Interview med Philip Butler og Søren Weiss (Pectora)
Photo Credit: Robin Nilzon
I anledning af, at Pectora udgiver deres andet studiealbum, ‘Twilight Knights’, den 5. april, har Heavymetal.dk haft fornøjelsen af at høre hele historien bag det nye album direkte fra hestens egen mund. Læs her, hvad Philip Butler (PB) og Søren Weiss (SW) fortalte os.
Kunne I starte med at introducere bandet og jer selv?
Søren Weiss: Jo! Jamen, bandet Pectoras grundstamme blev fastlagt i 2014; i den form var vi, da vi udgav den første plade. Efter den første plade i 2019 spillede vi nogen og 25 koncerter, og i december 2019 stoppede vi samarbejdet med vores gamle sanger, og så kom Phil med. Og det var jo mega fedt og i starten af 2020’erne.
Philip Butler: Jo, det var lige der, for corona fuckede hele lortet op for os – en halv måned efter eller tre uger efter eller noget.
SW: Så gik der skuddermudder i den, men det passede med, at det var der, vi skulle til at skrive noget nyt, som så er blevet til den her, som kommer ud nu. Vi havde været vant til at mødes og øve og skrive musik på så’n en god, gammeldags facon i et demokratisk univers, hvor alle bragte noget på bordet i øvelokalet. Det kunne man ikke der. Så blev vi introduceret for Guitar Pro. Meget moderne, haha, det er gjort før. Altså, meget af den plade, som vi kommer med her, er skrevet på skrivebordet, fordi vi ikke kunne gøre andet. Så det var lidt en anderledes måde i hvert fald for os gamle medlemmer at lave. Phil har skrevet meget musik på Guitar Pro tidligere og bragte også en masse ideer med.
PB: Og så for mit vedkommende: Jeg har spillet musik i Danmark næsten lige så længe, jeg har boet i Danmark – jeg er oprindeligt fra England, og jeg flyttede i 2012, tror jeg, det var, og så begyndte jeg at spille med et band, som jeg har bragt herover. Det var Cruelty's Heart, som jeg spillede med. Det er melodisk black metal. Og efter noget tid, jeg tror, det var i 2015, begyndte jeg at synge for et speed metal-band, der hed Encyrcle, som ikke længere findes – desværre. Men efter noget tid gik det band lidt i dvale på grund af nogle ting, men delvist noget langtidssygdom i bandet. Så det var der i december 2019, hvor jeg skrev til Søren, så’n: “Hej Søren …”
SW: Den er ret sjov faktisk.
PB: “... kender du nogen bands, der mangler en forsanger, i dit netværk?" Via alt det der, han laver med Blastbeast, Wacken Metal Battle og alt det der. Så skrev han så’n: “Tjåå, ja måske. Jeg kontakter dig.” Eller et eller andet. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad det var …
SW: Jeg kan tydeligt huske det! Jeg var på Færøerne da og holdt jul. Det var i december 2019. Og bandet havde besluttet sig for at tage afsked med Kenneth (Jacobsen) i starten af december. Du skrev faktisk lige i den periode, hvor vi tænkte, at vi skulle ud at finde en ny sanger.
PB: Det var helt tilfældigt fra begge parter – jeg manglede et band, og de manglede en forsanger eller skulle til at mangle en forsanger. Så startede jeg med dem i 2020, og så lukkede hele verden ned. Så sad vi og skrev i Guitar Pro og holdt Teams-møder ligesom alle andre og viste hinanden ideer via Teams. Og så har vi en plade af det her åbenbart – jeg ved ikke helt, hvordan det er sket. Helt ærligt.
SW: Det blev skrivebordspladen!
Nu er I jo allerede hoppet lidt ud i at snakke om den nye plade. Skal vi ikke bare fortsætte med det?
Hvad kan lytterne forvente af den nye plade?
SW: En bombastisk – det er i hvert fald det, jeg håber på – en storladen heavy metal-oplevelse … lad mig sige det sådan. Vi kan godt lide den store lyd. Det må godt lyde lidt stadionagtigt, samtidig med at det godt må have lidt kant.
PB: Ja, vi har samme producer som på den første plade. Og jeg synes, han har gjort et endnu bedre stykke arbejde der. Men han er jo powermetaller fra Tyskland fra bandet Orden Ogan, og det gør, at lyden bliver enorm. Altså, hele lydbilledet er enormt. Nogle gange, når jeg lytter til det, så kan man narre sig selv til at tro, at der er keyboard i baggrunden, fordi der er så stor en klang i hele lydbilledet. Det er mega fedt. Der er mange blandede sange på pladen. Der er en forankring i klassisk heavy, men den stikker ud i alle mulige retninger. Altså, der er lidt doom der, der er lidt power, der er alt muligt på den plade, synes jeg.
SW: Så kan man tilføje, at det også lidt var der på den forrige; den er bare udvidet lidt mere her.
