Nye højdepunkter, nye lavpunkter
Er skuffelse overhovedet en mulighed?
Da undertegnede i 2022 skulle lave en personlig opgørelse over årets bedste udgivelser, placerede jeg det formidable album Netherheaven på en klar førsteplads. Tech death-bandet Revocation gjorde det ganske enkelt igen: udgav et næsten fejlfrit album, hvor balancen mellem det teknisk imponerende og det mageløst medrivende og melodiske var balanceret til perfektion. Det synes nærmest umuligt, at svinehamrende dygtige Revocation nogensinde skulle være i stand til at udgive noget, der bare er i nærheden middelmådigt. Til det har de simpelthen et alt for højt bundniveau. Men det kan godt afsløres allerede her, at bandets niende langspiller, New Gods, New Masters, desværre ikke er på højde med forgængeren.
Rutineret præstation. Måske endda for rutineret …
Siden sidst vi hørte fra den Boston-baserede gruppe, er der skiftet lidt ud i lineuppet. Det er naturligvis stadig bandets mastermind og guitarmagiker David Davidson i front, og grydebanker Ash Pearson er heller ikke løbet nogen steder. Men Alex Weber er ny mand på bas, og så har tilføjelsen af Harry Lannon på guitar gjort den tidligere trio til en kvartet. Bevares, det har de for det meste også været i livesammenhæng i lang tid, men nu er de det også på papiret.
New Gods, New Masters lægger hårdt og godt ud med pladens titelnummer skarpt efterfulgt af den velvalgte single, “Sarcophagi of the Soul”. En aldeles glimrende start, hvor kendere af Revocation straks kan høre gruppens umiskendelige lyd af forrygende energi og sprøde riffs serveret på en bund af tonstung dynamik og teknisk snilde. Så er vi sgu godt i gang! Men bedst som man når at rejse sig fra sofaen og stille sig klar med luftguitar og ond mimik i fjæset, går pladen desværre lidt ned i kadence. Som tidligere nævnt er Revocation selvfølgelig ikke i stand til hverken at komponere eller levere noget af decideret ringe kvalitet, men treenigheden bestående af “Confines of Infinity”, “Dystopian Vermin” og “Despiritualized” er temmelig blottet for bandets karakteristiske proggede elementer. Her fokuseres mere på smadder og aggression end ren melodi, og de har bare ikke samme sofistikerede niveau som langt det meste andet i bandets bagkatalog. Selv ikke tilstedeværelsen af Cattle Decapitations Travis Ryan på førstnævnte af de tre gør noget godt. Øv bøv.
Så er der derimod ret meget at komme efter på den instrumentale “The All Seeing”, hvor den israelske jazzguitarist Gilad Hekselman gæsteoptræder. Teknisk og progget death metal er ofte – især den meget introverte og navlepillende slags – blevet kaldt ‘dødsjazz’ i ren og skær spøg. Men her, mine damer og herrer, er den ægte vare. Vaskeægte dødsjazz fra allerøverste hylde. Guf for guitarnørder og alle dem med hang til skæve skalaer. Og heldigvis ryger kadencen ikke ned igen. Tværtimod. Singlen “Cronenberged”, hvor Jonny Davy fra Job for a Cowboy medvirker, er eminent god. Her viser Revocation i den grad, hvorfor de er at regne som et af de allerbedste navne inden for genren. Føj, det er godt. Ligeledes er den fantastiske afslutter, “Buried Epoch”, en rigtig lækkerbisken. Det næsten otte minutter lange nummer er ren nydelse fra ende til anden, og efter endt gennemlytning har man næsten glemt, at pladens midterste tredjedel forekommer temmelig tyndbenet. Men også kun næsten.
Kan man være skuffet over en fed plade?
Ja, det kan man faktisk godt. Især når man ved, at gruppen bag pladen sagtens kan gøre det endnu bedre. New Gods, New Masters er et rigtig solidt album, der indeholder en håndfuld rigtig solide numre. Jeg ville være en forkælet møgunge, hvis jeg forventede små mesterværker fra Revocation hver eneste gang, de udgav nyt, men en anelse skuffet er jeg da. Karakteren på syv kranier gives for det rigtig gode album, der er pænt over middel, men samtidig har plads til forbedringer. For det er der. Fem rigtig gode skæringer ud af i alt ni er ikke nok til en af de helt flotte karakterer. Men det er stadig en plade, jeg vil anbefale. Især til alle dem, der ligesom jeg er ret så tosset med alt, Revocation gør og ikke mindst kan.
