Foto: Esben Andersen Aalborg Rock & Metal
I går åbnede Port of Hell for første gang dørene til, hvad man bedst kan beskrive som Aalborgs nye musikkulinariske køkken under åben himmel. Bag menuen stod de rutinerede værter fra Aalborg Rock og Metal, som gennem årene har serveret talrige smagsprøver i byens koncertkøkken. Denne gang havde de dog valgt at præsentere deres mest ambitiøse ret hidtil: Open air i Skovdalen, en mindre en-dagsfestival.
Skovdalen viste sig at være et perfekt sted at indtage satans eget traktement, hvor sommervejret sørgede for, at både gæster ved første række og dem, der trak sig længere bagud, kunne nyde måltidet i fulde drag. Man kunne vælge at sidde helt tæt ved scenen, hvor duften af flammekasterne på scenen svitsede næsehår eller læne sig tilbage og lade sig mætte på afstand.
Som det ofte sker ved en åbning, var der dog små fodfejl. Kun to barer stod klar til at hælde drikkevarer op, hvilket skabte lange køer til husets “drikke-menu”. En ekstra station på vinkortet havde været kærkommen, men gæsterne tog det med godt humør. Faktisk blev der hældt mere end 1400 liter øl i glassene, hvilket må siges at være en ganske flot bundlinje for en debut.
Smagen – altså lyden – var også lidt ujævnt krydret. Stod man midt for, foldede krydderpaletten sig klart og nuanceret ud, mens siderne fik en mere mudret sauce med melrester, der skulle have været jævnet bedre, da detaljerne druknede. Ikke ødelæggende, men bestemt et område hvor køkkenet kan finpudse opskriften til næste år.
Alt i alt blev aftenen dog en sand musikalsk festmiddag: en buffet af ondskabsfuldheder, veltilberedte stemninger og en debutmenu, der gav publikum lyst til en ekstra omgang. Jeg glæder mig allerede til næste års Port of Hell, hvor køkkenet forhåbentlig er klar til at servere endnu skarpere musikkulinariske retter.
Hors d’oeuvre: Speed Slut
Første lille ret på aftenen var Speed Slut – en skarp appetitvækker a la ost og kiks, der blev serveret med vanvittig energi fra første bid. Her fik vi ren thrash 101 på tallerkenen: klassisk tilberedning efter de gamle opskrifter fra Bay Area-køkkenet i 80’erne og 90’erne med de rette rå ingredienser af aggression, præcision og ungdommelig fandenivoldskhed. Hvis man skulle introducere en gæst for thrashens verden, kunne man næppe ønske sig en bedre begyndelse.
Smagen var dog lidt skarp i begyndelsen. Som med en Roquefort, der glider lidt for langsomt ned, gik der næsten et helt nummer, før lydsmagen fandt sin bitre balance. Bunden manglede også saft og kraft, da bassen havde fået en lidt for forvrænget krydring, som tog dybden ud af retten. Ærgerligt, for ellers var der solidt håndværk på tallerkenen.
Publikum havde heller ikke fået appetitten i vejret endnu. Retten blev serveret på en tom mave – publikum var stadig på vej ind, øllet var endnu ikke slået igennem, og stemningen skulle bygges helt op fra bunden. En tung opgave for en ung kokketrup, men de tog udfordringen på sig.
Visuelt var anretningen til gengæld helt i orden. Scenens ild og lys fungerede som perfekt pynt, selv i dagslys, og det gav hors d’oeuvren det ekstra strejf af dramatik, man forventer. Forsangerens udseende var i øvrigt så tæt på Dave Mustaine, at man næsten skulle tjekke menukortet igen for at sikre sig, at retten ikke var blevet klonet til dagens anledning.
Selve serveringsstilen havde også sin charme. Ingen lange introer eller pyntede mellemretter – bare fire unge musikere, der satte kablerne i, råbte “Er I fucking klar?” og gik direkte i gang med at skære kødet ud. Det føltes ægte og råt.
Højdepunktet kom, da numrene “Abuse” og “Stench of Evil” blev lagt på bordet – her begyndte publikum for alvor at tygge med og lade sig rive med i større mundfulde. Da “Bastardized” og “Burn ’em” kom på fadet, var der endelig fuld gang i både moshpit og cirkelpit. Hors d’oeuvren havde taget sin tid at åbne, men til sidst ramte den skarpt, og Speed Slut sikrede sig, at folk var blevet sultne efter mere.
Forret: Katla
Aftenens anden forret blev serveret af Katla, og her kunne man straks mærke, at bunden var vendt tilbage i køkkenet. Bassen lå som en mørk marinade af soja, hvidløg og satan, der trak helt ned i kroppen og satte sig i maven – kraftfuldt, fyldigt og ondskabsfuldt.
Som med første servering skulle retten dog lige op i temperatur, før den foldede sig ordentligt ud. Men hvor appetitten hos publikum tidligere havde været tilbageholden, var der denne gang mere bid i publikum fra første mundfuld. Hovederne nikkede, glassene blev løftet, og man kunne mærke, at gæsterne var begyndt at spise sig ind i menuen.
Til gengæld haltede guitarlyden alvorligt. Uanset, hvor man satte sig ved bordet, smagte den som en omgang overkogt pasta uden salt – mudret, klistret og med en konsistens, der gjorde det svært at nyde detaljerne. Og når man kun har tre ingredienser på tallerkenen, er det ekstra synd, hvis én af dem ikke sidder i skabet.
Publikums respons trak dog retten op på et højere niveau. Særligt under nummeret “Dead Lover” var der intensitet i luften; folk sang med, og en gruppe foran scenen hvæsede titlen tilbage mod bandet som sultne rovdyr klar til at springe. Det var et øjeblik, hvor retten for alvor fik tænder, og hvor smagen blev rå og blodig – på den fede måde.
