Om enmandsprojekter og gamle vinyler
Enmandsprojekter i rockens verden er som oftest en eller anden udgave af black metal, men tidligere i år udgav Kyle McNeill, til daglig guitarist og forsanger i det engelske heavy metal-band Seven Sisters, med Heather & Hearth en kæmpe kærlighedserklæring til 70’er-prog og den hårde rock. McNeill står for alt på en udgivelse, vi desværre overså, da den udkom midt i sommerferien i år. Nu har vinylen i månedsvis ligget i fast rotation på ovenstående skribents gamle Pioneer PL-12D, og det er på tide, den får nogle ord med på vejen, inden 2025 rinder ud.
Tilbage til de gode, gamle dage
Man kan næppe starte et album mere episk og progget, end McNeill gør med ”The Autumn Citadel”. Dette åbningsnummer er et skoleeksempel på, hvordan man bygger stemninger op og skaber både dramatik og forløsning i en sang. Melodier, soloer, tempo- og stemningsskift udføres til perfektion, men også med nerve og en umiskendelig kærlighed til 70’er-prog og -heavy. Selv produktionen fører lytteren direkte tilbage til dengang, vores ører aldrig var blevet udsat for autotune og triggers. De gode, gamle dage altså, og alt er dermed trygt og analogt på dette album. Selvom en ung lydsnedker som Kyle McNeill med garanti gør brug af alle mulige moderne studietricks, lyder alting præcist så organisk og levende, som det skal.
Om det er kortere sange som ”Siren Song” eller albummets andet episke nummer, ”Heather & Hearth”, gør ingen forskel. Alt fortsætter på samme høje niveau og med en komplet uimodståelig catchiness, som mange af de originale 70’er-proggere havde en tendens til at ofre på den ekvilibristiske stoltheds alter. ”Siren Song” leverer en lækker akustisk intro og så ellers en klassisk og stærkt underholdende udgave af den pompøse US-prog. ”A Distant Shore” har en smuk, langsom og poetisk start, som leder over i endnu et sublimt progget stykke. Der er bare så meget styr på virkemidler og genrens konventioner, men det er simpelthen så godt skrevet og så lækkert udført, at det aldrig bliver til en parodi. Med titelnummeret ”Heather & Hearth” får vi endnu en episk omgang på 10 minutter, der aldrig føles langtrukken.
Som en fisk i Atlanten
På Heather & Hearth har prog-alkymisten Kyle McNeill med andre ord fremmanet det perfekte mix af den klassiske engelske prog og den pompøse amerikanske ditto. Camel, Wishbone Ash, Jethro Tull fra hjemstavnen og fra den anden side af Atlanten inspiration fra bands som Styx og Kansas. I midten befinder den unge englænder sig, og der har han det tydeligvis som en fisk i vandet. Det er fuldstændig vanvittigt, at han har begået det her album ene mand. Men ikke nok med det: Han udviser også en dybere forståelse for det, nogen kalder ’the English aesthetic’, og som ligger til grund for al (god) engelsk 70’er-prog. Og lige her er nok forklaringen på, at McNeills nostalgiprojekt fungerer så meget bedre end de fleste andre af den slags projekter, mine stakkels øregange i tidens løb er blevet udsat for.