PB: Og produktionen gør også forskellen. Produktionen gør, at det lyder mere stort og storladent.
SW: Det falder meget i hak med det, der er i øjeblikket – vi er ikke helt gået den der retro som Traveller, Riot City og Screamer, hvor det bliver ultrameget skrabet, men sejt stadigvæk. Vi kan godt lide, at der er, jeg vil ikke kalde det overproduktion, men i hvert fald noget, hvor den bliver lidt mere svulstig i lyden og sådan lidt mere kontant lige i ansigtet og i mellemgulvet. Man kan mærke bassen i det. Det er også meget sjovt, fordi der har været den der snak om det nye (Judas) Priest, og hvordan den er blevet produceret og alt det der. Jeg synes jo, det lyder mega godt, men det er også stadigvæk meget sådan en traditionel lyd. Det lyder bare fedt! Men det skulle ikke lyde som det. Det må stadig godt have lidt mere kant så’n, hvor det bliver lidt mere beskidt end det. Det synes jeg også, Sebastian (Levermann) har ramt med denne. Han er jo vant til at arbejde i mange lag, så det var ret nemt for ham.
Nu kom I også selv ind på lineupskiftene, siden I har udgivet Untaken i 2019. Er der også sket noget i forhold til arbejdet med sangskrivningen? Hvordan har opgavefordelingen været?
SW: Vores tanke er stadig, at alle skal have en bid af kagen, og alle skal have et say i det, der kommer ud. Vi skal alle kunne sætte et aftryk på albummet. Så jeg er stadig lidt den gamle skole i forhold til, når der skal skrives musik, så kan jeg finde på en melodi, så skriver jeg det ind som guitar og optager det, og så viser jeg det i øvelokalet. Hvor sådan en som Phil godt kan lide at sidde hjemme og arbejde alene.
PB: Ja, altså det er jo klart, at når man har nye medlemmer, så sker der noget andet. Altså som Søren siger: Han kan godt lide at jamme i øvelokalet og finde på sange der, hvorimod jeg sidder hjemme med min Guitar Pro, og jeg skriver sange alene for mig selv i flere måneder, inden jeg synes, den er god nok til at præsentere og ikke bare er noget lort, jeg har skidt ud. Så jeg sidder og gemmer på ideer, indtil jeg synes, det er præsentabelt nok. Men oven i det – jeg forstår det sådan, at det var Nico (K. Frandsen), der skrev al tekst førhen, hvorimod nu er det i gennemsnit lidt 50/50. Det svinger lidt i forhold til hvilken sang. Nogle gange er det 95 % til 5 % og andre gange er det fordelt anderledes. Så det er klart, at vi skriver på en anden måde, end bandet har gjort før.
SW: Men den afsluttende proces er stadig den samme. Altså det der med, at vi præsenterer det for hinanden. Om det så er en lille bid af et nummer, eller om det er en større bid af det samlede nummer, så er det stadigvæk noget, som skal præsenteres for hinanden, og så kan man gå ind at pille og tweake lidt på det eller lime noget sammen. Så “Twilight Knights” blev en kombination af et omkvædsriff, som jeg havde skrevet, og resten var noget, som Phil har bragt på bordet. Så det er ligesom nogle mursten, der bliver bygget op som sådan nogle klodser, og sådan har det altid været. Nyt er, at Guitar Pro er kommet ind i billedet, og Phil er kommet ind i billedet.
Har I kunnet mærke et genremæssigt skift, siden I har fået Phil med om bord?
SW: Jeg ville ikke sige et genremæssigt skift sådan umiddelbart. Jeg synes egentlig, den falder meget godt i tråd med, hvor vi ville hen på den forrige også. Jeg ville nærmere sige, at der er sket et lydmæssigt skift. Det er klart, at Kenneth var en fuldstændig anden sanger – og det skal ikke tolkes negativt – men Kenneth var lidt mere rå i udtrykket. Han sang på riffet. Lidt a la Ozzy på “Iron Man” eller whatever. Så synger han riffet, og det var sådan, vi gjorde det der, hvorimod Phil er mere traditionel britisk. Der kan man godt køre mere sådan lange klange på guitaren, og så bliver der skabt en melodi ud af nogle lange klange. Og selvfølgelig er det en anden lyd. Den er mere operette, end Kenneth var.
PB: Jeg synes, at Kenneths stemme er det, man på klassisk vis vil forbinde mere med rock – 70’errock. Bare den kvalitet i stemmen, han har, den timbre, han har. Hvorimod jeg er mere startfirsermetal, kan man sige. I hvert fald hvis man tænker på de stereotyper, vi kender fra de gamle dage. Og min stemme kombineret med den forbedrede produktion fra Sebastian, vores producer, det har placeret os mere i startfirsermetal end 70’errock/metal.
