Et tilbageblik på Holy Diver
Dio - Holy Diver
1983 var et godt år for metalverdenen – det var året for udgivelsen af Accepts Balls to the Wall, Metallicas Kill ‘Em All, Mercyful Fates Melissa og ikke mindst det legendariske album, som dette tilbageblik omhandler: Dios Holy Diver. Her kan du læse mere om disse og andre plader fra 1983. Men vores fortælling starter 40 år tidligere, for den 10. juli 1942 blev Ronald James Padavona – senere Ronnie James Dio – født i Portsmouth, USA. Allerede som ganske ung begyndte han sin musikkarriere som bassist og trompetist i et lokalt band, der i de tidlige 1970’ere skiftede navn til Elf – og vupti fik de sig en pladekontrakt, kom i gang med deres debutalbum Elf og havde ingen ringere end Ian Paice og Roger Glover til at producere den. Tre forholdsvis frugtesløse plader senere kom de i kontakt med Deep Purples tidligere guitarist Ritchie Blackmore og dannede bandet Rainbow, der udgav tre helt formidable udspil med Ronnie på vokal og som primær sangskriver. Men da Ronnie ikke kunne imødekomme Blackmores ønske om mainstream kærlighedssange, skiltes deres veje i 1979. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for tilfældet ville, at det legendariske Black Sabbath havde sagt farvel til deres sanger Ozzy Osbourne og engagerede Ronnie. Efter flere år med dårligt sælgende plader blev Sabbath hevet op fra dybet og fik produceret ikke bare én, men hele to plader, der hører til klassikerne – nemlig Heaven and Hell i 1980 og Mob Rules i 1981. Som alle gode ting varede denne succes dog heller ikke evigt, men nu er vi også fremme ved 1983! Hvis du har interesse i en mere dybdegående genfortælling af Ronnies liv og livsværk, kan jeg varmt anbefale dokumentaren ”Dreamers Never Die”, som vi også har anmeldt her på sitet.
Den hellige dykker
Som man kan se, havde Ronnie James Dio allerede en lang række succesrige plader og bands bag sig, da han med bandet Dio udgav debutpladen Holy Diver den 25. maj 1983. Med sig havde han trommeslageren Vinny Appice og bassisten Jimmy Bain fra henholdsvis Black Sabbath og Rainbow, dertil kom den unge og helt formidable irske guitarist Vivian Campbell. Sammen fik dette team af musikere skruet et helt fantastisk album sammen. Nu er jeg selv ikke gammel nok til at have oplevet udgivelsen af denne plade i virkeligheden for 40 år siden, men for mig har Holy Diver en helt særlig betydning, da det var denne plade, der for alvor indledte min personlige rejse ind i metal-verdenens fagre rige. Men lad os nu dykke ned i pladen. Dette album opretholder gennemgående en meget høj kvalitet, og det skorter hverken på iørefaldende melodier eller fede guitarsoli. Efter min mening er hver eneste sang på dette album noget helt særligt, men hvis jeg blev tvunget til at vælge en favorit, er pladens sjette track “Straight Through The Heart” helt klart blandt topkandidaterne. Alt ved denne sang er yderst velafstemt: det genkendelige guitarriff, den tunge bas og Ronnies stemme – alt fungerer! Dertil kommer, at sangteksten bare er genial: ”Hanging from the cobwebs in your mind / It looks like a long, long way to fall”. Sikke en genistreg! Og som en, der virkelig ikke kan lide at snakke med fremmede, er “Don’t Talk To Strangers” min slagsang. Men ud over den inspirerende tekst formår sangen at have den perfekte mængde melodiøsitet og kant på samme tid. Også “Invisible” er en virkelig smuk sang, hvor Ronnie viser sin stemmes spændvidde, der går fra helt mild til barsk og farlig, og samspillet mellem guitar og trommer fungerer helt optimalt. Nu har jeg jo selvfølgelig præsenteret det, som jeg synes er megafedt – og det er der meget af. Men jeg bør nok også lige nævne musikvideoerne, der er i en kategori for sig: Hvor videoen til “Holy Diver” på en charmerende måde minder om en low-budget Sword and Sorcery-film, er videoen til “Rainbow in the Dark” som en obskur kunstfilm, som mediefagselever bliver tvunget til at analysere. Men der er jo ikke nogen, der tvinger dig til at se dem!
En regnbue i mørket
Denne knap 42 minutter lange plade bliver bedre for hver gennemlytning, og gang på gang giver den mig gåsehud. Tanken om, at der aldrig vil komme noget nyt fra Ronnie, der efter min mening er en af de bedste metalvokalister nogensinde, gør mig virkelig trist. Men i løbet af sine 68 år på denne jord formåede han med sine tekster og sin personlighed at være et lys i mørket og en inspiration for mange.
10/10