New year, new me

Tyske Dominum har været flittige og er nu klar med deres tredje langspiller, Night Is Calling. Her vender de rent tematisk ryggen til deres vante zombietema til fordel for et bredere lyrisk univers – lad os nu se, om denne transformation lykkes. 

Hvad skal vi med heste?

Rent lyrisk har Dominum altid bevæget sig i en stilistisk gråzone, hvor klichefyldte tekster og dumme rim eksisterer side om side med velovervejede sangstrukturer og skarp historiefortælling. På både The Dead Don’t Die (2024) og Hey Living People (2023) fungerede denne konstante balancegang mellem ufrivillig humor og musikalsk integritet glimrende. Beklageligvis kan det samme ikke siges om bandets nyeste kreation, Night Is Calling, hvor mange af de lyriske udgydelser enten er virkelig tåkrummende eller slet ikke giver mening.

Allerede på pladens åbningsnummer, “The Circus Is in Town”, gives der en gyselig forsmag på det, der venter lytteren. Rent musikalsk er der faktisk mange velfungerende elementer, hvor særligt den pulserende guitarlinje spillet af Jochen Windisch alias Tommy Kemp står stærkt. Mindre godt fungerer brugen af Julius Fučíks “Entry of the Gladiators” som tilbagevendende underlægningsmelodi, der med sin lallede fremtoning ikke ligefrem gør noget godt for nummeret. Også det evindelige “ba-ma-lam, ba-ma-lam”, der synges i omkvædet, giver ikke just anledning til glædestårer. Dette kunne måske godt tilgives, hvis det altså ikke var, fordi størstedelen af sangen består af omkvæd. Et nummer, hvor omkvædet dog kan gentages i en uendelighed, uden at det gør noget, er det efterfølgende nummer, “Doctor Doctor”, der på trods af sin simplicitet er ufatteligt iørefaldende, selvom man måske nødigt vil indrømme det. Nummeret bugner af syng-med-venlige og iørefaldende pop-melodier, hvilket lader det falde perfekt i tråd med det, man tidligere har hørt fra Dominum på deres to forrige plader. Desuden skulle man tro, at et nummer som “Children of the Night” næsten var en garanteret sejr, nu hvor vampyrer og heavy nærmest går hånd i hånd. Men med tekster som “He’s charming, he’s high-style / But yet still a vampire”, hvor hverken stavelser eller rim er vellykkede, er der snarere tale om et selvmål. Jeg kunne blive ved og ved med at brokke mig over de yderst tvivlsomme tekster, men den absolut værste lyriske bommert findes på pladens syvende sang, “Jack the Ripper”. Indholdsmæssigt ville der med et sådant emne være potentiale til at lave et nummer i retning af Powerwolfs “1589”, men med linjer som “he’s a perv, he’s a myth” bliver det hurtigt tydeligt, at det nok er en ommer. 

Det ville selvfølgelig heller ikke være en rigtig Dominum-plade, hvis der ikke var mindst ét helt unødvendigt cover af den mest tilfældige sang nogensinde. I denne omgang er det et cover af Michael Jacksons “Thriller”, der opfylder denne opgave. Men helt tilfældig er den måske alligevel ikke, for rent tematisk passer nummeret ganske fint ind i bandets samlede katalog, men man kan efter min mening i det hele taget sætte spørgsmålstegn ved, om covernumre hører hjemme på en regulær langspiller. Heldigvis afsluttes pladen med et højdepunkt, for en af pladens absolut stærkeste sange er “Endzeit”, der overbeviser med en gennemarbejdet komposition, vellykkede intensitetskift og en skarp produktion. 

I have to go

Night Is Calling er dermed en plade, der med et forudsigeligt lydbillede og billige floskler ikke lever op til den standard, som Dominum hidtil har sat. På trods af enkelte vanedannende højdepunkter kan man ikke andet end at savne den kække tongue-in-cheek-humor og de store orkestreringer fra forgængerpladerne. Jeg kan derfor kun håbe, at Dominum finder tilbage til den rette vej og i næste omgang bruger lidt mere tid på at finjustere teksterne.