Sikken et år!

2026 har, indtil videre, været et vildt år for medlemmerne af Uada – på både godt og ondt. Frontmanden Jake Superchi fik endeligt snøvlet sig sammen og udgivet en debutplade med sit andet band, Serpent Lord. Han og brormand, Nick, fik endelig samlet deres gamle band, Ceremonial Castings, igen for at turnere sammen med Uada, som i år både kunne fejre sin nye akustiske EP og den første runde fødselsdag for Uadas debutalbum, Devoid of Lights. Bandet skulle da også have været på et større fejringstogt, hvor de blandt andet skulle have spillet på Metal Magic Festival, men måtte desværre aflyse hele balladen på grund af sygdom i familien. Dog bliver albummet alligevel fejret – bandet har valgt at genudgive det i en jubilæumsudgave. Da pladen udkom tilbage i 2016, var Uada et så lille og ukendt navn, at vi ikke anmeldte den. Det råder vi så bod på nu!

Gamle numre og obskure covers

Pladen her bliver ganske vist beskrevet som en ’remaster’, og jovist, man kan da godt høre, at der er blevet drejet lidt på diverse knapper på mixerpulten, altså hvis man virkelig spidser ører. Den primære og mest åbenlyse forskel er egentlig bare, at der er blevet skruet nok så gevaldigt op for volumen. Måske kan man også, med lidt god vilje, fornemme, at der er lidt mere bund end i 2016. Den absolutte forskel på de to udgaver er dog, at der på jubilæumsvarianten simpelthen har sneget sig et ekstra nummer ind.

Desværre er der ikke tale om et originalt nummer eller et glemt nummer. Næ, det er – naturligvis – et covernummer. Det er dog til Uadas ære et ret obskurt et af slagsen, nemlig åbningsnummeret fra svenske Vinterlands debutplade – og faktisk også eneste plade – nemlig Welcome My Last Chapter fra 1996. Angiveligt har de valgt netop det nummer, da Vinterlands lyd og musik spillede en enorm rolle som inspirationskilde for Uada.

Det bliver dog mere specielt endnu, for det er det første Uada-nummer nogensinde, hvor de to Superchi-brødre samarbejder, og samtidig det første og eneste hvor det ikke er Jake, der synger, men derimod bror Nick. Når man hører det, kan man fuldt ud forstå, hvorfor de netop har valgt det nummer, for man kan tydeligt høre, hvordan den stil, som Vinterland lagde for dagen tilbage i 1996, var noget, Uada valgte at bygge videre på. Klassisk, melodisk, storladent og riff-drevet black metal som samtidig også har en ganske meditativ atmosfære over sig – ja, det lyder jo faktisk, som om man netop beskriver Uada der.

Det er ikke, fordi bandet rent faktisk gør noget ekstra ud af coveret, de hverken tilføjer eller fjerner noget fra det, næ, de spiller det bare – og altså, det passer faktisk rigtigt fint ind sammen med resten af materialet på Devoid of Light (10th Anniversary Edition).
Men hvad så med resten af skiven? Jo, altså, den lyder jo – som nævnt – 98 %, som den gjorde tilbage i 2016, da den udkom første gang. Det vil sige, at det, der fungerede dengang, fungerer endnu, mens det der ikke rigtig spillede helt, fortsat halter. Visse numre er for lange og ved ikke helt, hvor de vil hen, og lilletrommen fylder fortsat for meget i lydbilledet. Men samtidig er numre som ”Natus Eclipsim” og ”S.N.M” fortsat enormt fede og burde være en del af alle Uada-koncerter, uanset hvilken plade der så ellers skal promoveres.

En retroperspektiv-brille

Det er dog sjovt at kigge på skiven her med en retroperspektivbrille. Man kan sagtens høre, hvad de ville dengang, hvor de kom fra, og hvem der havde inspireret dem. Når man så bagefter lytter til deres nyeste reelle plade, Crepuscule Natura, så kan man høre, hvilke dele de har valgt at holde fast i, og hvilke de har droppet. Men det til trods, så er det faktisk endnu mere tydeligt, hvor tro Uada fortsat er mod det udgangspunkt, de havde tilbage i 2016. For selv om der da klart er forskel på Devoid of Light – jubilæumsgave eller ej – og så nyere værker som Djinn og Crepuscule Natura, så kan alle høre, at det er Uada, der spiller. Devoid of Light bliver aldrig Uadas bedste plade, men derfor er det stadig en plade af ganske høj kvalitet, især for en debutplade. Uada går angiveligt og fifler med en ny plade, og ærlig talt, så må den godt lyde lidt mere som Devoid of Light her end som Crepuscule Natura. Bare lidt! Be’ om!