SW: Så skal der også lige tages i mente: Vi optog vokalerne nede hos Lasse Ballade i Ballade Studios, og han er jo mere rå i sin normale produktion, så det var også lidt sjovt for ham lige pludselig. Han havde et par dage med heltehegn, sagde han. Det synes han, var sjovt. Der fik han også presset dig, Phil, ud i nogle ting, som er fede på pladen. Det er nogle af de helt høje skrig, som han sagde: “Aahr, der kan du godt liiige … prøv lige igen.” Så det er jo fedt.
Hvad har fungeret som musikalsk inspiration på Twilight Knights?
SW: Jaaa, jeg tror, det er så’n meget det, vi hver især hører egentlig. Altså, vi har ikke rigtig lagt os fast på, at det skulle lyde på en bestemt måde. Man kan sige, Nicolas, vores trommeslager, han er jo meget i det progressive hjørne, og det er jo trommeslageragtigt. Så det kan jo sagtens være sådan noget som Queensrÿche. Men vi har alle sammen nogle samlingspunkter, hvor vi allesammen mødes, det er klart. Vi kan jo allesammen lide Judas Priest. Jeg er meget til de amerikanske ting i øjeblikket med Savatage, Crimson Glory og hele det vibe. Det hører jeg rigtig meget i øjeblikket. Det er jo mest traditionel heavy metal, tænker jeg.
PB: Altså på Twilight Knights har jeg kigget mere på de skandinaviske metalbands, især de svenske, bands som Air Raid for eksempel. Det har jeg lyttet meget til i de seneste år.
SW: Screamer.
PB: Ikke så meget Screamer, dengang vi skrev pladen, men ja. Helt tilfældigvis har vi spillet med dem flere gange. Men jeg har ikke tænkt så meget på, hvad det her skal lyde af. Jeg tror bare, det altid er meget gammeldags 80’erheavy, som jeg altid hører, som på en eller anden måde afspejler sig i musikken. Men især – det er ikke så meget en heavy plade – men 1987 Whitesnake-pladen, den er god …
SW: Whitesnake?! Neeej …
PB: Ja, det skulle overraske dig, Søren. Men den måde, guitaren og produktionen er på den plade især. Og John Sykes’ guitar, den måde, han spiller, og den produktion, der er brugt, inspirerer mig meget i den måde, han spiller og skriver på. Så det er en kombinationen af sådan nogle ting sammen med den nye skandinaviske lyd. Det er det, der er inspirerende for mig.
Nu har vi jo været lidt omkring det auditive, nu kan vi komme lidt ind i det lyriske. Er der konkrete ting, der har inspireret, når I har skrevet lyrikken til sangene på pladen?
PB: Puuh, ja. Altså vi havde et meget løst tema – det lyder så kedeligt, når jeg siger det – om rumfart og sådan noget. Men der er også en del sci-fi. Jeg er ikke så god til at skrive om rigtige ting … jeg er ikke Dave Mustaine. Jeg skriver ikke om politik og alt muligt, for når man skriver om folk i verden, der lider, har jeg svært ved at sætte mig ind i det, fordi jeg ikke selv har oplevet mange af de ting. Jeg har ikke oplevet krig på den måde, som Dave Mustaine skriver på i Rust in Peace eller Holy Wars. Så jeg skriver meget sci-fi. Det er også det samme, da jeg spillede i Cruelty's Heart, hvor jeg skrev om historier – ikke så meget historier, men fantasy – fordi de ting, man selv kan opdigte lidt, som man ikke selv har skullet sidde i og opleve, kan føles rigtige. Så jeg skriver meget sci-fi. Og det er det, der har skinnet igennem på pladen, men der er et overordnet tema, som handler om skræmmende ting, der er i rummet.
Vil du føje noget til det, Søren?
SW: Øøøh, det virker rigtigt. Jeg er nok mere bare melodimand, tror jeg. Jeg tror også, det handler om, hvordan tingene bliver formidlet, hvordan Phil så synger de her linjer og tekster, som han og Nicolas har skrevet, og hvordan det kommer til udtryk, og hvordan de føjer noget ekstra til det større lydbillede. Det er i hvert fald vigtigt for mig, når det kommer til teksterne, at der er en eller anden form for catchiness, om det så i et vers eller i et omkvæd.
PB: Det er også vigtigt at understrege, at det både er Nico og jeg, der skriver teksterne, men at Søren laver også backing-vocals sammen med Nico, og vi skriver teksten på en sådan måde, at det skal være en god tekst, der skal bære et omkvæd, og den kan bære et trestemmigt kor. Der er masser af kor. Der har altid været kor i Pectora, men der er virkelig meget korvokal på Twilight Knights. Og teksten skal kunne bære et godt omkvæd med tre stemmer, så det er meget vigtigt. Så det skal ikke være en overkompliceret tekst på grund af Søren og Nico. Nico skal spille trommer og synge det, og Søren skal kunne spille guitar og synge det. Men det er noget, jeg aktivt tænker på, når jeg skriver. Jeg skal ikke have 200 stavelser i den her linje, fordi de ikke kan klare det, haha. Det kan jeg heller ikke for den sags skyld.
