Two bass, or not two bass
Når vi taler instrumental duelleren, forbinder vi det ofte med guitarvirtuositet. Denne gængse forståelse vender Quadvium på hovedet. I centrum for dette progressive ensemble står ingen ringere end Steve Di Giorgio (tidligere Death og mange andre) og Jeroen Paul Thesseling (tidligere Obscura), der begge bevæger sig i et virkeligt tyndt luftlag, hvor der er langt imellem deres slags: bassister, der spiller metal på båndløs bas. Tetradōm er første udgivelse fra dette eksperiment, hvor hovedpersonerne får – hvad der ligner – frit spil på deres instrumenter. Men kan idéen om to basser, der sam- og modspiller, fungere i praksis, eller bliver værket for løssluppent?
En masse progressive idéer …
“Náströnd” er ikke mange sekunder gammel, før det er tydeligt, at tiden i selskab med Quadvium netop bliver uden de store musikalske hæmninger. Bevares, med det niveau, artisterne befinder sig på, er hæmsko et lige så fjernt begreb som 4/4-takter. Det står dog hurtigt klart, at den ekspressionisme, Di Giorgio og Thesseling har favoriseret over groove og timekeeping, havde nydt godt af begrænsningens kunst. Hverken riff, taktart eller stemning bliver hængende længe ad gangen, men skiftes hurtigere ud, end politikere har forladt parti og folketing siden sidste folketingsvalg. Det er ærgerligt, for der er flere eksempler på passager, der godt kunne have tålt en tur mere i den rytmiske manege, inden de blev stedt til hvile. Der er skam også mere eller mindre vellykkede eksempler, hvor numrene tilsniger sig noget, der ligner struktur, eller hvor man i hvert fald aner en underliggende formel. “Adhyasa” er det første af disse, hvor Eve Smith på guitar får en kort stund i fokus, og det ville faktisk have klædt pladen, hvis der var flere af disse øjeblikke. Skivens sidste nummer, “Eidolon”, er måske det mest vellykkede. Det står som et længselsfuldt potpourri af blandede følelser, som deler rundhåndet ud af musikalske lækkerier, der dog kræver en vis portion tålmodighed fra lytteren – hvilket i det hele taget er det krav, Quadvium stiller til lytteren fra pladens første sekund.
Der er den slags musik, der byder ind, hvor lytteren omfavnes og inviteres til at investere egne følelser i den udforskende rejse, musik kan være. Så er der den slags, der deler ud, hvor det i høj grad er artisten, der bestemmer, hvilken emotionel boldgade vi befinder os i. Quadvium er ingen af delene. Her befinder vi os som fluen på væggen i øvelokalet og lægger øre til musikere, der rocker med proggen ude, og det vel at mærke uden at tabe for mange indskydelser på gulvet. De har dog haft åndsnærvær nok til at begrænse værkets længde, og således ebber Tetradōm ud efter 35 kompakte minutter – mere tålmodighed afkræver virtuoserne os trods alt ikke. Bandets trommeslager, Yuma van Eekelen, fortjener lovprisning for sin indsats som rytmens vogter, og hans jazzede tilgang danner et sikkert fundament for de to leadbassisters legesyge. Han lider dog samme skæbne som Eve Smith og bliver ikke for alvor sat i spil.
… som skulle være blevet i øvelokalet
Det lader sig ikke fornægte, at musikerne – de to hovedattraktioner især – har forfinet deres håndværk til noget nær perfektion. Men at dette automatisk udløser et kvalitetsværk, er Tetradōm et modbevis på. Når nu Di Giorgio og Thesseling ikke koger noget ned, så lad mig gøre forsøget: Der sker alt for meget. På alt for kort tid. Punktum. Idéen om bassen som leadelement, hvor to af slagsen duellerer og komplementerer hinanden, er fortsat besnærende, men udførelsen på Tetradōm fremstår rodet og dårligt planlagt. Det er synd og skam, for jeg er sikker på, at dette kunne være mere end blot et underfundigt tankespil, der blev sat strøm til.
