DETEKTOREN
Symphony X - Paradise Lost

Paradise Lost

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Power metal
Spilletid:61:00
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

På Symphony X' nyeste udspil skal vi atter på en "odysse" i litteraturens store verden. Denne gang tager Symphony X os med til John Miltons klassiske epos "Paradise Lost", der er et epos med forbillede i Homer og især Vergil, som skildrer syndefaldet: Med Adam og Eva som centrumsfigurer der afspejler kampen mellem Gud og Satan, kampen mellem godt og ondt i menneskets selv. Selve eposet er højtidligt, pompøst, fortryllende og ditto er Symphony X' musikalske løse fortolkning af "Paradise Lost".

Musikken på "Paradise Lost" er som vanen tro sangorienteret. De tekniske finesser fungerer således rundt om melodien og ikke uden om. Melodierne er fænomenale. De har en fortryllende effekt og rent psykologisk påvirker det en positivt. Ja, man får sgu ligefrem lyst til at synge med. Russel Allen synger fænomenalt. Han vekselvirker mellem aggressiv ren rå vokal og pæn klassisk sang. Generelt er han mere aggressiv på den her skive, men han går på ingen måde på kompromis med den gode melodi. Allen er fremglimrende artikulerende og distinkt. Det er sku en ren fornøjelse.

Løbene er meget de samme som på de forrige skiver (læseren bedes i den forbindelse være opmærksom på at jeg her kun relaterer til de to forrige skiver "The Devine Wings of Tragedy" og "The Odyssey", da mit kendskab til det øvrige bagkatalog er begrænset). Dog er der skruet mere op for poweren. Dvs. der er flere hurtige løb på den her skive end som på fx. "The Odyssey". Guitarlyden er også mere crunch end som tidligere. Romeo bevæger sig stadig i sin Pantera- agtige-rytmiske boble, med selvfølgelige klassiske præferencer, men hele lydbilledet på "Paradise Lost" er generelt mere tungt og eksplosivt, hvilket klæder Symphony X meget. Romeos soloer er ligeledes lige i skabet. De er skarpslebne, tekniske og medrivende.

Kompositorisk kan man sige at pladen "Paradise Lost" bærer præg af en mere gennemgående heavy lyd. "Paradise lost" er uden tvivl Symphony X' mest aggressive album til dato. Der er mere tyngde og kraft i de individuelle skæringer. Omvendt er "Paradise Lost" også samtidigt en typisk strukturel plade med tematiske referencer til både "The Odyssey" og "The Devine Wings of Tragedy". Pladen er dog ikke mere teknisk end som fx. "The Odyssey", men er ligeså groovy og melodisk. Sangen "The Serpents Kiss" er måske ligefrem et fremtidigt vidnesbyrd om, at Symphony X så småt forsøger at bryde den vante holistiske struktur. Med en vis reference til nyere Dream Theater kan man sige, at Symphony X på skæringen "The Serpents Kiss" nok leverer deres mest rockagtige samt groovy nummer til dato. Skæringen i sig selv er et cool rytmisk nummer, men i sin egenskab af en lille del af en større helhed fylder det meget lidt i Symphony X' traditionelle musikalske landskab.

Suma summarum: Symphony X har begået en genistreg påny. Ud over enkelte nye elementer bevæger bandet sig dog stadig indenfor den samme struktur. Man er således ikke i tvivl om at det er Symphony X man hører når "Paradise Lost" spiller i højeste gear. Bandet er "true" overfor dem selv og deres publikum, så på den bekostning vil de stadig vinde publikums gunst. Omvendt er "Paradise Lost" ikke noget mere end man kan forvente sig af så dygtige musikkere. Romeo og co overrasker således ikke en mere på skiven "Paradise Lost" end som på fx. "The Odyssey". Godt nok har bandet fået sig en tungere lyd og rytmeløbene er til tider også mere hurtige, men kompositorisk læner "Paradise Lost" sig stadig mere op ad en fasttømret struktur end som en eklektisk dansehvirvel, hvor både det sublime, tekniske, melodiske samt højtidlige, kommer til sit rette udtryk.

Kommentarer (1)

Jan Ulrik

Jan Ulrik

Indlæg: 1

Faldt over denne skive idag.

Faldt over denne skive idag.
Den er rigtig fed!

Tilføj kommentar