Nytænkt modernisme
Ikke al moderne thrash metal er dyrkelse af De Fire Store, og Revocation fra Boston er på den absolutte top med deres drop-C#-stemte fusion af teknisk thrash og dødsmetal. De kreative kræfter guitarist/vokalist David Davidson og ditto Dan Gargiulo løber åbenbart aldrig tør for inspiration, og på trods af nærmest konstante turnéer har de udgivet hele seks studiealbums mellem 2008 og 2016. Ikke blot det, men Revocations udgivelser plejer at være glimrende – både Revocation fra 2013, Deathless fra 2014 og Great Is Our Sin fra 2016 blev rost af såvel anmeldere som fans. Det bliver The Outer Ones også, hvis jeg har noget at skulle have sagt.
Kunstthrash
Åbneren ”Of Unworldly Origin” er klassisk Revocation – hurtig, direkte og tung. Enkelte af akkorderne lugter af Voïvods kærlighed til at stable usædvanlige toner oven på hinanden, hvilket er et virkemiddel, som vender tilbage på ”That Which Consumes All Things”. Herfra bliver det mere glorværdigt underligt og spacey. ”Blood Atonement” starter med et gyngende, melodisk dobbelt-guitarriff, som afløses af to samtidige melodier, der væver ind og ud af harmonisering. Titelsangen benytter pludselige akkordskift i melodierne, som giver en fornemmelse ikke ulig Gorguts’ hjernegymnastik. Generelt har gruppen skrevet mere melodi ind i sangene og sørget for, hver af de ni skæringer har deres egen karakter, så intet er ren gentagelse.
Ikke nok med det, så bliver udtrykket på The Outer Ones bliver mere og mere progressivt som det skrider frem. Sangene bevæger sig støt fremad og enkelte ser sig ikke tilbage. I forhold til ”Great Is Our Sin” er der også lagt et minut til den gennemsnitlige sanglængde og Davidson og Gargiulo benytter tiden til at hive storspillet frem. Ord som ”kompetente”, ”dygtige” eller ”talentfulde” kommer til kort ved beskrivelsen af guitarduoen. Soloerne er naturligvis fantastiske og i høj grad med til at sende lyden op i rummet – navnlig skalaerne har et svævende udtryk, som står i skarp kontrast til de hårde riffs.
Albummets B-side er essentielt set prog, hvilket foregår med blandet kvalitet. Jeg er ikke altid lige underholdt her, idet lange instrumentale passager forhindrer albummet i at bevæge sig fremad. Hele anden halvdel af titelnummeret er helliget guitartrolddom, men udretter for lidt til at fastholde interessen. ”Vanitas” rummer meget lidt, der kan kaldes thrash og virker mere som kunstmetal fra det ydre rum. Instrumentalnummeret ”Ex Nihilo” begynder med direkte fantastisk riffing, men fortsætter mere på det jævne. Rimeligvis skal det nævnes, at Revocation ”på det jævne” stadig i høj grad er værd at lytte til.
Fremtidens tilbagekaldelse
Revocation er en åbenlyst kompetent og meget seriøs gruppe af kunstnere, og selvom de har skabt en særskilt og genkendelig lyd, ønsker de tydeligvis at udvikle deres sangskrivning. På The Outer Ones løfter amerikanerne deres lydudtryk ud af stratosfæren, dels gennem en mere melodisk og progressiv tilgang, dels gennem mere syre i de enkelte stykker. Gruppen har sat sig en svær opgave i at jonglere deres kerne af teknisk thrash samtidig med melodi og progression, men de griber boldene langt oftere, end de taber dem. Når et stykke endelig falder til jorden, er det de langstrakte instrumentalpassager, der taber lytterens opmærksomhed, for stykke-til-stykke er kvaliteten høj.