Hvilken sang repræsenterer efter jeres mening denne plade bedst?
SW: Jeg snakkede med nogen fra Sweden Rock Magazine her forleden, og de stillede lidt samme spørgsmål. Jeg var lidt så’n, at det var et godt spørgsmål, fordi, den er svær, fordi det er meget forskelligt. Men jeg fremhævede to, som faktisk er to af Phils primære kreationer. Det er “Twilight Knights”, og så er det “On Forlorn Wings”, den sidste.
PB: Haha, det er meget pænt af dig at fremhæve de to numre, som jeg primært har skrevet.
SW: Ja, men jeg synes, de rammer rigtig fint. “Twilight Knights” – ikke fordi det er åbningsnummeret eller titeltracket eller sådan noget. Det er lidt kliche at sige, så er det den bedste. Men det er den, fordi jeg synes, den fremhæver meget godt, hvor vi vil hen. Det er et godt riff, det introriff. Det er en god vokalmelodi i verset, og der er et fedt brøl i omkvædet, som folk kan være med på, og der er en god harmoni i midten. Altså igen: Det er de der melodier, det handler om for mig. Og den repræsenterer det godt. Så er der “On Forlorn Wings”, nok mest fordi vi godt kunne tænke os at skrive en epic på en eller anden måde. Jeg synes, den er blevet rigtig solid og god og en flot afslutter. Den repræsenterer både det lidt hurtige og også det langsomme. Det er en meget flot lyd, Sebastian har fået frem på det nummer. Så må du sige din egen også, Phil.
PB: Jeg synes også “Twilight Knights” og ikke kun, fordi jeg har skrevet det meste af det. Men jeg synes bare, at den har det, jeg leder efter i et godt metalnummer. Ellers havde jeg ikke fremstillet den til bandet. Den har sådan et godt versriff, et catchy omkvæd og et godt riff, der kan bære et omkvæd. Så er der en klassisk Maiden-harmoni og et fedt introriff. Den har for mig alle de komponenter, som gør et metalnummer godt, og det er lidt derfor, jeg skrev det sådan. Jeg kunne bare mærke, at jeg havde fat i noget, da jeg skrev den meget tidligt. Og jeg synes – når det er første nummer på pladen – det er en god krigserklæring fra os. Lidt et mission statement om, hvor vi vil hen, sammen med intronummeret, som også føjer virkelig meget til den krigserklæring.
SW: Måske også sådan et nummer som ”Cosmic Menace”, som måske er sådan lidt et undervurderet nummer, men jeg kan virkelig godt lide det. Det er et virkelig simpelt riff, men den slæber og tramper derudad på en ret fed facon. Altså, jeg tror, når den bliver spillet live, kan den gå hen at blive rigtig tung og rigtig headbangervenlig, så det glæder jeg mig faktisk lidt til. Den synes jeg også, kan et eller andet. Nu skal man jo ikke sidder her og fremhæve alle sine sange.
Kan I fortælle os lidt om albumcoveret til Twilight Knights? Hvem står bag?
SW: Ja, det er en, der hedder Roberto Toderico. Han er italiener, og jeg har arbejdet lidt sammen med ham tidligere i forbindelse med mit arbejde på Target, Mighty Music og alle de der sublabels. Han har lavet artwork for Tygers of Pan Tang tidligere, og han har lavet artwork for Sodom, Artillery og Aztecs. Han er oprindeligt mere en death metal-tegner i traditionel forstand med klassiske strøg og nærmest blyantsagtigt. Han er meget varieret i det, han laver, og så gav det bare rigtig god mening, fordi vi har kigget på en masse tegnere, en masse kunstnere. Jeg synes, rigtig meget af det inden for heavy metalscenen i øjeblikket er meget overdrevet i mange af deres udtryk. Der er også en ongoing joke med, at sådan noget Frontier Records, når man ser på nogle af deres albumcovers, det er hæsligt meget af det og virkelig, virkelig ringe. Så vi ville godt tilbage til noget oldschool, så vi skulle tilbage til den klassiske streg og tegning. Så vi gav Roberto nogle dessiner i forhold til titlen. Det var helt sikkert, at den skulle hedde Twilight Knights, så vi skulle se på, hvad sangen så skulle og kunne handle om, og så gav vi Roberto det pitch. Vi gav ham også nogle farvedessiner om, at det skulle være simpelt. Og så kom han faktisk selv op med de farver – den der sådan lidt fesne lilla, hvis man kan sige det sådan, haha.
PB: Dog havde vi snakket om ”Er lilla ikke en fed farve at have”, og så kom han med det.
SW: Ja, så kom han op med det. Og der var meget få rettelser; der var lige lidt med kompositionen – hvordan står hesten i forhold til den der bue, vi har bagved. Det var egentlig det. Så lige så snart, han havde afleveret artworket, var vi stort set klar på det.
