Diagnosernes gyldne æra
Når DEFECTO vælger at kalde deres fjerde album Echoes of Isolation, er der ikke blot tale om et poetisk postulat, men et regulært manifest. Københavnerkvartetten bevæger sig denne gang gennem sindets dunkle korridorer og undersøger, hvad der sker, når tankestrømmenes ekko bliver for højt til at ignorere. Hvert nummer legemliggør en psykisk tilstand – fra søvnløshed og paranoia til tvangstanker, dissociation og skizofreni – og tegner tilsammen et portræt af de konflikter, der udspiller sig bag sjælens vinduer. I centrum står naturligvis Nicklas Sonne – som komponist, forsanger, guitarist og åndelig dirigent – hvilket gør pladen til lige dele kollektiv præstation og personlig bekendelse. I førstnævnte forbindelse er tilgangen af trommeslager Morten Gade Sørensen værd at bemærke. Et navn, de fleste forbinder med indsatserne hos Anubis Gate, Pyramaze og Wuthering Heights, men som nu har overtaget slagtøjet hos DEFECTO efter forgænger Mikkel Christensen, der tidligere på året meldte sin afgang for at forfølge nye karrieremål i USA.
Hårfin balance mellem prætentiøs og patetisk
Kun få i den hjemlige andedam formår som Nicklas Sonne at balancere på knivsæggen mellem teknisk tæft og teatralsk patos. Allerede på åbningen, ”The Unraveling”, høres den gennemarbejdede detaljegrad: de symfoniske klangflader, der tegner et billede af et sind i opløsning, og de tydelige nik mod Symphony X og ”Oculus Ex Inferni” – ikke mindst den måde, hvorpå guitarharmonierne væver sig ind og ud af hinanden i små neoklassiske mønstre. Med ”Eternal Descent” stempler albummets dualitet for alvor ind: en dragende melodiøsitet, som næsten føles for stor til sine egne rammer, holdt nede med en kirurgisk præcision, der til tider truer med at kvæle de følelser, den skulle formidle. Det samme gør sig gældende på førstesinglen ”Sacred Alignment”. En ærlig skildring af OCD som psykisk fængsel, der intentionelt søger dybde, men som i sit pyntesyge lydbillede mister noget af den rå sårbarhed, emnet ellers fortjener.
Produktionen står til gengæld tæt på uantastelig: Mixet er massivt, balancen minutiøs, og især Sørensens debut bag gryderne giver albummet et mere organisk drive end tidligere. Hvor Duality og Nemesis ofte lød som digitalt perfektionerede konstruktioner, mærker man her et menneske bag mekanikken. Klip til den midterste sektion af Echoes of Isolation, hvor både bandets styrker og begrænsninger fremhæves. ”Eclipsed by the Void” står som et af albummets tydeligste højdepunkter – et nummer, hvorpå alt pludselig falder i hak. Her forenes Sonnes flair for dramatik med en reel følelse af ren afmagt og desperation. Det er progressivt uden at blive manieret. ”Heart on Fire” er omvendt næsten provokerende i sit patosniveau – et nummer, der i hænderne på en inferiør vokalist ville ende som musicalmetal af værste skuffe. Al respekt til institutionen Stig Rossen, der lægger gæstende lunger til nummeret, men her bliver DEFECTO altså lidt for pæne til deres eget bedste.
Når keyboardet får mere albuerum som på ”Quantum Abyss”, åbnes straks et vindue mod noget langt mere interessant. Den kølige, næsten sci-fi-agtige brise bringer minder om Evergreys bedste øjeblikke og bærer løfte om et kærkomment omslag i vinden på et ellers noget kompakt album. Det er her, man mærker, at Sonne og co. faktisk tør give plads til det dynamiske – at ikke alt behøver være opskruede korsstykker og symfoniske overflader. Det fornægter sig dog ikke, at Sonne sideløbende med sit virke i DEFECTO er førstetrubadur i Metallica Jam. De thrashede ’growls’ på ”Through Cloak And Bones” vidner om en forsanger med mange farver på paletten, men fremstår i nærværende kontekst mestendels affekterede. Sonne mestrer med andre ord en bred vifte af vokaldiscipliner, men det betyder ikke, at han behøver at flekse hele repertoiret på én gang.
I ekkoets efterklang
Med titelnummeret ”Echoes of Isolation” forsøger DEFECTO at samle trådene i ét altomfavnende crescendo – en ni minutter lang selvransagelse, der på papiret burde krone værket. En kulmination af alle bandets greb: de store korarrangementer, de symfoniske mellemspil, de tekniske riffudfletninger og de voluminøse vokalarrangementer. Alt sammen leveret med den kontrol, præcision og professionalisme, der er blevet DEFECTOs modus operandi. Af samme årsag ender afslutningen – og dermed albummet – med at fremstå mere som et tableau over Sonnes samlede bedrifter end som en egentlig gruppeindsats. Frontmandens mange projekter og forgreninger – Theory, Aries Descendant, solokarrieren – begynder at flyde sammen i en gråzone, hvor den individuelle identitet bliver stadigt mere diffus. Det hele virker vandkæmmet, veludført og visionært, men til tider så overbelastet af idéer, at albummet mister sit fokus. I stedet for at brænde sig fast som et emotionelt opråb glider det ud som et sonisk sammenkog af potentiale. Næh, i disse tider, hvor de psykiske lidelser oplever disruption som sjældent før, burde man måske også tage et kig på ADHD-diagnosen. Eller skulle vi kalde den ’Attention-DEFECTO Hyperactivity Disorder’?!?
