Den svære toer
Hautajaisyö, hvilket er finsk og betyder Begravelsen, har eksisteret siden 2015, hvor de udgav deres debut af samme navn. Bandet blev egentligt født tilbage i 2006, hvor de gik under navnet Redeye, dog blev der aldrig udgivet andet end demoer, singler og en enkelt EP under det navn. Som Redeye foregik det hele på engelsk, men da bandet besluttede sig for at hylde deres egen nationalarv i 2015, nåede de frem til, at det hele altså skulle foregå på finsk – og så blæse være med, at der er cirka lige så mange, der taler og forstår finsk, som der er, der taler og forstår dansk.
Stilen er klassisk slut-80’erdødsmetal a la Cannibal Corpse, Deicide, Morbid Angel og Death – altså den slags dødsmetal, der langt hen ad vejen ”blot” er en mere vulgær form for thrash metal. Dét bliver hurtigt bekræftet, hvis man sætter sig ned og kører deres sangtitler igennem en seriøs omgang Google Translate. Så får vi nemlig titler som ”Træt af døden” (“Väsynyt Kuolemaan”), ”Hvis jeg kunne blinde mine øjne” (“Jos Voisin Silmäni Ummistaa”) og albumtitlen ”På vej til graven” (“Matkalla Kohti Hautaa”).
Fusioner og paradokser
Cirka halvvejs igennem Matkalla Kohti Hautaa slår det rigtigt igennem, at Hautajaisyö virkeligt er fra Finland! Trods at stilen bunder i klassisk dødsmetal, begynder der så småt at være andre elementer, der dukker op, som var det svampe fra bunden af en finsk skov efter et voldsomt regnvejr. Fx har vi i nummeret ”Minut Pelastakaa” (“Du redder mig”) lidt effekt på guitaren, der får en til at tænke mere på Gøteborg i 90’erne end Miami i 80’erne, samtidig med at trommerne bliver mere festlige og ”glade”, så man helt får Fintroll-associationer. Det kan man mene om, hvad man vil, men personligt synes jeg, det klæder albummet rigtigt fint, at der er de her afstikkerelementer, så det ikke kun føles som at sidde fast i en tidslomme fra 1988. Det er samtidig med til at skabe lidt af et paradoks. For det er klart den sidste halvdel af albummet, der er den mest interessante, hvilket er ret usædvanligt, men spændende. Det er især et nummer som ”Lähdön Hetki” (“Tid til at gå”), der er det bedste nummer på albummet; det er her, at man virkeligt fornemmer, at det, Hautajaisyö gør bedst, er at blande klassisk amerikansk dødsmetal med den klassiske forståelse af svensk dødsmetal. Det virker klart til, at de har nydt at skrive og indspille de her ”fusionsnumre” mere end de første par numre. Helt stikker det af på nummeret ”Unohdetut” (“Den glemte”), hvor der både er skønsang (som desværre lyder rædderligt og slet ikke passer ind) samt en guitarsolo, der lyder, som om at den var skrevet af Alexi Laiho.
Morgensur Mumitrold
Når alt det her er sagt, har Hautajaisyö dog et kæmpe problem, og det er det, der virkeligt holder dem tilbage: nemlig vokalen. Vokalisten Janne Partanen har ikke en god vokal. Det er ikke rigtigt growl, det er ikke rigtigt råberi, det er ikke rigtigt skrigeri. Den ligger i grænselandet mellem alle de klassiske dødsmetalvokalstilarter, og det gør, at den mest af alt lyder som en morgensur Mumitrold, der bare råber ad sine omgivelser – og ikke på den gode måde! Det er virkeligt en skam, for musikken i sig selv holder 100, men Jannes vokal gør altså ikke noget godt. Den lyder ofte træt og uengageret, og så må han altså gøre op med sig selv, om han vil growle eller bare råbe og mumle.