Alt i alt leverede Katla en forret med masser af bund og en stærk respons i salen, men hvor en mere præcist tilberedt guitarlyd kunne have løftet hele retten fra solid til virkelig delikat.
Hovedret: Mercenary
Når man taler klassisk metal i Danmark, er Mercenary lidt som en god gammeldags bøf bearnaise – det er traditionelt, tidløst, solidt og umuligt at blive træt af, når det er tilberedt med kærlighed og godt håndværk.
Første mundfuld var dog lidt mager, for bassen manglede helt i mixet. Heldigvis kom køkkenet hurtigt efter det, og allerede fra andet nummer sad smagen i skabet – en perfekt balance mellem smag, guitar og varme fra pyroen.
Midt på tallerkenen stod René Pedersen som en herregårdsbøf af de helt kolossale. Hans vokal er intet mindre end verdensklasse. Jeg vover gerne at påstå, at René i dag er blandt de tre dygtigste metalvokalister i Danmark, og på nummeret “Through Our Darkest Days” ramte han et niveau, der kun kan sammenlignes med andre internationale topnavne som eksempelvis Marko Hietala. Skulle han en dag få opkaldet fra de finske skove, ville det ingenlunde overraske!
På toppen af bøffen blev retten hældt over af den danske metalscenes svar på en perfekt tilberedt bearnaisesovs: Martin Buus. Som leadguitarist er han intet mindre end uovertruffen, og alt, hvad han lavede, sad 100% i skabet. Her er vi ude i den slags sauce, hvor man instinktivt griber efter mere kartoffel til at dyppe bare for at få det sidste med.
Bunden i den melodiske dødstallerken er skabt af bandets mest rutinerede medlem, rytmeguitarist Jakob Møjbjerg, og den nyeste kartoffel på tallerkenen; Martin Nielsen på trommer. Især Martin har store sko at fylde, for Mercenary’s tidligere trommeslagere tæller blandt andet Hatesphere’s Mike Park og Amaranthes Morten Løwe. Det er nogle store sko, men som den hårdtslående kartoffel han er, fylder han dem til fulde!
Publikum kvitterede med sporadisk fællessang – små skefulde af begejstring, der flød rundt i salen og viste, hvor stærkt Mercenary stadig står på scenen. Der er noget særligt ved de gamle koryfæer: Det er ikke kun talent, men årevis af erfaring og kærlighed til håndværket, som gør, at retten stadig smager præcis lige så godt som for 20 år siden.
Og så kom aftenens måske mest krydrede øjeblik: under “Through Our Darkest Days” så det i et glimt ud, som om René gav guitarist Martin Buus’ skaldede isse et lille slik. Om det var en uheldig placering af egen tunge eller et desperat forsøg på at tilføje lidt salt, står hen i det uvisse. Vi må se, om køkkenet selv vil kommentere på den detalje.
Mercenary beviste i hvert fald, at en klassisk bøf bearnaise aldrig går af mode – især når den serveres med spilleglæde, overskud og en kærlighed til råvarerne, der stadig kan mærkes helt ud til de bagerste borde. Tak!
Dessert: Baest
Da Baest gik på scenen, var det tydeligt, at mange i publikum havde gemt appetitten til netop denne servering. Åbningen med “Genesis” trak spændingen helt ud i det ekstreme. Først den lange instrumentale båndede lyd-aperitif efterfulgt af halvandet minuts, gumpetungt build-up, inden forløsningen ramte, og folkemængden kunne endelig give slip på både hæmninger og forventninger, og bare lade sig rive med. Undervejs i løbet af dagen havde det ikke været en uvilje blandt publikum mod de føromtalte bands, men der var ingen tvivl om, at majoriteten var kommet for at se Baest rive Aalborg midt over.
Efter første nummer var publikum helt elektriske. Walls of death, circlepits og moshpits eksploderede foran scenen – som om hele skoven var blevet forvandlet til en gigantisk gullashgryde, hvor alting kogte over.
På scenen leverede bandet den sædvanlige voldsomhed. At Baest er et vanvittigt liveband, kan efter 10 år simpelthen ikke overraske selv den mest intetanende koncertgænger. Dog var det en lidt mere stillestående Simon Olsen, end jeg har oplevet tidligere, men som numrene skred frem, kom der mere gang i den på scenen. Bevares, deres turneliv er også hektisk, så er der træthed til stede, skal det ikke ligge dem til last. Til gengæld var vokalen brutal, rå og altopslugende; Simons vokal er som en blanding af alt, der er godt. Om man er til Morgoth, Bolt thrower eller Vader, så har hans vokal spor af det hele. Og det er fantastisk.
Da fuldmånen kiggede frem over trætoppene, blev øjeblikket næsten teatralsk. Den kolde aftenluft bed lidt i kinderne, men publikum blev hurtigt varmet op af scenens voldsomme pyro, der slog flammer i takt med musikken.
Baest kan bedst opsummeres, som det var: en magtdemonstration uden lige. Uanset om publikum stod bagerst eller foran i pitten var alles hjerter med i koncerten, og det er ikke ofte, man oplever dette. Dog kunne man mærke en smule træthed snige sig ind mod slutningen, og lyden led stadig under de problemer, der havde fulgt festivalen hele dagen. Men selv med de små skår i glasset stod det klart: Baest er stadig en af landets stærkeste leverandører, når dødsmetal skal sættes på bordet.
Afslutningsvis skal jeg sige, at det var muligt at købe mad på pladsen, men programmets natur taget i betragtning havde jeg ikke tid til at ernære mig undervejs. Dog håber denne anmelder ikke, at en eventuel mangel på mad skulle have sneget sig med i anmeldelsen.