2024 + 2 ≠ 2030
Det her er tredje gang, jeg sidder med en skive fra norske Profane Burial, hvilket også betyder, at det er anden gang, jeg kommer i tanke om, at Profane Burial faktisk er ret seje. Da jeg afrundede min anmeldelse af My Plateau fra 2024, skrev jeg noget a la 'ses i 2030' baseret på det faktum, at der var gået seks år mellem den plade og debuten.
Nu er jeg ikke synderligt matematisk interesseret, men derfor kan jeg nu godt regne ud, at det ikke helt har været tilfældet her – hvilket kun er glædeligt, for som udgangspunkt er det altid rart med nye sager fra Profane Burial. Jeg beklagede mig over, at den forrige skive manglede pondus og identitet sat op imod The Rosewater Park Legend, derfor er jeg oprigtigt spændt på, om der er blevet skruet op for netop disse to elementer på Desolate Echoes of Turmoil.
Corpsepaint og merskumspibe
Nu skriver vi ganske vist kun start juli, men 2026 har, indtil videre, været et fantastisk år for norsk black metal, og når man kigger på, hvilke andre bands fra Norge der udgiver plader senere i år, jamen, så ser det ud til, at det godt kunne blive et af de bedste år for norsk black metal i mands minde. Fortjener Desolate Echoes of Turmoil at blive nævnt som en af de skiver, der er et eksempel på ovenstående postulat? Ja, helt sikkert! Trioen fra Kråkstad har nok begået deres stærkeste værk til dato.
Som altid byder d’herrer på en seriøs omgang symfonisk black metal med alt hvad det indebærer, men hvor de på My Plateau var kommet lidt for tæt på Disney Borgir-land, så er aggressiviteten og intensiteten på pladen her blevet skruet op på 11, alt imens de symfoniske passager får lov til at stå lidt ude på sidelinjen for i stedet at gøre plads til endeløse riffs- og strengeleg.
Profane Burial har aldrig lydt så bidsk, som de gør nu. Men midt i al furoren og galden finder man så også nogle egentligt ganske uventede progressive, jazzede og ærligt talt intellektuelle aspekter, som jeg aldrig havde regnet med at skulle få serveret af netop Profane Burial. Dette kommer især til udtryk via de mange guitarsoli, som pladen her har taget med sig. Bevares, det er ikke bandet selv, der har stået for dem, men derimod gæstemusikere som jazzguitaristen Torstein Nipe og Tom Alexander Trones fra Funeral, men hey … what are friends for? Det er så godt som umuligt at udvælge den absolut bedste guitarsolo på pladen her, for der er så mange at vælge i mellem, og de er alle eminente, men jeg vælger nu alligevel at fremhæve den sweep-solo, der er på ”Den Fortaptes Krønike” – som nok også er mit favoritnummer på pladen. Det er et ekstremt atypisk åbningsnumme, og klart det mest stilfærdige og eftertænksomme nummer på hele pladen, så at åbne med netop det er ret modigt.
Kombinationen af frådende symf-black og så kloge-Åge-jazz fungerer markant bedre, end man skulle tro, men det mest imponerende – og overraskende – er, at Profane Burial faktisk formår at opretholde en vis balance mellem de to elementer her. Det er aldrig sådan, at det tilter for meget til den ene side – selvom musikken virkelig balancerer på en knivsæg. Min største og vel egentlig også eneste anke ved pladen her er, at den ikke slutter af med et brag. I stedet lukker hele herligheden med noget relativt simpelt synthesizer, der bare fader ud. Et værk, der har så meget fart på som Desolate Echoes of Turmoil, fortjener altså at slutte af med et øresønderrivende kaboom, men ak …!
Trve Norwegian Black Metal
Tidligere har Profane Burial fået mig til at tænke på bands som Behemoth, Carach Angren og Fleshgod Apocalypse – og naturligvis også Dimmu Borgir. Trods sidstnævnte har det været svært at høre bandets norske rødder. Det ændrer pladen her dog på, for de har aldrig lydt så norsk, som de gør nu. Det er, som hvis Mayhem, Shining (dem med Jørgen Munkeby) og Trelldom var gået sammen og derved et perfekt eksempel på moderne norsk black metal, en genre, der nægter at stå stille – gud ske tak og lov for det, for stagnering er lig med død.
