fra det svenske land.
Nu er svenskere jo lidt synonym med for megen alkohol og dette skulle da også vise sig at være gældende for selveste frontmanden Friden. Han virkede, ikke kun på mig men også på den tysker som stod klistret op ad mig, en kende beruset. Så jeg tænkte åhhh nej, men det nåede jeg også kun at tænke i et splitsekund, for så havde de allerede sat dagsordenen med åbningshammeren ”Leeches” fra deres seneste sølvtallerken. Med enorm selvsikkerhed hamrede de sig igennem sangen til UG og folkemængden sang af fulde halse med på de famøse strofer i omkvædene. ”Iglerne” blev efterfulgt af en gang knæ/hånd tortur i form a ”Crawl Through Knives”. Igen med publikum helt på stikkerne. Bandet spillede simpelthen på alle tangenter. Gelotte, Friden, Iwers, Strömblad og trommemaskinen Svensson. Firing on all 5 cylinders. Lydmæssigt lå de helt i toppen. På et tidspunkt, kan det godt være at Friden manglede en lille pause efter hans præstation på sangene, så formåede han igen at hente publikums fulde opmærksomhed. Han opfordrede alle i crowden til at finde lighter og/eller mobilen frem, for nu skulle der ”ballade” stemning på pladsen og hvilken sang skal man så vælge til det… ”Come Clarity” selvfølgelig. 25.000, ja måske 30.000 metal hoveder stod pludselig der og sang med, som var det til en landskamp i parken under national hymnen, alt imens tusinder lightere og cells lyste nattehimlen op. Gåsehuds stemning siger jeg bare. Kanon! Efter min første ballade performance med In Flames nogensinde, så skiftede de atter gear. ”I would like all of you outthere to jump for us... This is ”Only For The Weak”. Fra at være et funklende blikstille menneskehav, så forvandledes det pludselig til et furious bølgende kødmonster, hvor den eneste tanke der strejfede en var, hvor man havnede efter sangen sluttede. ”Episode 666” - ja hvor ellers… og ”Pinball Map” - puhaa en omgang. Nu manglede det bare, at de spiller noget fra ”The Jester Race” så. Ja, det gjorde de. ”Graveland” blev baldret ud gennem publikum. Efterfulgt af det smækre nummer ”Cloud Connected” fra ”Reroute To Remain” og ikke mindst ”Take This Life” fra senste udgivelse. I min totale svenskerrus, glemte jeg alt om setlisten som ellers skulle have været sat i rangorden her i dette review. Men jeg er 100% sikker på at ”Trigger” og helt sikkert ”The Quiet Place”, og hvis ikke jeg er total hjerneforladt så sneg ”System” sig også ind. Damn, en fed hukommelse. Rettelser fra læsere modtages gerne. Efter at have stået, ligget, hoppet, svejet og sunget mig igennem guldkornene sammen med resten af festivaldeltagerne, så sluttede de showet af med at takke for supporten. Vi fik lige en lille sang til at gå hjem til vores lejre på, som kom i form af ”My Sweet Shadow”. På en måde en meget velvalgt sang, da det eneste jeg faktisk så på vejen tilbage til campen var, min egen skygge fra projektørene som oplyste vejen for mig. Tak In Flames... Tak!

Jeg må indrømme at jeg var lidt mere end bare almindelig stiv da Cannibal Corpse gik på. Stadig syntes jeg at de leverede varen, selvom de på ingen måde kunne leve op til det show In Flames lige havde leveret. Men det var fedt at få hørt nogt god gammeldags brutal dødsmetal i verdensklasse, inden Wacken 2007 lakkede mod enden. Cannibal Corpse var helt klart også et must fordi de endelig har fået lov til at spille numre fra deres første tre skiver i Tyskland, som jo ellers i en årrække var blevet bandlyst. Derfor var det klart en fryd for øret da "I Cum Blood" blev fyret af med stil. Der blev banget og moshet omkring der hvor jeg stod, men eller bar publikun præg af at man var ved af spille på sidste riff. Afslutningsvis fik vi det alle Cannibal Corpse fans havde sukket efter i årvis: "Hammer Smashed Face", hvor de fleste mobiliserede de aller sidste kræfter for at få banget godt og grundigt igennem. Derefter var Wacken 2007 slut for mit vedkommende. En legendarisk festival, med rigtig godt vejr! De fedeste koncerter og masser af dejlig kold fadøl... Så mon ikke der er mødepligt igen næste år, hvor Iron Maiden, Kreator og et par andre allerede er sat på plakaten? - Jeg kan ikke forestille mig andet!