Tilværelsens ulidelige stabilitet
Da Katla første gang gæstede Copenhell i 2022, var det stadig uden et regulært debutalbum på samvittigheden. Alligevel havde københavnerne allerede opbygget et solidt ry gennem deres EP-udgivelser og en stadigt voksende koncertaktivitet. Senere samme år fulgte en optræden ved Copenhell Family Reunion, og da Scandinavian Pain endelig udkom i 2025, føltes det derfor mindre som begyndelsen på historien end som næste naturlige kapitel.
Det besynderlige er, hvor lidt fortællingen egentlig har ændret sig undervejs. Uanset formatet har konklusionerne været bemærkelsesværdigt ens. Den eponyme EP høstede som allerførste udspil tilbage i 2019 otte kranier. Det samme gjorde begge kapitler af Warmongering Luciferians. Og da første fuldlængde landede seks år senere, lød dommen endnu en gang på otte kranier. Tre anmeldere. Fire udgivelser. Syv års mellemrum. Samme resultat.
I en musikbranche, hvor gennembrud, kursændringer og kunstneriske kvantespring ofte stjæler opmærksomheden, har Katla valgt en anden vej. Ikke hurtigere. Ikke højere. Bare støt og roligt fremad. Det er sjældent den mest opsigtsvækkende strategi. Til gengæld er det svært at argumentere imod resultaterne. Der findes ikke mange danske bands, der over så lang tid har været lige så konsekvente i deres evne til at levere præcis det, publikum og anmeldere forventer. Og måske er det netop derfor, Katla stadig står her.
Kærlighed og Satan
Katlas mantra, “Kærlighed og Satan”, stod mejslet over backdroppet, foran hvilket der stod, hvad der bedst kan beskrives som en borgkonstruktion i papmaché. Ja, det lignede næsten resultatet af fire ugers arbejde fra stræbergruppen i billedkunst, men i Katlas univers skal den slags naturligvis ikke være pænt. Det skal være tungt, hjemmelavet, lettere okkult og akkurat skævt nok til, at man tror på det. Da “Kringsatt av fiender” begyndte at rulle ud over gruset som intro, gik tankerne da også straks mod et andet tidspunkt på samme scene: Demon Heads stille udgangsbøn tilbage i 2023. Der var samme fornemmelse af dansk mørke, denne gang blot i dagslys. Samme antydning af at Pandæmonium for en stund ikke kun var en festivalscene, men et lille ceremoniareal mellem støv, beton og truende skyer.
Katla er kun tre mand høj, men med Rasmus Bangs dobbelte rolle som trommeslager og vokalist, Marc Lennart Christensens guitar og Theis Stenberg Thorgersens bas og vokal fyldte de langt mere end formatet på papiret burde tilsige. “Goblet of Power” blev leveret i forkortet form, og allerede her stod det klart, at fremmødet var massivt. Der var pakket langt tilbage bag tribunen, og med truslen om tordenvejr hængende over pladsen, eller hvad Katla formentlig blot kalder tirsdag i øveren, lagde “Dead Lover” tungt fra land. Ild og de efterhånden obligatoriske konfettikanoner sendte både død, doom og kulsort rock ud over publikum, men uden at det nogensinde føltes som scenografisk overbud. Katla behøver ikke ret meget gak og gøgl. De har riffs. De har bas. De har den der fodslæbende, syndige tyngde. Med andre ord: arketypisk Katla. Mums.
Efter et lille socialt eksperiment udi støvletramp ramte “Grim Jesus” midtvejsmærket og gjorde delkonklusionen lige så klar som under Neckbreakker dagen før: Copenhell har stadig brug for bands, der holder fast i festivalens tunge grundstoffer. Ikke nødvendigvis ved at lyde gamle, men ved at forstå hvorfor tyngde, mørke og fysisk nærvær i første omgang var en del af dens DNA. Katla gjorde netop det. De stod ikke som nostalgikere, men som ambassadører for noget jordbundet, grimt og dybt menneskeligt. “Black Echo” understregede den jordbundethed med et nummer, der efter sigende handler om at køre på motorcykel og have det fedt. Og fedt? Det havde vi. Bassen kildede alle de rigtige steder og satte syndige tanker i gang, dog ikke nødvendigvis om Satan: “Give me doom, give me death, give me black; give me fire, give me all that I desire.” Det og mere til leverede Katla, uden dog på noget tidspunkt at miste grebet om enkeltheden.
Og sådan er det
“White Dagger” og “Castle of Purity” viste, hvor effektiv Katla kan være, når bandet overlader oplevelsen til musikken frem for at dynge den til i påfund. Sidstnævnte nummer blev introduceret som et opråb mod verdens tyranner og despoter og som en påmindelse om, at når vi forlader denne jord, er vi alle lige for den dømmende magt i det hinsides. Det kunne nemt være blevet svulstigt, men hos Katla føltes det snarere som en naturlig forlængelse af bandets tungsindige, moralske muld. “Dragonlord”, der i sin tid fik sin debut på Copenhell, blev passende ledsaget af et ’trommeslag’ for fællesskabet, inden “Taurus” satte det endelige punktum. 'Og så fik vi solen til at gå væk', lød det triumferende fra scenen. Så selv om alt efterhånden gjorde ondt, også de muskler, man havde glemt, man havde, kunne intet pille ved oplevelsen. Jo, den buggy-lignende slæde, der tøffede rundt om borgen, var fandeme random. Men den slags tilfældige galskab passer egentlig meget godt til Katla. For under al papmachéen, kærligheden til Satan og den sorte humor står et band, der leverer med en næsten provokerende sikkerhed. Denne gang var otte skaller bare ikke nok. Ni måtte der til. Eller som den dobbeltjobbende Rasmus Bang formentlig ville have tilføjet: ”Og sådan er det”.
Sætliste:
1. Intro: Kringsatt av fiender
2. Goblet of Power (forkortet)
3. Dead Lover
4. Satan
5. Grim Jesus
6. Black Echo
7. White Dagger
8. Castle of Purity
9. Dragonlord
10. Taurus
