DETEKTOREN
Whitechapel - Mark Of The Blade

Mark Of The Blade

· Udkom

Type:Album
Genre:Deathcore
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 9,5/10 baseret på 2 stemmer.

10 år med Whitechapel fejres med 6. udgivelse

Savklingen er skarpere end nogensinde

Amerikanske Whitechapel er vokset til ét af de største bands på deathcore-scenen, hvis ikke det største. Det er 10 år siden, bandet blev dannet, og det fejres nu med bandets 6. album: Mark Of The Blade. De har opbygget en stor fanskare igennem deres karriere, men er også blevet offer for den hårde kerne af metalfans, som mener, at bandet er blevet for mainstream og har afveget for meget fra deres oprindelige lyd. Netop den påstand og holdning er bandet gået til kamp imod på dette album. Men er der noget om snakken, eller har Whitechapel gennemgået en naturlig og moden udvikling? Jeg synes, savklingen er skarpere end nogensinde, men måske ikke lige så dødbringende som hidtil.

Saven bliver kørt igennem den såkaldte metalelite

Der har været meget hype og snak omkring dette album, og min nysgerrighed og mine forventninger var derfor større end hidtil. Derfor var glæden stor, da albummet blev sat på, og første nummer, ”The Void”, fik lov at brage ud igennem anlægget. Det har den lyd, som jeg forbinder med Whitechapel. Sangen bygges op af en tung instrumental start, hvorefter forsanger Phil Bozeman begynder sit karismatiske brøl. Der er tilsat noget mere groove på nummeret og et meget catchy omkvæd, som virkelig danner et varigt indtryk. Efter en god start, når man albummets andet nummer, ”Mark Of The Blade”. Her bliver man mødt af et guitarriff, som virker meget ordinært, efterfulgt af et ’GO!’ fra Bozeman. Det virker lidt leflende for det mainstream og radiovenlige segment, og det tiltaler mig ikke rigtigt. Det bliver dog noget bedre hen imod omkvædet, som indeholder fede guitarpassager og en ond vokal.

Pladens uden tvivl bedste nummer, ”Elitist Ones”, som bandets første nye musikvideo også bliver lavet til, er en stor fed langefinger til den såkaldte metalelite - eller ’metalhipsters’, som jeg plejer at sige. Det hele handler om, at man skal tage musikken, som den er, og lære at sætte pris på den - lige meget hvilket band den kommer fra. Det har de så evigt ret i. At de så får det budskab ud med et overdrevet fedt nummer, som uden tvivl bliver en af livefavoritterne i fremtiden, gør det ikke dårligere. Det er tungt, groovy og med et tonstungt omkvæd, som virkelig bider sig fast.

Der er masser af variation at finde på dette album. Alt fra den hurtige ”Venomous”, og den instrumentale ”Brotherhood”, til nummeret ”Bring Me Home”, hvor Bozeman synger rent. Det må virkelig være noget, der kan få den såkaldte metalelite til at fare i flæsket på dem. Men rigtig fedt at de tør, og at de prøver at udfordre sig selv lidt. Nummeret har en fed stemning, men bider sig desværre ikke rigtigt fast. Man kan dog konstatere, at Bozeman rent faktisk kan synge og gør det godt.  

Flot milepæl, som vil vinde mere terræn

Det er uden tvivl et mere lettilgængeligt album end de første par stykker. Det er mere poleret og har elementer, som vil tiltrække en ny fanskare. Jeg har fulgt Whitechapel i lang tid og elsker deres første par albums, men jeg bifalder den udvikling, som de har gennemgået, og belønner Mark Of The Blade med 8 savtakkede kranier.

Tracklist

  1. The Void
  2. Mark of the Blade
  3. Elitist Ones
  4. Bring Me Home
  5. Tremors
  6. A Killing Industry
  7. Tormented
  8. Brotherhood
  9. Dwell in the Shadows
  10. Venomous
  11. Decennium

Tilføj kommentar