PB: Det var også det med buen bagved. Det er den samme fra den første plade. Jeg kan ikke huske, hvis idé det var, men vi tænkte, at det kunne være en fed overgang eller en fed måde at sige, at vi er kommet et nyt sted hen, ved at have buen fra den første plade, som fungerede som en slags portal til en eller anden mystisk verden.
SW: Twilight Knights!!! Hæhæhæ, men for helvede, det er jo også bare noget, der bare skal være sejt. Der er ikke noget sejere end en skeletridder på en hest med en frynsejakke på et månelandskab. Haha, det skal man jo ikke tænke så meget over. Andet end, at det bare er fucking fedt. Og så de der farver der – det er så lidt mit multimediedesigngen, der træder ind der. Det er bare ekstremt godt til at køre noget farvetematik i alt, hvad vi kommer med rent fysisk, så det spiller op med en lilla vinyl og et lilla bånd og lilla T-shirts. Det hele har haft et konceptuelt grafisk look, som jeg tror, kommer til at sparke meget god røv egentlig, når der forhåbentlig snart skal sælges noget merch.
I har jo også udgivet musikvideoer til den nye plade, hvor jeg særlig synes, at videoen til “Cold Void” er interessant og meget anderledes end Pectoras tidligere musikvideoer. Hvor kom ideen til den video fra?
PB: Fuck ...
SW: Ej, så vi sidder ligesom og skal braine lidt over om, hvad vi skal finde på. En klassiker er jo det, at man bare mødes og bare spiller og bare gør, som vi gjorde med ”Victory in Defeat” – den forrige, hvor vi mødtes og optog i Den Grå Hal. Og ”Twilight Knights” blev optaget på Jailbreak sidste år, så den gav også sig selv. Så var der ”Cold Void”, som er lidt dybere i både sit lyriske udtryk, men også i det musikalske. Den er lidt mere groovy, den er lidt mere mørk og lidt tungere. Og den har også – så må du komme ind i billedet, Phil – et lidt dybere tekstunivers i forhold til så meget andet, der er lavet på den plade.
PB: Ja, det er også mest Nico, der har skrevet der, så’n 90 %. Men det handler jo om, hvordan en psykopat taler til sig selv og synes om sig selv og reagerer i forhold til omverdenen, og hvad der foregår i hovedet på sådan en person. Så vi ville på alle måder prøve at afspejle det i en video, hvor ting blev mere og mere kaotiske i takt med den her persons forståelse af omverdenen. Og jeg synes, det er lykkedes i forhold til, at den er pissekaotisk. Jeg ved ikke helt, hvordan vi fandt på halvdelen af de ideer. Jeg tror, de kom bare og var spontane.
SW: Vi mødtes med fotografen, der er en, vi har brugt meget. Det er også ham, der tager bandfotos. Det var også ham, der lavede den forrige, ”Victory in Defeat”. Han er mega dygtig. Vi satte os ned og snakkede med ham. Han havde en idé om at lave noget andet end bare en band-der-spiller-video, og så snakkede vi lidt om, hvordan vi kunne gøre de her ting og fortælle noget med sangen. Meget af snakken gik også på, at vi skulle prøve at give den et andet udtryk. Det er også derfor, vi alle har hvide T-shirts på, og der er en hvid baggrund. Det er ikke så klassisk sort heavy. Vi ville godt have, at det skulle være lidt sterilt, tror jeg, var lidt det ord, der gik igen flere gange. Sterilt, så’n lidt hospitalsvibes. Så det var det, vi havde aftalt. Det var hovedideen, at vi skulle præsenteres foran en hvid baggrund og med hvide T-shirts. Så den her person, han får det dårligere og dårligere i løbet af filmen. Så sterilt, det var lidt det, vi gik efter. Og så hvad de forskellige personer gør i filmen, det havde vi lidt snakket om, men mange af de ting kom lidt undervejs. Lidt go with the flow-agtigt. Bortset fra vores udklædning, den var planlagt i forvejen. Men det med at stå at gøre ting undervejs, det kom undervejs, men det der med hjertet og Morten, der spiser det ...
PB: Hvordan helvede fik vi den idé, at Morten skulle spise et grisehjerte? Jeg kan ikke huske det.
SW: Der skulle være nogle underlige ting undervejs. Det var meget det, vi snakkede om, at det ville være underligt, haha. Og hælde A38 i hoved på dig (Phil), det er jo også underligt, men det gjorde vi. Ja, og så satte vi vores lid til, at Robin, vores fotograf, kunne lave så mange sjove finurligheder med grafikken efterfølgende i redigeringen. Wow, det var en lang forklaring på en musikvideo, men det skulle være psykotisk, sterilt og generelt sådan lidt what the fuck-agtigt. Og så var det også sådan, at vi alle havde lidt lyst til at sige: ”Nu smider vi bare noget ud, der er helt fucked, og så må vi se, hvad folk siger til det. Set positivt så er dårlig omtale bedre end ingen.”
