X-World/5 - New Universal Order

New Universal Order

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Power metal
Spilletid:41:00
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

X-World/5 er et internationalt projektband, der spiller melodisk heavymetal med træk af både powermetal, progressiv metal og futuristisk industrial (sidstnævnte mest i produktionen og brugen af enkelte synth-lyde, samples og lejlighedsvis programmering). Vægten er lagt på catchy, tunge hooks både i guitar og sang. Man kunne forsigtigt beskrive bandet som en mere musikalsk enkel mellemting mellem Ayreon og Pagan’s Mind, hvorfra sanger Nils K. Rue også kommer fra. Ud over Rue tæller besætningen Magnus Rosén fra Hammerfall på bas, King Diamonds guitarist Andy La Roque og – som lidt af et wildcard – Reeves Gabriels, som har været en del af David Bowies band fra midt i 80’erne og frem til år 2000. Trommerne varetages af en fyr, der går under kunstnernavnet Big Swede, og som også tager sig af programmering og drejer på knapper.

Debutalbummet "New Universal Order" er bygget op omkring en historie, der udspiller sig små tusind år ude i fremtiden, hvor størstedelen af Jorden, ja ligefrem større dele af universet er blevet ødelagt, primært pga. menneskets skødesløse fremfærd. Her har en lille gruppe mennesker sat sig for at holde musikken – nærmere bestemt heavy metal – i live som en slags intergalaktiske metalmissionærer! (Det var i hvert fald, hvad jeg fik ud af det medfølgende pressemateriale.) Med andre ord et noget cheesy koncept, en fornemmelse, der også afspejles i nogle af numrene, der musikalsk er ret klichéprægede, f.eks. "Cyberchrist" og "Man Machine".

Et par numre inde på albummet kommer der imidlertid andre, anderledes originale boller på suppen. "Charge to War" har en fed energi splejset med en interessant science fiction-atmosfære, og numre som "A Cryptic Message" og "Crooked Cross" gør brug af syrede guitarakkorder og – især på næstsidst nævnte – lækker bending af akkorderne, der gør, at man i korte øjeblik helt mister toneartsfornemmelsen for så at blive smidt tilbage i en genkendelig melodi. Rigtig fed effekt. Uden at drage sammenligninger i øvrigt kommer jeg lidt til at tænke på "The Truth" fra Clawfingers debutalbum "Deaf, Dumb, Blind".

X-World/5’s musik bliver trods enkelte tilløb aldrig rigtig kompleks. Det er de nævnte originale elementer i lydbilledet (og så Nils K. Rues upåklagelige vokal), der hæver bandet op over blot at være et lige-ud-af-landevejen melodisk metalband, hvilket de strengt taget også klarer meget godt. Jeg synes blot, at de godt kunne gøre mere brug af de originale elementer, de er i stand til at diske op med – her er lidt for mange konventionelle passager til, at jeg for alvor kommer i anbefalingshumør over "New Universal Order".