DETEKTOREN
Defecto - Huset i Magstræde - 1. oktober 2016
Downfall // Defecto

Defecto

Huset i Magstræde, København K

Defecto er snart allemandseje, og det kan derfor undre nogen, jeg stadig ikke har stiftet bekendtskab med dem live, så jeg meldte mig frivilligt til at tilbringe en aften i selskab med en ægte Disney-prins(esse). Rygtet sagde, der var udsolgt i Husets Musikcafé, men der var alligevel ikke så proppet, jeg ikke kunne finde en stol at skrue mig ned i – takket være en galant ungersvend, der alligevel hellere ville opleve koncerten på nærmere hold.

Downfall

I keep on falling…
Også opvarmningsbandet var mig ubekendt af gavn, så det var en dejlig overraskelse, da forsangeren åbnede munden, og ud strømmede en behagelig, men kraftfuld vokal, der på ingen måde lagde op til overdrevne teatralske gimmicks. En solid og intens stemme, der, efterhånden som koncerten skred frem, viste sig at være det bærende element i deres power metal-inspirerede musik. En form for power metal, der, som de selv siger, er blottet for drager – noget, jeg i min uvidenhed ikke var klar over kunne lade sig gøre. Men man må sige, de har formået at skrue en stang numre sammen, der alligevel fik mig til at nikke anerkendende her og der.

Når jeg nu er færdig med at rose både vokal og musiksnedkeri, så har jeg altså et par issues med lørdagens koncert. For selvom jeg sad, så jeg kunne se lydmanden, havde jeg mine tvivl, om han i virkeligheden bare var stand-in og drejede febrilsk på tilfældige knapper for at få det til at se ud som om, han havde styr på sagerne. Lyden var ujævn i perioder, og spoileralert: Det blev værre, efterhånden som aftenen skred frem. Ydermere måtte mine sarte anmelderører finde sig i et sandt overflødighedshorn af den forbandede feedback, der desværre prægede en stor del af Downfalls koncert. Jeg skal ikke kunne sige, om det var fordi, scenen var for lille, men jeg skar ansigt så mange gange, jeg blev bekymret for, om det nu ville sætte sig fast.

Jeg er faldet, og jeg kan ikke komme op
Som helhed var koncerten en blandet fornøjelse. Publikum virkede, med et par enkelte meget entusiastiske undtagelser, ikke helt i stødet og måtte lokkes nærmere scenen, men den lidt lade attitude blev i det mindste blødt lidt op af de klapsalver og tilråb, hvert nummer blev belønnet med. Bandet gav den alt, hvad den kunne trække, men desværre sidder jeg tilbage med følelsen af, de ikke havde øvet sig så meget, som de burde. De enkelte soli virkede sjuskede, og selvom jeg snildt kunne høre, hvad de forsøgte at opnå, faldt det desværre lidt til jorden. Det nytter ikke noget at have skrevet årets solo, hvis man ikke nailer den. Faktisk var det musikalske højdepunkt, da guitaristen blev introduceret hen imod slutningen, og han lirede en hæderlig solo af til publikums, og min, begejstring. Dog vil jeg gerne, afslutningsvis, fremhæve nummeret ”Final Surge” som værende en formildende omstændighed. Der var bedre styr på musikken der, og nummeret i sig selv sad lige i skabet.

Setlist:
1. Mutual Demise
2. Lights Out
3. My Path
4. Final Surge
5. Memories
6. A Place In Existence
7. Beginning of the End

6/10

Defecto

Modtag folkets hyldest
Der var ingen tvivl om, de fremmødte havde glædet sig til Defecto; de gik på scenen under tilråb og klapsalver. Publikum var så absolut i stødet, allerede inden bandet havde nået så meget som et ”hej”. Jeg glædede mig til at se, om hypen holdt, og allerede da den båndede intro gik over i den solide åbner ”Excluded”, kunne jeg godt fornemme, hvorfor folk er så vilde med dem. For der er sgu smæk på fra start, uden at det går hen og bliver brutal metal. Det er solid heavy/power metal, og Nicklas’ efterhånden-af-alle-kendte vokal gav mig associationer til David Draiman (I ved, ham der fra Disturbed), men på den gode måde. Jeg tog mig selv i flere gange at spekulere over, hvorfor han overhovedet havde en mikrofon, for han kunne snildt have råbt hele lokalet op uden.

Lyden var dog desværre flere gange urimeligt ringe, og jeg kan ikke skyde skylden på akustikken, men retter atter en anklagende pegefinger mod lydmanden. Diskanten fik mig næsten til at skære tænder, lyden var pivringe, og op til flere gange oplevede jeg en markant forskel i lydstyrken på de to guitarer. Det blev en smule bedre undervejs, men jeg er på ingen måde begejstret for den opvisning i teknisk dysfunktionalisme. Som plaster på såret var publikum denne gang ikke til at styre på det antal kvadratmeter, der nu var til rådighed og med jævne mellemrum var der både taktfast klappen og tilråb, der både fungerede som heppekor mellem numrene og kor til Nicklas.

Rygtet siger…
Levede de så op til deres ry? Ja, så absolut. Fra Nicklas’ powerhouse-sceneoptræden, komplet med selvironi (”JEG KAN KUN RÅBE!”), til trommeslager Lars’ eminente trommesolo, fremstår bandet som en enhed, der konstant har overblik over situationen. Og på trods af mit brok over lyden havde bassen såmænd også en fremtrædende rolle i aftenens show, og DET er jeg sgu begejstret for. At Nicklas så også kan variere sit output, så det ikke kun er power-sang, var en dejlig overraskelse. Hans normale sangstemme er lidt overvældende og kan godt gå hen at blive lidt for meget af det gode, så vokalen i ”You Had It Coming” var et glimrende afbræk, og jeg blev glædeligt overrasket over det lede growl, der afslutningsvis undslap frontmanden.

Setlist:
1. Excluded
2. When Daylight Dies
3. Endlessly Falling
4. Rage
5. Into Oblivion
6. Gravity (Hold On To Me)
7. You Had It Coming
8. Drifting Into Blackness
9. Desperate Addict
10. The Sands Of Time
11. Sovereign  

8/10

Tilføj kommentar