Sidste år har I jo været en del rundt til festivaler og koncerter. Hvis I kigger tilbage på sidste år, har der så været nogen oplevelser, der har været specielt gode, eller som står i særlig erindring hos jer?
SW: Ja, sidste år var jo nok det bedste år, vi har haft rent showmæssigt. Vi spillede mere, efter Untaken var kommet ud der i 2019, og da var vi også rundt i Sverige og Tyskland og England. Men 2023 er nok sådan på papiret en større ting med Jailbreak og Metal Magic. Og så havde vi et rigtig godt Englands-run en uge i oktober, hvor vi var afsted. Hvad siger du, Phil?
PB: Jeg synes, vi havde en god start på året, hvor vi var ude på Turbofest i Ljungby i Sverige i april sidste år, og det var fedt. Altså, det er altid fedt at kunne spille i udlandet, men det var især fedt at tage til en svensk festival, hvor vi var det eneste udenlandske band. Det var også dejligt, fordi det bliver kørt af gutterne fra Screamer, så det var virkelig fedt at blive inviteret af et andet band, som vi efterhånden er blevet gode venner med, og have dem sige til os: ”Vil I gerne spille på vores festival?”. Det synes jeg, var virkelig sødt og virkelig fedt.
SW: Og så var der hele Riot City-tingen.
PB: Men Riot City, det var året før.
SW: Var det det? Fuck. Shit.
PB: Ja, det var også dejligt. Men du tænker på, da vi spillede på Stengade med Skullfist. Det var også virkelig godt. Der har været nogle små skridt fremad for bandet, hvor hvert større band, vi spillede med, for eksempel Skullfist, kunne lære os lidt, for det er heller ikke et lille band i vores genre. Så det var supergodt. Men jeg tror også, sommeren var virkelig god. Men for mig er Metal Magic-festivalen den vigtigste festival i Danmark. Jeg har spillet der tre gange, men jeg har været der som gæst otte år i streg, så det er fedt at spille den festival igen. Men også fordi den støtter undergrundsmetal i Danmark. De gør så meget for undergrunden, så jeg synes, det var utroligt godt at spille der. Jailbreak var også virkelig fantastisk og den største koncert, vi har spillet.
SW: Jo, totalt. Det var sådan lidt en drengedrømting, hvor D-A-D stod på plakaten. Det var sejt. Det var megafedt. Det var også lidt den der med at prøve at få lov til at spille noget, som Live Nation har sat op. Ikke sagt, at det skal være Live Nation, vi skal spille for. Det sker meget sjældent. Men det var fedt lige at mærke den der ”Der er fandme noget her, der virkelig bliver arrangeret stort”, og det var en god platform at præsentere noget. Også fordi Gustav, vores bassist, som jeg heller ikke lige har nævnt, han er også ny, og det var noget af det første, som han spillede med os der. Og det gik fint, og det er altid lidt nervepirrende, når man er de første på sådan en tømmermændslørdag. Men ja, det var megafedt og så helt klart det der UK-run med Tailgunner i oktober, hvor vi spillede på en masse pubs fra 1300-tallet i Nottingham; det var kraftedeme fedt. Altså UK, det er det mest skrællede, man overhovedet kan komme ud for at spille som undergrundsband. Der er ingen forplejning – ikke engang kildevand – ikke så meget som en lille varm kop kaffe eller noget som helst. Og de fleste af gangene klædte vi om i merchandiseboden.
PB: Ja, det var virkelig råt. Og det mindede mig om, dengang jeg spillede i England for mange år siden. Og nogle af de steder var vi heldige at spille på en scene, som egentlig bare var sådan et trin på pub-gulvet, og det er virkelig fedt at spille sådan nogle steder, hvor forholdene er så rå. Og det var virkelig godt at komme ud med Tailgunner, og vi havde nogle virkelig shitty koncerter og nogle virkelig gode koncerter. Shitty i forhold til nogle af de steder, antallet af publikum, hvor vi spillede. Der var en aften, hvor vi spillede for fem mennesker, og dagen efter spillede vi for 2-300. Så det var helt vildt mærkeligt, men fedt. Altså mærkeligt på en god måde. At blive udsat for meget svingende forhold og meget svingende vilkår. Jeg tror, det er meget sundt.
SW: ”Sundt” er et meget godt udtryk, for der er fandme mange herhjemme af danske bands, der tænker, at forholdene er som på hvilket som helst regionalt spillested i Danmark, hvor forplejningen er helt i top. Man glemmer lidt, hvor privilegeret man egentlig er herhjemme, når man kommer til sådan nogle steder der. Kørsel er også fulstendigt DIY. Spørg Hexis, eller hvem fanden det er, der har kørt de der helt skrællede ture også der. Det giver så meget.
Oplever I, at I bliver modtaget anderledes i udlandet end i Danmark?
