Kampen om tronen
Det er efterhånden en del år siden, vi sidst hørte noget fra norske Profane Burial. Faktisk så længe, at jeg havde glemt alt om dem – hvilket jeg opdagede, da jeg faldt over My Plateau og syntes, det lød bekendt. Denne opdagelse fik mig til at slå dem op i vores arkiver, hvor jeg kunne se, at årsagen til, at de lød bekendte var, at jeg selv havde anmeldt debuten The Rosewater Park Legend i 2018. Der kan man bare se! Dengang roste jeg bandet for sine ambitioner, og især keyboardsektionen fik pæne ord med på vejen, og jeg kan se, at jeg da også sammenlignede bandet med Carach Angren, Fleshgod Apocalypse og – naturligvis – Dimmu Borgir. At hverken Dimmu Borgir eller Carach Angren rigtigt er gangbar valuta længere, skal dog ikke ligge Profane Burial til last – tværtimod, for pladsen som et af de førende symf-black-bands er da netop nu ledig, så må vi bare se, om de er værdige til tronen!
To Disney or not to Disney!
The Rosewater Park Legend forsøgte at fortælle en samlet historie om hekse, forbandelser og spøgelser. Man kunne derfor have troet, at opfølgeren ville være en fortsættelse af netop denne historie, eller at den også ville forsøge at fortælle en gotisk gyser. Men nej! Fokus er flyttet fra historiefortællingen over til det musikalske – hvilket egentlig er en god ting. The Rosewater Park Legend led lidt under, at albummet ikke tålte at blive afbrudt eller delt op – og ligeså var der et lidt for stort fokus på diverse fortællerelementer som fortællerstemmer, gyserlyde og deslige. My Plateau har dog fortsat masser af diverse teatralske elementer; keyboardet, hornsektioner og strygere fylder stadig en hel del, men det er klædeligt. Profane Burial undgår atter en gang at falde i den fælde, som Dimmu Borgir faldt i for mange år siden, nemlig den fælde, der hedder ”Disney-skurkemusik”. Det er ligeså tydeligt, at bandet har brugt de sidste seks år på at finpudse sin lyd, for trods ventetiden på seks år så lyder bandet stadig som sig selv – bare bedre. Vokalisten Kjetil Ytterhus har droppet sin Nergal-influerede semi-growl-vokal til fordel for en mere klassisk black-vokal, hvilket klæder musikken markant bedre, og produktionen samt mixet på My Plateau er også af betydeligt højere kvalitet, end hvad vi tidligere har hørt fra bandet.
Det, jeg dog savner fra trioens andet udspil, er mere pondus og gennemslagskraft samt sange med en stærkere identitet. De seks numre lyder simpelthen for ens, og det virker til, de alle er skrevet ud fra samme skabelon. Ligeså er det umådeligt svært at pege på et nummer og erklære, at det er dér, magien sker, netop fordi de alle er så enslydende, hvilket er en enorm skam.
Vi ses i 2030!
På den ene side er dette et kærkomment gensyn. På den anden side begræder jeg, at der er sket så lidt siden sidst. Jovist, bandet står skarpere end før, de virker mere fokuserede, og de har formået at lave symf-black, der ikke lyder fjollet (hvilket desværre bliver en større og større sjældenhed). Men samtidig er kvaliteten faldet, ikke meget, men tilpas til, det er noget, man bemærker. Spørgsmålet er derfor, om jeg når at glemme alt om dem – igen – når de engang udgiver album nummer tre i 2030.
