Opture og nedture

Siden The Hu dukkede op tilbage i 2019, er bandets popularitet kun gået opad. Desværre er kvaliteten af musikken siden da kun gået nedad. Det ændrer dog ikke på, at bandet er det største og mest populære musikalske projekt, der nogensinde er kommet ud af Mongoliet, og hele nationen lader til at stå bag gruppen – hvilket jo overordnet set er ganske smukt. Det er bare, som om det lige siden debuten har handlet mere om at komme frem og at blive større og større, end det handlede om at lave musik af rigtig høj kvalitet. Men lad os nu se, hvad gruppen har med til os denne gang. Man siger jo, at tredje gang er lykkens gang.

Fløderock, eurodance og kistesøm

For et band der slår sig så meget op på at have et fokus på nationalitet og kulturarv, er The Hu ikke bange for at smide det hele over bord samt gå på kompromis med alt, der minder om netop kulturarv, hvis det betyder, at man kan få nogle store navne med som legekammerater. For hvad betyder alt det, når man kan få Johnny Hawkins fra Nøthing Møre til at være med på ”Lost Soul”, som muligvis er det værste nummer, jeg har hørt i hele 2026. Kombinationen af Hawkins overdrevne-fløde vokal, rædsom eurodance og de mongolske folk-elementer er simpelthen hæslig. Det bliver dog overgået af det sidste vers i ”Grey Hun”, hvor bandet vælger at synge på engelsk i stedet for mongolsk – det er det endelige søm i kisten i forhold til hele illusionen om, at musikken handler om hylde den mongolske kulturarv.
The Hu har været næsten ti år om at lave bare tre plader, alt imens at der er blevet lavet tonsvis af løjerlige kollaborationer med Disney samt deciderede bizarre remixes med blandt andet Papa Roach, Lzzy Hale, Serj Tankian og Bad Wolves. Jeg stiller derfor mig selv spørgsmålet, om Hun handler om musik eller image?
Tja, når man sammenligner pladen her med det, de tidligere har lavet, selvom det ikke alt sammen har været af lige høj kvalitet, så er det ganske tydeligt, at pladen her kun er lavet for at holde gryden i kog. Sangskrivningen er utroligt middelmådig, og The Hu gør intet, de ikke allerede har gjort et utal af gange før.

Ganske vist var Rumble of Thunder samlet set ikke en specielt god plade, men den havde da alligevel nogle gedigne hits, deriblandt de to bedste numre bandet endnu har bedrevet, nemlig ”Black Thunder” og ”This is Mongol”. Det tætteste Hun har på hits, er ”Horsemen” og ”The Real You”. Det sidstnævnte har i øvrigt en utroligt ironisk titel, nu hvor det lyder som et Judas Priest-nummer, men på en eller anden måde siger det faktisk alt, der er værd at sige om The Hu anno 2026. 

Det her er ikke længere et band, der findes for kunstens skyld, men for prestigens og berømmelsens.

Ikke katastrofalt, men …!

Hun er ikke et decideret katastrofalt album, men det er desværre både et komplet ligegyldigt og ærligt talt middelmådigt album.

Den eneste grund til at pladen her nok skal komme til at sælge utroligt mange kopier, er, at det er The Hu, der står bag. Havde det været et andet nyt folk-band uden det image, som The Hu har bygget op, så havde det solgt lige godt nul og niks. Det er virkelig en skam, at bandet er ude på en sådan kunstnerisk deroute, for de havde engang fat i noget med deres mongolske folk. Heldigvis har vi andre bands, der er klar til at samle faklen op og gøre det bedre…