SW: Fuldstændigt! Danmark er vildt svært for os. Det er simpelthen bare – jeg vil ikke engang sige, at det er, fordi der er hård konkurrence, for det er der ikke, i hvert fald ikke i forhold til vores stil. Vi bliver bare ikke rigtig booket til noget sådan rigtigt. Altså, der skal kæmpes mere for at komme ud herhjemme, fordi vores stil ikke er så populær, som den er i Sverige eller Tyskland.
PB: Det stammer jo også fra, at dødsmetal og black metal i Danmark er meget mere populær end heavy, så det betyder, at når vi er ude at spille, er der en hård kerne af publikum, der kommer. Man ser mange af de samme ansigter, fordi det publikumssnit er meget mindre for klassisk heavy metal end det er for dødsmetal for eksempel. Altså, der er langt færre mennesker, der gerne vil se heavy i Danmark. Hvorimod især når vi er i Tyskland, fucking hell mand, folk er virkelig entusiastiske, og jeg vil sige, at der er langt flere, der kommer.
SW: Det kan man også se på vores Spotify: Uden at streamingtjenesterne skal være en guideline, er det helt klart Tyskland, Sverige og England, hvor det batter mest i forhold til streamings. Og så er det jo også rent lavpraktisk – og det er ikke, fordi jeg vil hænge nogen eller noget ud – men når man prøver at skrive rundt til nogle festivaler i Danmark, om de har lyst til at få os med, så får vi mest at vide, at power og heavy ikke fungerer på deres festivaler, og at der bliver sat mere fokus på black og død. Den får jeg flere mails på, når jeg skriver til festivaler herhjemme. Men der er det anderledes, hvis man bare tager ned på den anden side af grænsen. Vi har spillet Bambi Galore i Hamborg ret mange gange efterhånden. Der ser vi også, at der kommer flere og flere at se os spille, når vi er dernede. Og, det er så ikke offentliggjort endnu, men vi har fået lov til at snakke om det: Vi skal på en Skandinavien-tour med tyske Rage i november, hvor vi spiller seks koncerter i Sverige og en i Norge, og så bliver der arbejdet på noget i Finland lige nu også. Det burde blive annonceret her ikke inden alt for længe, så breaking news til Heavymetal.dk! Det bliver sådan en tour, hvor vi tænker, den bliver fed, den der. Det er sådan noget, vi har lyst til, når vi skal ud, om det så er de gamle bands eller de lidt nye unge og friske. Så længe vi kan komme uden for Danmark, så ville det være dejligt.
Men I skal jo også lidt rundt i Danmark her meget snart. Er der noget der, I ser specielt frem til?
SW: Jeg er sikker på, det hele skal blive skidefedt! Det, jeg synes er superfedt, er, at det er gode folk, man skal ud at spille med. Både Archangel og Steel Inferno er bare homies.
PB: Ja, det bliver megafedt at spille med dem.
SW: Ja, og det er svært at opspore, for vi er en lillebitte håndfuld af bands, der kan fungere sammen på den måde der, hvor vi er lidt beslægtede med hinanden uden at lyde fuldstændig ens. Så det var lidt en idé om at sætte en pakke sammen, som man ville kunne se i Tyskland og Sverige, bare herhjemme, for de heavy metal-fans, der nu engang er herhjemme
PB: Jeg kommer lige lidt tilbage til det, du sagde tidligere, Søren, med at der ikke er så meget konkurrence. Altså, der ikke så mange heavybands i Danmark eller bands, som er beslægtede med heavy. Der er bare ikke så mange, når man kigger på antallet af black- og dødsmetalbands derude.
SW: Fuldstændigt. Men det bliver jo mega. Man kan jo sige, vi er jo oprindeligt et Roskilde-band, og i hvert fald kernen af bandet har spillet på Gimle – det er dér, vi har spillet flest gange, og dér har vi jo også familie og venner, så det bliver lidt en familiyreunion dernede. Men Aalborg har faktisk også været rigtig søde mod os. Vi spillede til Aalborg Rock og Metal for nogle år siden. Da spillede vi lige inden Death Angel på Studenterhuset, og det var fandme fedt, så Aalborg bliver også fedt. Ja, og så BETA, det er også super. Jamen, der er mange, det bliver godt. Det bliver et godt run i april. Og så kommer den også lige i kølvandet på pladen, så de er sat godt, de der koncerter.
PB: Jeg har faktisk heller aldrig været i Esbjerg før. Det er jeg ked af at indrømme, så det bliver fedt at komme lidt rundt og se mere af landet – altså backstagelokaler og barer, vores vogn og så køre hjem igen, haha.
SW: Ja, nede på industrihavnen i Esbjerg, du, det er fandme noget. Det er et syn for guderne dernede.
Men hvis I kunne vælge et sted eller en festival at være hovednavn på, hvilket sted/hvilken festival vil så være drømmen for jer?
