Ti black metal-udgivelser fra 2023, som vi ikke fik anmeldt
Uanset hvad, vil der være albums vi misser - det gør vi noget ved nu!
Trods det faktum at 99% af de anmeldelser, jeg har skrevet i år, har været black metal, så forholder det sig således, at der er udkommet mange, mange flere, end jeg har kunnet nå at få anmeldt. Så derfor bringer jeg, traditionen tro, her et kulsort potpourri bestående af endnu ti udgivelser, som jeg altså ikke fik anmeldt, da de udkom.
Som altid er rækkefølgen totalt og aldeles vilkårlig, så det er ikke, fordi eksempelvis Beenkerver er af ringere kvalitet end Morte France.
Beenkerver – Twee Wolven
Tilbage i 2022 udgav det hollandske soloprojekt Beenkerver sin debut, Ontaard, som blev velmodtaget. Så velmodtaget, at manden bag – Niels Riethorst – straks gik i gang med at lave en opfølgende EP, nemlig Twee Wolven. Stilen er velkendt og klassisk; der er elementer af alt lige fra Immortal til præ-Filosofem-Burzum, dog tilsat enkelte milligram af dødsmetal, som på mange punkter er forventeligt af black metal fra tulipanens land.
Twee Wolven fortsætter egentlig, hvor Ontaard slap og understreger derved ret så kraftigt endda, at Beenkerver altså har fat i den lange ende. De skønhedsfejl, som debutalbummet havde, retter denne opfølgende EP op på, og hvis Riethorst kan holde niveauet, jamen så er det ikke utænkeligt, at Beenkerver vil blive et projekt, man taler mere om i disse kredse.
Black Pyre – Fall of the Northern Kingdom
William Takashi Philpot, kendt under kunstnernavnet Asbjorn Daemonium De Noctis, står bag det walisiske blackband Black Pyre. Fall of the Northern Kingdom er bandets anden udgivelse, og den følger egentlig fint i de fodspor, som Winter Solstice satte tilbage i 2020. Det er melodisk black metal a la Immortal med et stort fokus på guitarriffs, dog tilsat enkelte synthpassager, som tilføjer elementer af epic black, hvilket bakkes op af sporadiske storladne vokalpassager hist og her som på nummeret ”The Pale” – som ligeså er albummets absolutte klimaks.
Så hvis klassisk black metal a la Norge med et episk tvist er noget for dig, så gå da amok sammen med Black Pyre!
Weald and Woe – For the Good of the Realm
Amerikanske Weald and Woe er nogle seje typer, der spiller kulsort heltemetal. Disse sorte riddere har siden 2018 udgydt middelalder-black metal af den skramlede, men charmerende slags. Der kan trækkes paralleller til black metal-bands som Stormkeep, Obsequiae, Immortal og Emperor. Men egentlig er der også spor af amerikansk power-metal hist og pist, ganske vist tilsat en gedigen portion Norge. Lyt bare til det primære riff i ”Fire, Steel and Flesh”, og fortæl mig, at det ikke nemt kunne være skrevet af Abbath.
Så er du til lo-fi og primitiv black metal tilsat grandiositet og Kong Arthur, så skal For the Good of the Realm da ligge under juletræet!
Morte France – Souveraineté Radiale
Tilbage i februar udgav canadiske Morte France sit debutalbum, Souveraineté Radiale. En debut, der byder på ultraklassisk black metal a la Quebec: Det er hidsigt, spruttende, aggressivt, primitivt og ofte uhyre politisk – og Souveraineté Radiale kan sætte hak ud fra alle disse parametre. Vokalen er utroligt fremtrædende og minder måske mere om noget, man kunne finde hos et punkband end hos et black metal-band, men det er igen klassisk for canadisk black metal. Men trods al denne furore og lysten til at kaste med brosten så er der utroligt megen melodi gemt i dette projekt; tag bare det fænomenale nummer ”Debout au milieu des ruines” – det er altså et nummer, man ikke kan undgå at ryste hovedet til!
Ergo må vi konkludere, at hvis du skal til at lege bz’er eller storme diverse regeringsbygninger, så bør det absolut foregå, mens Morte France gjalder ud af højtalerne, som var det Josvas hornblæsere, der blæser Jerikos mure ned.
Délétère – Songes d'une nuit souillée
Lig Morte France er Délétère en fremragende repræsentant for den quebeciske black metal-scene: råt, melodisk og fandenivoldsk. Der stopper lighederne dog også, for hvor Morte France har en mere samfundskritisk og punket attitude, er Délétère langt mere trve i sit udtryk. Her er brostenskasteriet erstattet af corpsepaint, nitter og blasfemisk lyrik – tænk Emperor bare på fransk (selvom vokalisten Thorleïf lyder mere som Attila Csihar end Ihsahn), hvilket især slutningen af nummeret ”Sacre de la pervesion” sætter en stor fed sort streg under. Det er dog mindst lige så oplagt at trække paralleller til andre storladne og fransksprogede black-bands som Seth eller Diablation.
