Profane Burial - The Rosewater Park Legend

The Rosewater Park Legend

· Udkom

Type:Album
Genre:Symfonisk black metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hitchcock-metal

Profane Burial er en ny spiller, med tårnhøje ambitioner. Deres blanding af black, død og symfoniske elementer får ens tanker til at vandre, mens at man prøver at spinde et net af de mange tanketråde, deres musik skaber. Opeth, Carach Angren, Behemoth, Fleshgod Apocalypse, Dimmu Borgir – indflydelserne stopper ikke, og alligevel lyder Profane Burial ikke helt som noget andet, jeg endnu har hørt. Det er tydeligt, at de ønsker at skabe deres eget univers med fokus på historiefortælling og uhygge.

Der var engang…

The Rosewater Park Legend er resultatet af en femårig arbejdsindsats, og det kan man mærke! Der er lagt blod, sved og tårer i denne her debut; de norske drenge ville være helt sikre på at ramme plet ved første forsøg. Den norske kvintet har altså virkeligt lagt sig i selen for at skabe noget unikt for at undgå diverse antagelser om, at et norsk metalband per automatik må være black metal. Bevares, der er klart en black-resonans i The Rosewater Park Legend, men det er blot en skygge; en del af den ramme, der omgiver musikken. Sangene er, med undtagelse af ”A Different Awakening (A Proclamation by the Priest)”, alle ret lange, med en længde på et sted imellem seks og ni minutter, og jeg skal da lige love for, at der sker meget på de minutter! Strygere, kirkekor, gregoriansk chanting, breakdowns, skrig, growl! Det er et overflødighedshorn af indtryk, og jeg kan ikke lade være med at studse over, hvordan de vil få det til at fungere live. The Rosewater Park Legend prøver at fortælle legenden om et sted, hvor gale præster anklagede folk for hekseri med det uheldige udfald, at ulykke og elendighed ramte stedet. Fortællingen har nogle hovedpersoner, hvoraf den ene er en tapper soldat, der er taget af sted for at kæmpe og har efterladt sin gravide kone, der så oplever alle disse rædsler, blandt andet er den helt gal med deres barn. Alt dette bliver forklaret i sangene ”The Letters” og ”The Soldier’s Song”. Grunden til at jeg skriver, at de prøver, er, at growl og skrig ikke nødvendigvis er det bedste oratoriske element, hvis man ønsker at fortælle en historie, men point for forsøget. Jeg håber da også, at det er et univers, de vil bruge som omdrejningspunkt igen; jeg er personligt helt vild med den slags koncepter. Heldigvis er der både keyboard og andre elementer til at løfte historiefortællingen ved at skabe nogle helt geniale stemninger, så stor ros til Kjetil Ytterhus!

Dunkelt Epos

The Rosewater Park Legend er voldsom, kaotisk, dyster og uhyggelig. Det er som en god gyser forvandlet til et musikalbum. Det er der, i sig selv, ikke noget nyt i, men alligevel formår Profane Burial at skille sig ud fra fx Carach Angren, der i bund og grund gør det samme. Men hvor Carach Angren har en teatralsk og nærmest vaudevilleagtig tilgang, så bunder Profane Burials tilgang i de mørke kolde norske fjelde, hvor depression og frostbid regerer totalt. Der er dog et problem ved at lave historiefortællende og esoterisk metal, nemlig det at de forskellige numre ikke fungerer specielt godt som singler eller brudstykker. De er skrevet og komponeret på en sådan måde, at de giver mening, hvis de kommer i den tænkte rækkefølge – og helst ud i én lang køre. Det kræver ydermere fokus og koncentration, hvis man skal værdsætte musikken fuldt ud, og den er som sådan heller ikke let tilgængelig. Hvis man ønsker sovs-og-kartofler-metal til sin lidt grå hverdag, vil jeg virkeligt ikke anbefale Profane Burial, men har man tid, og ønsker man én på opleveren, så giv los!

Tracklist

  1. The Tower Bell
  2. The Stench Of Dying Roses (The...
  3. The Soldier’s Song
  4. A Different Awakening (A Procl...
  5. An Interlude (Or How The Curse...
  6. The Letters
  7. The Tale The Witches Wrote