Crossover-mestrene i Prong går en anelse ned i gear på et ellers udmærket tiende album.

One Man Army

Omdrejningspunktet i amerikanske Prong har altid været, og vil altid være, guitarist, sanger og sangskriver Tommy Victor. Selvom han længe har haft, og stadig har, adskillige andre tjanser, deriblandt guitarist for Danzig, har han altid holdt hjertebarnet Prong i live. Og det er vi mange, der er glade for!

Siden debuten i 1986 har Prong udgivet ni albums, og nu er deres tiende, X - No Absolutes, på gaden.

Den gode Tommy Victor har aldrig været bleg for at eksperimentere på tværs af genrer - en ting der uden tvivl er en af Prongs allerstørste styrker. Med rødder i god gammeldags thrash er der masser af referencer og direkte crossovers til primært groove metal og hard rock, men også til det semi-poppede og såkaldte college rock, en smule industrial samt lidt punk. Det lyder umiddelbart som noget der let kunne blive ualmindeligt rodet, men kendere af New Yorkerne vil vide, at det som regel altid er ret så vellykket.

Et lille formdyk

Vellykket er også et ord der passer til X - No Absolutes. Måske ikke ligeså vellykket som flere af deres tidligere skiver, men stadig rigtig solidt. Måske skyldes det lille formdyk travlhed – Prong har nemlig ikke ligget på den lade side på det sidste;

Sidste år forkælede Prong os med Songs from the Black Hole - noget så sjældent som en rigtig fed omgang covers. Trods det faktum at de ikke havde skrevet numrene selv, var det en skive der osede langt væk af Prong når de er allerbedst. For ganske nyligt udgav de et live-album fra deres sidste og ret så omfattende tour, og nu er de ude med X - No Absolutes - altsammen samtidig med at hr. Victor også spiller guitar for Danzig…!

Hastværk er som bekendt lastværk, og det er da også den fornemmelse man sidder med ved gennemlytning af skiven. Men frygt ej, her er primært rigtig gode skæringer, som f.eks. åbneren "Ultimate Authority" samt det næsten Machine Head-agtige “Belief System”. Men desværre fremstår flere af pladens skæringer kun 80 procent færdige, og det er synd! Her er nemlig grobund for meget mere - hvor ville skiven dog have været helt aldeles fantastisk, hvis den bare var mere gennemarbejdet…

Og så er der lige en sidste ting vi desværre ikke kommer udenom - et par numre vi hellere end gerne havde været foruden: “With Dignity" og især hæslige "Do Nothing” er et par deciderede fejlskud. Vi snakker 90’er-poppet nu metal af allerværste skuffe, og især “Do Nothing” er et nummer, der er så tåkrummende frygteligt, at selv Evanescence ville få røde knopper af at lytte til det - av for katten Prong, jeres vanlige eksperimenter og vanlige crossover-stil er cool, men det nummer glemmer vi lige lynhurtigt og nyder resten af den ellers udmærkede skive.

Metaltræthed

Mine forventninger til Prong er altid høje, men måske var de en anelse for høje til dette album. Det er bestemt ikke nogen dårlig skive, men det er bare ikke så godt, som det kunne være og ikke helt oppe på det sædvanlige høje niveau.

Produktionen er i top, de gode numre er RIGTIG gode og den gamle velkendte Prong-nerve er der også. Men det oser langt væk af hastværk, og det er bare pokkers ærgerligt. Lige på nær de to nu metal-fejlskud er Prong ubestridte mestre i crossover-thrash - det viser de også her - men de viser desværre også en smule metaltræthed. Havde man i stedet for et helt album valgt at nøjes med de seks bedste numre på en EP, havde vi været helt oppe i en af de rigtig pæne karakterer, men Tommy Victor & co. må i denne omgang nøjes med syv små kranier.