Sepultura - Machine Messiah

Machine Messiah

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Den brasilianske metalmaskine kører i tomgang på 14. album

Bedøm aldrig pladen på dens cover

Sepultura kræver absolut ingen introduktion, da de er pensum for meget af det metal, som vi hører i dag. De er skabere af nogle af de mest legendariske albums til dato, som for eksempel Chaos A.D ., Roots og det fremragende konceptalbum Dante XXI, som også blev det sidste album med en Cavalera i besætningen. Siden da har bandet kæmpet med at fremme samme genialiteter, og det gør sig desværre også gældende på Machine Messiah. Man skal aldrig bedømme pladen ud fra sit cover, for hvis man gjorde det i dette tilfælde, så havde man forventet intet mindre end ren genialitet, da de atter engang har fremmanet et imponerende artwork.

Af maskiner er du kommet

Det er ingen hemmelighed, at jeg er ret skuffet over dette album, som jeg elegant formulerede det i indledningen. Bevares, der er naturligvis et par ganske solide numre, og Derrick Greens vokal og lyrik er ganske fortræffelig. Jeg har altid været fan af Max Cavalera, men jeg synes at Derrick virkelig gav bandet et frisk pust og en ny energi samtidig med, at hans tilgang til sangskrivningen har været opløftende. Selve konceptet og universet som dette album kræser om, er maskinerne i mennesket, forstået på den måde, at vi alle er afstamninger af maskiner, og at vores frelser en dag vil betræde jorden igen, i form af en robot. Ej, men altså, den går jo bare rent ind! Det er fandme metal, helt ind til benet - ja, faktisk bygget af metal, bogstaveligt talt.

Det, som er allermest tydeligt efter første gennemgang af pladen, er som sagt det fornemme vokalarbejde, men også, at riff-maskinen Andres Kisser nærmest ikke kan sætte en tone, der ikke lyder overdrevet fedt. Ingen tvivl om, at det er ham, som virkelig løfter dette band. Problemet er bare, at selve kompositionerne ikke danner noget varigt indtryk. Der er ikke meget, som bider sig fast, og som virkelig brager igennem. Man er ikke i tvivl om, at det emmer af middelmådighed i forhold til, hvad man ved og forventer, at dette band kan præstere. Det bliver bare på ingen måde indfriet. Det er tydeligt, at melodierne og thrash-elementerne har fået mere fokus, og det klæder dem virkelig. Numre som ”Phantom Self” og ”Sworn Oath” - sidst nævnte er et brilliant nummer, som virkelig oser af stemning. Der er ikke sparet på noget i forhold til at danne et flot lydbillede. Det får virkelig skåret igennem og får adskillige ekstra afspilninger, hvilket også gør sig gældende for den aggressive og knusende ”I Am The Enemy”. Det er virkelig stærkt og indeholder alt det, man forbinder med Sepultura - altså, uden Cavalera-brødrene.

De tre numre i sig selv formår virkelig at løfte albummet og indprenter sig som værende noget af det bedste, som bandet har komponeret i lang tid. Desværre virker det som om, at alt det kreative er blevet skudt af sted på de tre numre, da det resterende af pladen virker totalt uinspirerende. Det grænser til det kedelige, men ud over det, så skal ret være ret. 

Solidt metal, men med en del rust

Det er et solidt album, det skal der ikke herske nogen tvivl om, men hovedsageligt fejler albummet i at vise det potentiale, det virkelig har. Det er middelmådigt, men med enkelte virkelig fremragende numre. De har virkelig ramt hovedet på sømmet visse steder, men får desværre ikke slået ordentligt igennem. Sepultura kan med Machine Messiah ikke tilslutte sig bands som Testament og Sodom i decideret albumhøjdepunkter i karrieren.

Tracklist

  1. Machine Messiah
  2. I Am The Enemy
  3. Phantom Self
  4. Alethea
  5. Iceberg Dances
  6. Sworn Oath
  7. Resistant Parasites
  8. Silent Violence
  9. Vandals Nest
  10. Cyber God

Tilføj kommentar