SW: Altså Phil og jeg, vi var i Texas i 2022 til en festival, Hell’s Heroes hed den, i Houston. Sindssygt fed festival. Det ville være fuldstændig fantastisk at spille derovre. Vi så nogle fantastiske shows med Eternal Champion, Candlemass, Cirith Ungol. Helt klart. Det ville være en festival for mig i hvert fald. Og så sådan noget Muskelrock kunne også være sjovt at spille i Sverige. Og så det store, altså Wacken, jo, jo, det kunne da være megafedt. Det vil sige, hverken Copenhell eller Roskilde har jeg nogen fidus til længere. Jeg tror, vi er for oldschool-heavy til det. Men nogle festivaler, som ville ramme vores stil, tror jeg, ville være megafedt. Det gad jeg godt.
PB: Jeg er enig. Sådan noget som Muskelrock, Hell’s Heroes i Texas, det er, som Søren siger, jo mere i takt med vores genre, og det er efterhånden også meget kendte festivaler. Hell’s Heroes dukker mere og mere op i mine sociale medier, og den vokser hurtigt, og Muskelrock har altid været til stede, og jeg kender mange, der tager derhen. Det kunne være fedt. Og så selvfølgelig det kæmpestore, Wacken. Det er jo en barndomsdrøm, der ville gå i opfyldelse der, hvis man kunne spille der. Så må det være den niende scene, de har på et eller andet fucking lille metalmarked til 20 mennesker.
SW: Vi kan spille ved siden af ham der, der siger: ”Tro på Gud”. Så kan vi stå nede at spille ved siden af ham.
Synes I, at I har tid nok til at udleve jeres musikalske ambitioner ved siden af jeres andre gøremål?
SW: Jeg synes, vi får plads til det, haha ... Det er et meget godt spørgsmål faktisk. Vi har besluttet fra start, at vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at komme så meget ud som overhovedet muligt, og alene det faktum, at Morten er den eneste, der har et barn i det her fortagende. Og han har ligesom lavet en aftale, nu skal jeg lige passe på med, hvad jeg siger, men så blev der aftalt på hjemmefronten, vist nok, at det her, det er altså noget, han gerne vil – noget, vi allesammen gerne vil – så det der med at sige: ”Nu tager vi en uge til England”, det gør vi. Vi skal selvfølgelig time det med arbejdet. Men vi har allesammen nogle jobs, hvor vi umiddelbart kan få det til at hænge sammen. Så kommer der så 14 dage i Skandinavien her til november. Vi kan gøre det, hvis vi gør det i ordentlig tid, og alle er klar på at gøre det.
PB: Ja, men vi må lige se på, hvordan det bliver, når der er en promoter, der en dag banker på vores dør og siger: ”I skal to måneder til Sydamerika”. Det må vi lige se til den tid. Men indtil videre synes jeg godt, vi kan klare det. Og vi er, som Søren siger, gode til at gøre plads til det. Vi reserverer tiden i øvelokalet to gange om ugen, om vi så ender med at gøre det eller ej, det er et andet spørgsmål. Men vi reserverer den tid, hvor vi ikke må booke noget andet. Der har vi faste øvedage. Og det er vi ret gode til, synes jeg. Og vi er ret gode til at planlægge i forhold til bandet og privatliv. Og planlægge sammen. Det er vi virkelig gode til.
SW: Det er vi også lidt nødt til, fordi vi laver alt DIY. Vi gør jo alt selv. Det eneste, vi ikke har gjort selv, er mix og master; der har vi fået en til at gøre det. Og selvfølgelig til at trykke vinylerne, men ellers alt det andet – promotion, booking, altså det hele gør vi selv og distribuerer også vores musik selv.
PB: Det kræver også en masse arbejde – alt det administrative forbundet med, at vi gør det hele selv i forhold til udgivelsen af pladen. Vi har ikke noget pladeselskab, der gør det, og det er Søren, der finder koncerter til os. Vi har ikke nogen tredjepartspromoter som sådan – for det er jo Søren, der gør det. Så alt det der med at administrere økonomi, det skal vi også gøre selv, og det tager tid. Men vi er bare gode til at kommunikere og snakke om det, og så får vi det på en eller anden måde til at falde på plads i sidste ende.
Er der noget, I gerne vil tilføje?
SW: Jamen, jeg synes, det var megafedt, at I gad at snakke med os. Og vi vil da håbe, at folk synes, at pladen kan et eller andet. Vi er glade for den, og vi er stolte af, hvad der er kommet ud af den.
PB: Vi skal også huske at reklamere for, at den kommer ud den 5. april, og så spiller vi i Lübeck med Riot City den 14. april. Og hvor er det, vi ellers spiller henne, Søren? Kom med datoerne.
SW: Nu skal jeg lige skide dem ud: 19. april i Aalborg, 20. april på BETA, 26. april på Gimle og 27. april i Esbjerg. Sådan!
PB: Så der kan I fange os.