Crossover-giganterne Prong viser igen højt niveau
Der gror ikke mos på en rullesten
Den travle frontmand og kreative drivkraft i Prong, Tommy Victor, er efter eget udsagn konstant i gang med sangskrivningen. Når han ikke er på turné med Prong – eller for den sags skyld Danzig, for hvem han også fører en proper spade – arbejdes der stenhårdt på næste Prong-udgivelse. New Yorker-trioen har været uhyre produktive de seneste år; siden 2012 har de udgivet pladerne Carved Into Stone, Ruining Lives og den kun halvandet år gamle X – (No Absolutes). Derudover er det blevet til coveralbummet Songs From The Black Hole samt en liveudgivelse. Men man skulle jo nødig ligge på den lade side (ironi kan forekomme), og det har denne gang udmøntet sig i den aldeles glimrende Zero Days.
Én del moderne, én del gammel og tilsæt til slut en lækker produktion
Siden bandets fødsel for godt 30 år siden, og ikke mindst deres største kommercielle succes Cleansing fra 1994, er der sket en hel del. Bandets grundlæggende industrial/thrashede crossover-tilgang til riff-baseret hard rock holdes dog stadig i hævd, og selvom de nu befinder sig 11 studiealbum inde i karrieren, er det stadig denne opskrift, der bages efter.
På Zero Days har det været frontmand Victors intention at vise en moderne og hårdtslående side af Prong, der samtidig er tro mod bandets rødder i alternativ metal. Og det lykkes rigtig godt. På pladens første halvdel bydes der på fuld smadder i numrene ”However It May End” og titelnummeret ”Zero Days”, hvor det er de aggressive thrashede riffs, der dominerer. På fjerde skæring, ”Divide And Conquer”, får vi melodiøs og rendyrket hard rock i bedste Foo Fighters-stil, inden der på ”Forced Into Tolerance” bliver serveret thrash igen. Det er dog først på pladens syvende og måske bedste nummer, vi for alvor er tilbage ved de rødder, der gjorde albummet Cleansing, og ikke mindst hittet ”Snap Your Fingers, Snap Your Neck”, til en af 90’ernes mest interessante udgivelser inden for alternativ metal; hamrende stærke ”Blood Out Of Stone” oser langt væk af tidlig nu-metal, og det kan sagtens høres, hvilke elementer bands som eksempelvis Linkin Park senere hen lånte lidt af hos Prong. Samme elementer er i spil på ”Self Righteous Indignation”, der med sit fænomenale groove leder tankerne over på Korn og Slipknot – endnu et uhyre stærkt nummer. Eneste rendyrkede industrial-nummer – en kasse, Prong ofte er blevet puttet i – er det afsluttende ”Wasting Of The Dawn”. Igen et stærkt nummer, men hvorfor er det først her, på ét sølle nummer, vi præsenteres for bandets ellers så fremragende evner i industrial-klassen? Det havde jeg gerne hørt mere af.
Produktionen, som Tommy Victor blander sig mere end gennemsnitligt i, skal også lige nævnes, da den ganske enkelt er fænomenal. Jeg kunne remse alt det op, som lyder godt på Zero Days, men lad mig gøre det kort: En plade af denne kaliber kunne umuligt lyde bedre. Rigtig flot arbejde bag knapperne!
Stærk plade, dog med få skønhedsfejl
Jeg har altid følt, at lige netop Prong sagtens kunne lave et decideret mesterværk af et album, da de i dén grad besidder potentialet, men desværre må jeg have det til gode lidt endnu. At hastværk i dette tilfælde også er lastværk, vil jeg ikke sige, men en frasortering af et par lidt ligegyldige numre samt lidt mere gennemarbejdet og sofistikeret crossover i andre havde klædt den ellers super stærke plade rigtig godt.
Den tilsigtede todeling af albummets stilistiske udtryk – det moderne og det tilbageskuende – synes at være taget yderst bogstaveligt; moderne thrashet hard rock på skivens første halvdel og tilbage til de alternative rødder på den anden. Personligt havde jeg nok foretrukket en mere flydende og knap så stringent opdeling af stilarter, men vi kommer ikke udenom, at Prong favner uhyre bredt. Med et godt engelsk udtryk, ”Jack of all trades, master of none”, kan man kort og godt opridse, hvilket band Prong har vist sig som på deres seneste udgivelser. Selvom Zero Days er en super fed skive, der oser af høj kvalitet og smæk for skillingen, er den mest af alt en fremvisning af en imponerende diversitet fremfor et sammenhængende og fuldendt værk. Man kan håbe på, at Tommy Victor & co. arbejder videre i samme tempo, og at føromtalte mesterværk lurer lige om hjørnet. Men indtil videre skal slagkraften på Zero Days nydes i fulde drag.