Nok er der rigeligt af klichéer at komme efter på Songes d'une nuit souillée, men hvis det virker, hvorfor så ændre på det? Klichéer er jo til af en årsag!
Within thy Wounds – Ringing the Bell of Gleaming Martyrdom
Nok er Within thy Wounds fra Texas, men bandets lydside er som taget ud af 90’ernes Bergen. Ringing the Bell of Gleaming Martyrdom er så klassisk atmo-black, at det nærmest fremstår retro. Lo-fi produktion, tremoloriffs, blastbeats og en vokal, der lyder, som om den er optaget i en fugtig kælder – der er simpelthen fuld plade i trve-bingo!
Men hvad der måske mangler med hensyn til originalitet, opvejer Within thy Wounds så med en uendelig mængde romantisk charme, for novra, hvor kan man dog mærke både kærligheden til og passionen for den klassiske andenbølgeblack. Titelnummeret er muligvis ét af de bedste atmo-black numre, jeg har hørt i år, og jeg har godt nok hørt meget atmo-black i år!
Mørkt Tre – Зазирни за обрій
Ukraine har alle dage været leveringsdygtig i fremragende black, ortodoks såvel som uortodoks. Зазирни за обрій er kvartetten Mørkt Tres tredje album, og albummets titel betyder noget i retning af ”kig imod horisonten”. Som altid blander bandet klassisk andenbølgeblack a la Mayhem med ukrainsk folkemusik og skæve og jazzede elementer, hvilket er med til at give bandet sin klassiske kakofoniske og dissonante lyd. Ergo skal man, som altid med Mørkt Tre, forvente det uventede – og et lag soniske tæsk!
Зазирни за обрій er dog et værk, der kræver en hel del tålmodighed og tilsvarende mange gennemlytninger, for lig et løg har det utroligt mange lag – ulig løget har det dog også en kerne.
Hvis du er til black metal, der formår at balancere mellem traditionelt og utraditionelt, så skal du klart få fingrene i Зазирни за обрій.
χ ξ ς' – The Seven Seals of the Apocalypse – (Revelation 6:5-7)
Sakis Tolis er en legende, når det kommer til black metal – punktum. Siden 1993 har han qua Rotting Christ udgivet det ene mesterværk efter det andet. Under covidpandemien udgav han så sit første soloalbum, Among the Fires of Hell. Nu har han så begået endnu en soloudgivelse, dog denne gang under navnet χ ξ ς', som vi nok bedre kan genkende, hvis vi benytter os af det arabiske talsystem, nemlig 666.
The Seven Seals of the Apocalypse – (Revelation 6:5-7) er Sakis’ musikalske fortolkning af Johannes’ Åbenbaring, som uden tvivl er den mest ’mædl’ del af Bibelen – det er her, vi bl.a. møder gamle kendinger som Antikrist og Apokalypsens Fire Ryttere. Hvis man er bekendt med Tolis’ arbejde, og her tænker jeg især på de nyeste Rotting Christ-udgivelser som Rituals og The Heretics, vil der ikke være mange overraskelser på lige dette album. Men mere Sakis Tolis er altid noget, vi har brug for, især mens vi venter på, at Rotting Christ udgiver nyt her næste år.
Der Tod und die Landsknechte – Wir fürchten weder Tod noch Teufel
Wir fürchten weder Tod noch Teufel er fortællingen om, hvordan tyske lejesoldater (de såkaldte landsknægte) tjente rundtomkring på diverse europæiske slagmarker op igennem senmiddelalderen. Disse soldater frygtede hverken døden, djævlen, Gud eller herremanden – så længe de kunne se frem til en pose guld, så løb de gerne forrest, sværdet højt hævet. Der Tod und die Landsknechte er et pagan black-band, så forvent masser af middelalderlig folkemusik, muntre melodier om kammerateri – som naturligvis bliver akkompagneret af tremologuitar og blastbeats, men også fremragende guitarsoli.
Wir fürchten weder Tod noch Teufel er duoens debutalbum, og det er et fremragende et af slagsen, må man sige, så er man til black metal skrevet i dur fremfor mol, bør man holde et vågent øje med netop disse herrer.
Malokarpatan – Vertumnus Caesar
Kan du lide proto-black a la Venom og Celtic Frost? Er du pjattet med NWOBHM som Iron Maiden og Black Sabbath? Får du ståpels af LeVeys og Ghosts mystiske orgelsynthpassager? Så er du nødt til at lytte til de muntre slovakker Malokarpatan og deres nye album, Vertumnus Caesar!
Bandets fjerde album er en vanvittig og charmerende omgang retro-black, hvor de formår at proppe alt, hvad de elsker, ned i gryden, og resultatet er en særdeles velsmagende stuvning. Guitaren emmer af Iron Maiden-galop, vokalen minder om både Kronos og Tom G – der er endda de klassiske ”Uh!”-lyde – og bassen kanaliserer selveste Geezer Butler.
Vertumnus Caeser er én stor kærlighedserklæring til slut-70’erne og start-80’ernes metal, så hvis du er til metal fra dengang, hvor bukserne var stramme, håret stort, og eyelineren kulsort, så smut omgående til Slovakiet!