Epicus Blackdeathicus Metallicus

Sidst vi hørte fra supergruppen Vltimas, var tilbage i 2019, var med det ganske udmærkede debutalbum Something Wicked Marches In  – en titel, der formentligt er lånt fra Ray Bradburys roman Something Wicked This Way Comes fra 1962. Nu, her næsten fem år efter, er de så klar med opfølgeren, som har fået en titel, der virkeligt lover ét og andet, nemlig Epic.

Epic er en titel, der virkeligt forpligter – da det jo er et adjektiv, der lover storhed og grandiositet. Spørgsmålet er jo så, om dette album virkeligt er episk, eller om de har ramt helt forbi med den titel.

Vågn lige op, drenge …

Den soniske drivkraft bag Vltimas er fortsat Rune ’Blasphemer’ Eriksen, hvis riff- og guitarlyd er så ikonisk, at bare han stemmer en e-streng, kan man høre, at det er ham, der står bag. At have en så letgenkendelig lyd er lidt af et tveægget sværd: På den ene side er genkendelighed en enormt stærk force, men på den anden side risikerer man også, at lytteren sidder med fornemmelsen af at have hørt det hele før. Epic er proppet med riffs, der alle lyder som noget, der ikke var helt godt nok til at komme med på tidligere værker, Eriksen har medvirket på, som eksempelvis Mayhems Chimera eller hans egen soloplade fra sidste år – det lyder faktisk mest af alt til at være ren autopilot fra mandens side. Trommefronten, der stadig bliver anført af Flo Mounier, virker ligeledes som noget, han har bikset sammen, mens han halvsov.

Faktisk er den eneste, der virker til at være gået 110 % ind i det her projekt, David Vincent – hvis vokal buldrer og brager derudad fra start til slut. Hans særegne pseudogrowl-croonvokal minder en hel del om hans levering på det berygtede Morbid Angel-album Illud Divinum Insanus. Det er jo skønt, at Vincent virker både passioneret og dedikeret på Epic – så er der da ét medlem, der virker til at have lyst til at bidrage. Men efter et par gennemlytninger ville man dog ønske, at nogen havde bedt ham om at skrue lidt ned for charmen – hans vokal fylder simpelthen alt, alt for meget, hvilket igen får en til at tænke på Illud Divinum Insanus.                  

Helt generelt kan man ikke lade være med at tænke, at Epic burde have heddet Mediocre eller Slight-Above-Average, for trods det faktum at samtlige musikere er dybt professionelle, erfarne og dygtige, så er det her – på ingen måde – det bedste, de kan præstere. Mestendels virker det, som om det her album er blevet lavet, fordi nogle mænd i jakkesæt havde sagt det, og ikke fordi bandet havde lyst.

Supergruppeklichéer

Nok er Epic alt andet end episk, men i det mindste er det ikke katastrofalt. Der er masser af fejl og kritikpunkter; det altoverskyggende er, at det simpelthen er en helt utrolig flad og ugidelig omgang – trods det faktum at projektet udelukkende består af musikere, der gang på gang har bevist deres værd. Der findes generelt mange fordomme om supergrupper, og egentligt virkede det til, at Vltimas havde formået at undgå dem alle på sin debut, men nu her virker det til, at de er faldet pladask ned i gryden med supergruppeklichéerne – desværre.