Musikkens karryspækhugger

Jeg har det lidt med metal, som jeg har det med min morgenmad: Jeg holder som regel stædigt fast i det, jeg kender og ved, at jeg kan lide. Men en gang imellem bliver man vanvittig og kaster sig ud i at prøve noget så absurd som fetamarineret karryspækhugger – blot for at opdage, til ens store overraskelse, at det faktisk er ret lækkert. Nøjagtig sådan har jeg det med det svenske band Self Deception. Der er ikke meget, der taler for, at jeg skulle kunne lide den musik, som er at finde på One of Us. Men gudhjælpemig om jeg ikke tog mig selv i ufrivilligt at nikke med til næsten samtlige numre. Der er bare noget på det her album, der virker – så lad os hoppe ned i, hvad dælen det kan være.

Fra pinlig lyrik til vanvittigt fede riffs

Titelnummeret "One of Us" lægger ud med direkte hardcorevibes, hurtige riffs og et brag af et goddav. Selvom linjen ‘middle fingers up’ i min optik er en anelse pinlig tekstmæssigt, så er vi helt sikkert i gang, særligt takket være fremragende guitarriffs, der virkelig får sat fut i fejemøjet. Albummet byder primært på moderne rock, der er designet til at blive spillet live.

Bandets force ligger i deres evne til at skrive uimodståeligt catchy og tilgængelige omkvæd. Sangskrivningen generelt byder ikke på et kandidatur til nogen pris, men alligevel formår gruppen at holde udtrykket frisk ved at tilføje drama, højt tempo og en skæv, kompromisløs attitude. Selv i de mere dæmpede og rolige passager fastholdes fremdriften af stærke hooks, der gør numrene egnede til fællessang, som alt andet lige må fungere super godt live.

"The Wedding" slår til med et fantastisk introriff. Her møder vi en skarp Limp Bizkit-klingende guitar i versene og det fornøjelige callout ‘you may now kiss the bride goodbye’ før breakdownet. Dette er mit bud på pladens bedste nummer. "Ketamine Cowboy" fortsætter den høje energi med en skæv og lettere fjollet attitude, men som så mange gange før bliver jeg overrasket over, at det bare fungerer godt. Selvom det tekstlige univers i enkelte momenter kan virke lidt klichéfyldt eller fjollet, overvindes det af den rå spilleglæde og det høje energiniveau, som runder udgivelsen af med manér.

Lige ved og næsten slår en lille mand af hesten

One of Us med Self Deception har i den grad været en positiv overraskelse. Albummet er en uventet fornøjelse at lytte igennem, fordi bandet besidder et tårnhøjt energiniveau, fantastisk guitararbejde og en evne til at skrive hooks, der sætter sig fast, selv når ingredienserne på papiret virker klichéfyldte. Det er uforpligtende, underholdende og velproduceret moderne rock. Der er dog momenter, hvor lyrikken bliver for tam og tåkrummende, hvilket desværre gør, at jeg ikke tør tilkendegive offentligt, at det her band er fedt.

Bandet runder de danske breddegrader i december, og du kan tro, at jeg kommer til at stå troligt på plads for at se, om bandet kan få energien ud over scenekanten, som de kan få den ud gennem højttalerne.